Nævnet stadfæstede i januar 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk hazara og shia muslim fra landsbyen [navn på landsbyen] i Maydan Vardak provinsen, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive udsat for forfølgelse af de afghanske myndigheder, idet han har udført arbejde for Taliban. Han frygter endvidere Taliban, som han er flygtet fra samt familien til sin ansatte, [navn på den ansatte], der er blevet dræbt på grund af ansøgerens forhold. Ansøgeren har til støtte for sine asylmotiver forklaret, at han i den nærliggende by, [navn på by], havde et værksted, hvor han reparerede motorcykler. En dag tog han med en pashtunsk kunde til en ejendom, der viste sig at være tilholdssted for Taliban. Han reparerede motorcykler på stedet i cirka to døgn. Omkring en måned senere tog ansøgeren og [hans ansatte] med den samme kunde til et andet Taliban-tilholdssted, hvor de reparerede motorcykler. To dage senere blev ansøgeren afhørt af efterretningstjenesten og udspurgt om sit arbejde for Taliban. Ansøgeren tilstod det hele. Inden løsladelsen afgav han sit fingeraftryk på et dokument, hvor han lovede at holde sig fra Taliban og melde sig to gange om ugen. 10 dage senere blev han på vej hjem fra arbejde slået af to personer, der tvang ham med til et sted, han ikke havde været før, og hvor der var mange talibanere. Lederen sagde, at ansøgeren skulle arbejde for Taliban resten af sit liv, fordi han havde angivet dem til myndighederne. Under den første måned af tilbageholdelsen blev ansøgeren hver nat voldtaget af de samme fire talibanere. Efter yderligere en eller halvanden måned lykkedes det ansøgeren at flygte. Da han kom tilbage til landsbyen, fik han oplyst, at hans fader var blevet anholdt, fordi ansøgeren ikke havde overholdt sin meldepligt. Ansøgeren gemte sig hos sin morbroder, der boede i landsbyen. Kort tid efter var Taliban på familiens bopæl, mens der ikke var nogen hjemme. Taliban havde efterladt en skriftlig trussel til ansøgeren. Talibanerne havde endvidere dræbt [ansøgerens ansatte], hvilket [den ansatte]s familie, ifølge morbroderen, bebrejdede ansøgeren. Med hjælp fra morbroderen flygtede ansøgeren samme aften til Herat og senere, omkring december 2013, udrejste han illegalt til Iran. Flygtningenævnets flertal bemærker, at ansøgeren har forklaret uoverensstemmende om en række detaljer. Ansøgeren har til Udlændingestyrelsen i [vinteren] 2015 forklaret, at talibanlederen slog ham under den første afhøring. Senere har ansøgeren forklaret, at dette ikke var tilfældet. Ansøgerens forklaring har endvidere givet grundlag for tvivl om, hvorvidt det var talibanlederen, der brækkede hans arm, hvilket han er citeret for at have forklaret til Udlændingestyrelsen i [efteråret] 2015. Under samme afhøring har ansøgeren endvidere angiveligt forklaret, at der ikke er telefondækning eller internet i den by, hvor familien bor. I Flygtningenævnet har ansøgeren forklaret, at dette ikke er rigtigt. Ansøgeren har til styrelsen oplyst, at det tog en halv time at køre fra hans værksted til det første Taliban-tilholdssted. I Flygtningenævnet oplyste han, at det tog omkring en time. Ansøgerens forklaring til Udlændingestyrelsen må endvidere forstås således, at han ikke, inden han med kunden tog til dette sted, kendte navnet på den landsby, hvortil de kørte. I Flygtningenævnet forklarede ansøgeren derimod, at kunden havde oplyst navnet på landsbyen. Ansøgeren har endvidere forklaret forskelligt under de to afhøringer i Udlændingestyrelsen om, hvorvidt Taliban havde begået hærværk eller blot rodet i huset. Ansøgerens forklaring til styrelsen må tillige forstås således, at han sov i samme værelse som dem, der havde voldtaget ham. I Flygtningenævnet forklarede han, at de ikke sov i samme værelse. Flertallet kan ikke udelukke, at en eller flere af divergenserne skyldes misforståelser, og de enkelte divergenser er således ikke isoleret set af afgørende betydning. Samlet set svækker de mange divergenser imidlertid ansøgerens troværdighed. Hertil kommer, at flere dele af ansøgerens forklaring ifølge flertallet forekommer at være usandsynlig. Det synes herunder umiddelbart overraskende, at ansøgeren ikke under afhøringen i efterretningsvæsenet blev spurgt om navn, alder, udseende, etnicitet etc. på den kunde, der førte ham til Talibanlejren. Flertallet finder det endvidere mindre sandsynligt, at ansøgeren kunne køre væk fra Talibanlejren på motorcykel, uden at de to talibanere, der var til stede, må have set dette, tilsyneladende foretog sig noget i den anledning. Flertallet undrer sig endvidere over det, ansøgeren har oplyst om den telefoniske kommunikation med morbroderen, mens ansøgeren var i Tyrkiet. Morbroderen skulle have været kort for hovedet og have sagt, at ansøgeren skulle tænke på sig selv. Ansøgerens forklaring må forstås således, at han ikke fik konkrete oplysninger om, hvordan det gik med ægtefællen, faderen og den øvrige familie, samt om hvad [hans ansatte]s familie havde foretaget sig efter ansøgerens udrejse. Ansøgeren forklarede i nævnet, at han ikke havde stillet konkrete spørgsmål herom. Forklaringen er i øvrigt ikke helt i overensstemmelse med ansøgerens forklaring til Udlændingestyrelsen i [vinteren] 2015, hvorefter morbroderen skulle have fortalt ansøgeren, at hele familien var i landsbyen. Flertallet finder det endvidere mindre sandsynligt, at ansøgeren ikke forsøgte at indhente oplysninger om familien mv. fra andre kanaler, når morbroderen ikke ville svare. Ansøgerens forklaring i nævnet om, at han kun havde tillid til morbroderen, kan vanskeligt forklare dette. Forklaringen passer i øvrigt mindre godt med ansøgerens forklaring til styrelsen i [efteråret] 2015, hvorefter han kom i kontakt med en ”mellemperson”. Efter oplysningerne om fremkomsten af Taliban-dokumentet samt udseendet og indholdet af dokumentet kan flertallet ikke lægge til grund, at der er tale om en kopi af et ægte dokument, og flertallet finder tværtimod, at fremlæggelsen af dokumentet og forklaringen herom yderligere svækker ansøgerens troværdighed. Henset til ansøgerens manglende troværdighed finder flertallet, at der ikke er grundlag for at udsætte sagen med henblik på en undersøgelse af ansøgeren. Flertallet bemærker herved, at en undersøgelse ikke kan forventes at kunne belyse under hvilke omstændigheder, han i givet fald for år tilbage har fået mærker. Herefter, og da det ikke kan føre til et andet resultat, at ansøgeren er hazara, finder flertallet ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort sine asylmotiver, samt at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i konkret og reel risiko for at blive udsat for forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller overgreb omfattet af § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2016/5/MKT
