Nævnet stadfæstede i maj 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgeren er etnisk pashtun og sunni-muslim fra landsbyen […] i provinsen Nangarhar, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af Daesh eller Taliban, da han er flygtet fra dem. Til støtte herfor har ansøgeren forklaret, at han på et ukendt tidspunkt startede på koranskole i en landsby ved navn […]. Efter tre måneder kom mullaher til koranskolen og tog de store drenge med. Efter noget tid blev ansøgeren og nogle andre drenge taget med til møde med de store mullaher. De fik at vide, at de var dygtige, og at de kunne komme til den store koranskole, hvor de ville få bedre tøj, flere penge og oftere kunne besøge deres familier. Ansøgeren og de andre drenge takkede ja til tilbuddet, og efter nogle dage blev de hentet af nogle mænd og sat ind i en bil, hvor de fik bind for øjnene og blev kørt til den store koranskole. Dagen efter de var ankommet, og efter de havde spist morgenmad, blev de taget ind i et rum, hvor de blev vist smukke billeder, og hvor mullahen talte om paradis. Mullahen fortalte, at man kunne komme i paradis, hvis man lavede jihad. De fik vist video af en dreng, som sprængte sig selv i luften, og de blev derefter fortalt, at drengen på videoen var kommet i paradis. Den første dag på skolen mødte ansøgeren en dreng ved navn […], som en dag blev taget med af nogle af de voksne mænd. Efter omkring en time kom [drengen] ud fra et rum og var meget pænt påklædt. [Drengen] sagde farvel til ansøgeren og sagde, at de ville mødes igen i paradis. [Drengen] kom ikke tilbage igen med de andre mænd. Ansøgeren besluttede sig for at flygte efter syv dages ophold på skolen. Sammen med to andre drenge sagde ansøgeren til vagterne, at de skulle vaske sig inden bønnen. Da ansøgeren og de to drenge kom ud til vandløbet, hvor de skulle vaske sig, flygtede de. Mændene begyndte at skyde efter dem medens de løb, og en af drengene ved navn […], blev ramt af skud. Ansøgeren og den anden dreng løb videre gennem en skov, indtil de kom til en vej, hvor ansøgeren tog en bus hen til sin mors morbrors søn i et område kaldet […]. Her opholdt han sig i omkring 10 dage, før han udrejste af Afghanistan. Indledningsvist bemærkes, at der endnu ikke er truffet afgørelse i klagesagen vedrørende aldersafgørelsen fra [medio] 2015, men at nævnet under alle omstændigheder vurderer, at ansøgeren er tilstrækkelig moden til at gennemgå asylprocessen. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om asylmotiv til grund, idet den på en række centrale punkter har været divergerende og usandsynlig, ligesom han har forklaret afglidende og upræcist, hvorfor forklaringen bærer præg af at være konstrueret til lejligheden. Ansøgeren har således i oplysnings- og motivsamtalen fra [medio] 2015 forklaret, at [drengen], da han blev taget med fra lejren, var iført uniform, hvilket han yderligere har udbygget i samtalen med advokaten, hvor han har forklaret, at var tale om en grøn uniform, og at [drengen] var iført et selvmordsbælte. Under forklaringen, der er afgivet for nævnet, har han derimod forklaret, at [drengen] var iført flot tøj i form af en traditionel brun klædedragt med sort vest. Ansøgeren har videre i såvel oplysnings- og motivsamtalen som asylsamtalen forklaret, at han og de andre drenge tilsyneladende fik et valg med hensyn til, om de ville tage med taleban, da de blev opsøgt på koranskolen, idet han blandt andet har forklaret, at de blev meget glade og sagde ja, hvorimod han under nævnsmødet har forklaret, at de ikke fik et valg med hensyn til, om de ville tage med eller ej. Ansøgeren har videre forklaret divergerende og udbyggende med hensyn til flugtruten, idet han i asylsamtalen den 27. januar 2016 forklarede, at han tog bussen til sin mors morbrors søn i et område ved navn […], mens han under nævnsmødet har forklaret, at han tog bussen til Torkham og herfra tog videre med en anden bus til Peshawar, hvorfra han hang bag på en pickup til [et andet område]. Endelig har ansøgeren forklaret divergerende med hensyn til, om der var en mur omkring lejren, om lejren var åben, eller der var mure på to af siderne. Ansøgerens forklaring har videre været præget af en lang række usandsynligheder. Det bemærkes i den forbindelse, at ansøgeren har forklaret, at han allerede ved ankomsten til lejren fik forevist en film af en dreng, der sprængte sig selv i luften og fik at vide, at den pågældende nu var i paradis, og at han over flere dage fik fortalt om Jihad, men at han på trods heraf ikke var klar over, at det var meningen, at [drengen] skulle begå Jihad, da han blev ført væk, og han derfor ventede på, at han ville komme tilbage. Det er videre usandsynligt, at ansøgeren og de to andre drenge fik lov til at gå ubevogtet ned til vandløbet i den ellers bevogtede lejr, og at han og [drengen han flygtede med]s ven slet ikke talte sammen under flugten. Det er heller ikke sandsynligt, og at han og den anden dreng i et mørkt og i uvejsomt terræn, som de ikke kendte, var i stand til at finde frem til vejen, der gik til Torkham, og at de, da de kom frem til vejen, skiltes og gik i hver deres retning uden at tale sammen. Nævnet skal i den forbindelse endelig bemærke, at ansøgeren på trods af, at han under asylsamtalen har forklaret, at han ikke vidste, hvor lejren lå, under nævnsmødet har demonstreret et ret indgående kendskab til det område, hvor han stod på bussen efter flugten fra lejren. Efter en samlet og konkret vurdering finder Flygtningenævnet ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i konkret og individuel risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller være i reel risiko for overgreb som omhandlet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2016/92/col
