Nævnet stadfæstede i december måned Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt et barn fra Afghanistan. Indrejst i august 2015.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgerne er etniske tajik og shia muslimer af trosretning fra Herat, Afghanistan. Ansøgerne har ikke været medlemmer af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politiske aktive. Ansøgerne har som asylmotiv henvist til, at de ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter, at den kvindelige ansøgers første mand [A] vil slå begge ansøgere, den mandlige ansøgers bror samt deres barn ihjel, idet de to ansøgere har haft et forhold til hinanden, mens den kvindelige ansøger var gift med [A]. Af samme årsag frygter ansøgerne endvidere, at den afghanske regering og befolkning vil slå dem ihjel. Den mandlige ansøger har til støtte for asylmotivet forklaret, at han i [foråret] 2014 mødte den kvindelige ansøger i sin fars [forretning], hvor han arbejdede. Den kvindelige ansøger var i forretningen med sin mor. Ansøgeren talte med dem begge, og blev forelsket i den kvindelige ansøger. To-tre dage senere kom den kvindelige ansøger tilbage til forretningen, hun kom i følgeskab med sin mor, men moren gik ikke med ind i forretningen. Den mandlige og den kvindelige ansøger talte sammen, og den mandlige ansøger bad den kvindelige ansøger om at komme igen dagen efter. En uge senere kom den kvindelige ansøger tilbage til forretningen, og de erklærede deres kærlighed til hinanden. Den mandlige ansøger ville gerne give den kvindelige ansøger en mobiltelefon, således at de to kunne kommunikere sammen. De fulgtes herefter hjem i en taxa til den mandlige ansøgers bopæl. På bopælen forærede den mandlige ansøger den kvindelige ansøger mobiltelefonen, og de to havde samleje. Dagen efter ringede den kvindelige ansøger til den mandlige ansøger og fortalte ham, at hun var gift med en ældre mand, [A], samt at der var tale om et tvangsægteskab. Hun fortalte endvidere, at hun tidligere havde forsøgt at begå selvmord på grund af ægteskabet. Omkring en uge herefter kom den kvindelige ansøger igen tilbage til den mandlige ansøgers fars forretning. Mens de to stod og snakkede sammen, kom en kvinde forbi forretningen og så de to sammen. Kvinden sagde, at hun ville fortælle [A], at hun havde set den kvindelige ansøger i forretningen, hvorefter kvinden forlod forretningen. Den kvindelige ansøger løb efter hende. Den samme dag blev den mandlige ansøgers fars forretning opsøgt af tre mænd, som udsatte den mandlige ansøger og dennes lillebror for fysiske overgreb. Den mandlige ansøgers lillebror fik i denne forbindelse en flænge i hovedet, hvorfor den mandlige ansøger lukkede butikken og tog en taxa hjem til deres bopæl. Den efterfølgende dag ringede den kvindelige ansøger til den mandlige ansøger og fortalte, at kvinden, som havde set dem sammen, var [A’s] anden ægtefælle. Omkring en uge efter overfaldet kom den kvindelige ansøger igen til forretningen. Den mandlige ansøger trak et metalgitter ned foran forretningen, og de to omfavnede herefter hinanden. Den mandlige ansøgers lillebror, som kom udefra, trak gitteret op, da han skulle ind i butikken. Her opdagede den mandlige ansøger, at [A’s] anden ægtefælle stod i døren og betragtede dem. Hun skældte dem ud og sagde, at hun ville fortælle [A] hvad hun havde set. Den kvindelige ansøger advarede herefter den mandlige ansøger om, at han og lillebroren ville blive slået ihjel, hvorefter den kvindelige ansøger løb efter [A’s] ægtefælle. Da den mandlige ansøger kom hjem, fortalte han sin far, hvad der var sket, hvorefter han og lillebroren tog over til naboen, hvor de opholdt sig i 30-60 minutter. Mens de var ved naboen, ringede den kvindelige ansøger til den mandlige ansøger og fortalte, at hun var flygtet fra sit hjem, og at de skulle mødes ved [navngiven moské]. Ansøgerne mødtes herefter ved moskeén sammen med den mandlige ansøgers lillebror, hvorefter de alle tre tog hen til den mandlige ansøgers fars ven, [B], i landsbyen [C]. Efter fem dages ophold havde den mandlige ansgers far besøgt [B] og fortalt ansøgerne, at [A] havde opsøgt ham. Denne dag blev ansøgerne religiøst viet. Efter 20 dages ophold hos [B] udrejste ansøgerne af Afghanistan. Den kvindelige ansøger har til støtte for asylmotivet forklaret, at hun for cirka to år siden blev tvangsgift med en ældre mand, [A], som i forvejen havde to ægtefæller. Dagen efter vielsen forsøgte den kvindelige ansøger at begå selvmord, idet hun var ulykkelig over ægteskabet. Nogle dage efter selvmordsforsøget tog den kvindelige ansøger til basaren sammen med sin mor. Her mødte hun for første gang den mandlige ansøger, som havde en [forretning], som den kvindelige ansøger og hendes mor besøgte. En til to dage herefter tog den kvindelige ansøger igen med sin mor til basaren. Her besøgte hun igen den mandlige ansøgers forretning, og fik lejlighed til at tale med ham. Tre-fire dage herefter hentede [A] den kvindelige ansøger hos hendes forældre, hvorefter de tog tilbage til [A’s] hus. Omkring en uge herefter, sagde den kvindelige ansøger, at hun ville besøge sin mor, men den kvindelige ansøger tog i stedet tilbage til den mandlige ansøgers forretning. Da den mandlige ansøger ville forære hende en mobiltelefon, som lå hjemme ved ham, tog de sammen videre til den mandlige ansøgers bopæl. Her havde ansøgerne