Nævnet stadfæstede i december 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk hazara, Shia-muslim og afghansk statsborger fra [en by i] Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af [M], som for fire og et halvt år siden har slået ansøgerens far og bror ihjel. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at hans far og [M] var fjender. [M] var en del af Taliban og ansøgers far og bror var i en modstandsgruppe. Efterfølgende chikanerede [M] ansøgeren og hans mor, fordi [M] var bange for, at ansøgeren ville hævne sin fars og brors død. Chikanen foregik ved, at [M]’s folk slog ansøgeren og hans mor og stjal deres dyr. Da ansøgeren blev voksen, kunne han ikke længere holde chikanen ud og han meldte derfor chikanen til politiet. Politiet kendte [M], men de kunne ikke gøre noget. Politiet bad i stedet ansøgeren arbejde for dem som spion. Ansøgeren skulle holde øje med [M] og hans folk og rapportere tilbage til politiet. Politiet sagde, at ansøgeren kunne få en motorcykel og en mobiltelefon, men det fik han ikke denne dag. Chikanen fortsatte og en til to uger senere gik ansøgeren igen til politiet for at anmelde det. Denne gang fik han en motorcykel og en mobiltelefon af politiet. I omkring tre måneder kørte ansøgeren rundt og holdte øje med [M]’s folk. I denne periode chikanerede [M]’s folk fortsat ham og hans mor. En ukendt dag i løbet af de tre måneder, hvor ansøgeren spionerede for politiet, havde [M] og hans mænd kidnappet nogle udlændinge, hvorfor politiet var efter dem. De efterlod på et tidspunkt nogle af deres motorcykler, fordi vejene var blevet spærret af politiet. Ansøgeren stjal to af deres motorcykler og gemte dem i sin forretning. Ansøgeren stjal motorcyklerne, fordi han håbede, at de så ikke ville kunne flygte fra politiet. Dagen efter kom politiet og ransagede flere forretninger i området. Politiet fandt motorcyklerne i ansøgerens forretning og de troede derfor, at han samarbejdede med [M]. Kommandanten fra politiet var også til stede og han sagde, at ansøgeren ikke samarbejdede med [M], men han samarbejdede med politiet. På den måde fandt [M] ud af, at ansøgeren havde arbejdet for politiet. Omkring en måned senere, var ansøgeren på vej hjem til sin morbror. På vej hjem til sin morbror, blev ansøgeren stoppet af [M]’s mænd. De omringede ansøgeren på hans motorcykel og skød mod ham. Ansøgeren faldt herefter af motorcyklen og brækkede sit ben. De gav herefter ansøgeren en pose over hovedet og bandt hans hænder. De tog ansøgeren med på en motorcykel og kørte ham væk fra stedet. De kørte først ansøgeren til [M]’s hjem, hvor han blev tilbageholdt i et døgn. Herefter blev ansøgeren kørt til et andet sted i bjergene. Her blev ansøger udsat for fysiske overgreb. Ansøgeren blev også tvunget til at arbejde. Ansøgeren blev tilbageholdt i halvanden måned på et ukendt tidspunkt. Ansøgeren fik på et ukendt tidspunkt mulighed for at ringe til sin mor. Ansøgeren fortalte hende, hvor han var og han bad hende finde nogen, der kunne hjælpe med at befri ham. [M] og hans folk havde sagt, at de ville have 1.000.000 i afghansk valuta for at befri ansøgeren. Ansøgerens mor talte med de ældste og mullahen i ansøgerens landsby, som talte med [M]’s folk. Til sidst gik [M]’s folk med til, at de kun skulle have 500.000 for at befri ansøgeren. Efter halvanden måned lykkedes det ansøgerens mor at skaffe pengene ved at sælge deres jord og ansøgeren blev løsladt. [M] sagde til ansøgeren, at han havde 20 dage til at forlade området og ellers ville han slå ansøgeren ihjel. Ansøgeren var hjemme i en nat, hvorefter han tog til et andet område, hvor han opholdte sig hos en af sine venner. Ansøgeren var hos vennen i en til halvanden måned, hvorefter han udrejste. Rejsen til Europa blev finansieret af ansøgerens farbror. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund, for så vidt angår hans asylmotiv. Ansøgeren har forklaret uklart om hvordan han foretog sin spionage og formålet hermed, hvornår han accepterede at spionere og hvornår han fik motorcykel og mobiltelefon af politiet. Han har ligeledes forklaret divergerende om hans pågribelse, herunder om der blev skudt, om der blev skudt fra flere forskellige vinkler og hvor mange angribere der deltog. Han har under mødet for nævnet udbygget sin forklaring om hvorfor tilbageholdelsen fandt sted, idet han nu angiver at tilbageholdelsen skete for at [M] kunne få udleveret ansøgerens farbror. Han har endvidere forklaret divergerende om tilbageholdelsen, idet han tidligere har forklaret, at han bar sten, mens han under nævnsmødet har forklaret, at han lavede miner, ligesom han arbejdede med diamanter. Han har forklaret divergerende om, hvor langt fra hans landsby hans ven [J] boede, ligesom han har forklaret forskelligt om, hvorvidt han finansierede sin udrejse med penge fra salget af morens ejendom eller om han lånte disse af [J]. På baggrund af ovennævnte tilsidesættes ansøgerens forklaring som konstrueret til lejligheden. Ansøgeren har herefter ikke sandsynliggjort, at han ved tilbagevenden til Afghanistan vil risikere forfølgelse jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller vil være i konkret individuel risiko for overgreb jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2016/247/JOV
