Nævnet stadfæstede i april 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk hazara og shia-muslim fra [landsby A], Urozgan, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til sit hjemland frygter at blive slået ihjel af mullah [A] og hans folk, på grund af et fjendskab, som er opstået mellem ansøgerens fader og mullah [A]. Ansøgeren frygter også Taliban, fordi han er bange for at blive hvervet til Jihad. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hans fader ejede meget jord i området [landsby A], hvor han sammen med sin ven [B], dyrkede opium. Kort tid efter det afghanske nytår 1393 fandt myndighederne ud af, at ansøgerens fader dyrkede opium, og de ødelagde alle markerne. Ansøgerens fader var ikke til stede, men myndighederne efterlod et brev til landsbyens leder, i hvilket der stod, at ansøgerens fader skulle henvende sig til myndighederne. Efterfølgende kontaktede ansøgerens fader [C], og truede ham på livet, fordi faderen mente, at det måtte være [C] der havde anmeldt ham. [C] var faderens eneste ansatte og derfor den eneste, der vidste, at der blev dyrket opium på jorden. Omkring en uge senere blev [C] dræbt af ukendte personer. Omkring to til tre uger efter blev ansøgerens bopæl opsøgt af ukendte personer. Ansøgeren formoder, at det var Taliban. I den forbindelse blev ansøgeren og hans broder taget med, fordi de ukendte personer ikke kunne finde deres fader. Under tilbageholdelsen blev ansøgeren og hans broder udsat for fysiske overgreb, og ansøgerens broder døde på grund af et slag, han fik i hovedet. Ansøgeren ved ikke i hvor lang tid, han var tilbageholdt, men to dage efter ansøgerens broder blev dræbt, blev han løsladt af mullah [A]. En uge senere udrejste ansøgeren af Afghanistan. Flygtningenævnet finder ikke at kunne lægge ansøgerens forklaring til grund om hans asylmotiv, idet forklaringen ikke fremstår troværdig. Flygtningenævnet lægger herved vægt på, at ansøgeren – trods det enkle asylmotiv – har forklaret divergerende og afglidende på flere punkter. Han har mest væsentligt forklaret, divergerende om selve den tilbageholdelse der er hans egen centrale oplevelse i konflikten. Han har til styrelsen ikke kunnet oplyse hvor lang tid tilbageholdelsen varede, hverken om det var dage, uger eller måneder, mens han til nævnet har forklaret, at han var tilbageholdt lige omkring syv dage. Han har ikke kunnet give nogen rimelig forklaring på denne, divergens. Dertil kommer, at han har forklaret divergerende om sit eget kendskab og familiens forhold til [C], som er en af de centrale personer i sagen. Han har til Udlændingestyrelsen forklaret, at [C] har arbejdet for hans fader et til to år, og at han har set ham en til to gange i marken. Til nævnet har han derimod forklaret, at [C] har arbejdet for faderen igennem flere år og boede i et gæsteværelse hos familien i de perioder på året han arbejdede der. Derudover fremstår det ikke troværdigt, at ansøgeren har et så ringe kendskab til familiens forhold herunder broderens gravsted, idet, det efter aldersundersøgelsen må lægges til grund, at han er ældre end han har oplyst. De generelle forhold, herunder for hazaraer i ansøgerens hjemområde, kan ikke begrunde asyl, ligesom ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han skulle være i risiko for at blive tvangshvervet af Taliban. Ansøgeren har derfor ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2016/37/ABP