samleje og den mandlige ansøger gav den kvindelige ansøger en mobiltelefon, således at de to kunne holde kontakten. Samme dag hentede [A] den kvindelige ansøger ved hendes forældre. Den efterfølgende uge havde den kvindelige ansøger telefonisk kontakt med den mandlige ansøger. Den kvindelige ansøger fortalte ved et af opkaldene, at hun var gift med en ældre mand, at der var tale om et tvangsægteskab, samt at hun havde været så ulykkelig over ægteskabet, at hun efter vielsen havde forsøgt at begå selvmord. Næste gang den kvindelige ansøger tog til basaren, var den mandlige ansøgers lillebror til stede. Han blev imidlertid sendt ud af forretning for at hente frokost. Den kvindelige ansøger havde taget burkaen op. Idet lillebroren gik ud af forretningen, kom [A’s] yngste ægtefælle forbi forretningen, og så den kvindelige ansøger med burkaen oppe. [A’s] ægtefælle blev vred, og hun sagde, at hun ville fortælle [A] hvad hun havde set. Ægtefællen havde fået den opfattelse, at den kvindelige ansøger havde et forhold til både den mandlige ansøger og dennes lillebror. Den samme dag kom [A] hjem til den kvindelige ansøgers forældre. Her udsatte han den kvindelige ansøger for fysiske overgreb og sagde, at hvis han fandt ud af, at hun havde et forhold til en anden mand, ville han slå både hende og den anden mand ihjel. Den efterfølgende dag fortalte den mandlige ansøger den kvindelige ansøger, at [A] og to andre mænd havde været i forretningen, og at de havde udsat både ham og lillebroren for fysiske overgreb. Herefter gik der cirka en uge, hvor den kvindelige ansøger ikke fik lov til at forlade [A’s] hus. I denne periode havde hun dog telefonisk kontakt med den mandlige ansøger. Den kvindelige ansøger måtte lyve og fortælle, at hendes mor var syg, for at få lov at forlade huset igen. Hun sagde at hun skulle besøge sin mor, men i stedet tog hun hen til den mandlige ansøgers forretning. Da hun ankom til forretningen, trak den mandlige ansøger et metalgitter ned foran forretningen, og de to omfavnede hinanden. [A’s] yngste ægtefælle opdagede dem igen, idet hun måtte være fulgt efter den kvindelige ansøger. Hun blev meget vred på den kvindelige ansøger. Mens [A’s] ægtefælle råbte af dem, kom den mandlige ansøgers lillebror ind i forretningen og rullede gardinet op. [A’s] ægtefælle sagde gentagne gange, at hun ville fortælle det til [A], og at den kvindelige ansøger ville blive stenet. Den kvindelige ansøger løb efter hende. Da [A] kom hjem, udsatte han den kvindelige ansøger for fysiske overgreb, slog hende og bandt hende med et reb, samt låste hende inde på et værelse. På en ukendt dato herefter hjalp [A’s] ældste hustru den kvindelige ansøger med at flygte. Den kvindelige ansøger ringede til den mandlige ansøger, og fortalte ham, at han skulle hente hende ved moskéen. Den mandlige ansøger og hans lillebror hentede herefter den kvindelige ansøger i en taxa, hvorefter de tog over til den mandlige ansøgers fars ven, [B’s], bopæl. De opholdt sig her i cirka 20 dage. Inden ansøgernes udrejse blev de religiøst viet. De rejste på en ukendt dato videre til Iran og herefter videre til Tyrkiet. I Tyrkiet opdagede den kvindelige ansøger, at hun var gravid. De boede herefter 11 måneder i Tyrkiet, og den kvindelige ansøger fødte her sin datter. Ved vurderingen af den kvindelige ansøgers forklaring om ansøgernes asylmotiv har Flygtningenævnet lagt vægt på, at den kvindelige ansøger er analfabet. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgernes forklaring om deres asylmotiv til grund, idet ansøgerne på væsentlige punkter har forklaret divergerende, og fordi forklaringen på centrale punkter ikke forekommer sandsynlig. Endvidere har ansøgerne samt den mandlige ansøgers bror på væsentlige punkter forklaret indbyrdes divergerende. Flygtningenævnet har ved vurderingen af den mandlige ansøgers brors forklaring lagt vægt på, at broren var mindreårig, da han afgav forklaring til Udlændingestyrelsen den 1. december 2015 og den 7. juni 2016. Flygtningenævnet har navnlig lagt vægt på, at ansøgerne og den mandlige ansøgers bror har forklaret divergerende om, hvem der var til stede, når den kvindelige og mandlige ansøger mødtes i forretningen, de nærmere omstændigheder omkring overfaldet på den mandlige ansøger og hans bror, hvad [A’s] anden kone råbte til ansøgerne, da hun opdagede dem sammen, samt hvornår og hvordan den mandlige ansøger og hans bror fortalte deres forældre om den kvindelige ansøger. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at det forekommer mindre sandsynligt, at den kvindelige ansøger og hendes mor begge fjernede deres slør og viste deres ansigt, da de første gang trådte ind i forretningen, hvilket den mandlige ansøger også har forklaret var usædvanligt. Det forekommer endvidere mindre sandsynligt, at den kvindelige ansøger under deres tredje møde valgte at tage med den mandlige ansøger hjem, og at de havde samleje, særligt henset til at de forudgående kun havde mødtes ganske kortvarigt. På den baggrund finder Flygtningenævnet, at ansøgernes forklaring om deres asylmotiv forekommer konstrueret og utroværdig, og at ansøgerne dermed ikke har sandsynliggjort, at ansøgerne ved en tilbagevenden til Afghanistan vil risikere forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller være i reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2016/243/MJM.
