Nævnet stadfæstede i december 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgeren er etnisk Hazara og shia-muslim fra [en mindre by i], Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til sit hjemland frygter at blive dræbt af Taliban. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han på en ukendt dato kørte i bus til [den mindre by] for at finde sin familie, da bussen blev standset af bevæbnede personer fra Taliban. Sammen med tre andre blev ansøgeren bedt om at stige ud af bussen. Én fik skåret halsen over. Én fik lov til at gå, mens ansøgeren og en anden dreng, [A], blev ført væk af Taliban. Herefter blev ansøgeren og [A] klædt ud i kvindetøj og bedt om at danse for talebanere og soldater. De skulle danse næsten hver aften forskellige steder. Det varede en time eller halvanden time. Ansøgeren blev chikaneret, tvunget til at ryge hash og udsat for fysiske og seksuelle overgreb af de folk, der kom og kiggede på. Han var hos Taliban i to måneder. En aften lykkedes det ham og [A] at slippe væk. Ansøgeren tog 2.000 USD, der lå i en bil. De tog til Herat, hvor [A] skaffede et falsk pas. De krydsede grænsen til Iran til fods om dagen. De viste deres pas og fik et stempel i passet. Ansøgeren opholdt sig i Iran i fire til fem måneder, hvor han arbejdede som tømrer i Teheran, hvorefter han udrejste af Iran til Tyrkiet. Indledningsvist bemærkes, at Flygtningenævnet ved vurderingen af ansøgerens forklaring har taget hensyn til, at ansøgeren er ung og analfabet. Flygtningenævnet kan på trods heraf ikke lægge forklaringen om asylmotiv til grund, idet den fremstår utroværdig, idet ansøgeren på en lang række centrale punkter har forklaret divergerende og udbyggende, hvorfor forklaringen i det hele fremstår konstrueret til lejligheden. Ansøgeren har således forklaret divergerende med hensyn til antallet af Talebanere, der kom ind i minibussen, idet han i asylsamtalen forklarede, at der var 12 tildækkede personer, mens han i advokatindlægget har forklaret, at der var 2-3 personer. Han har også forklaret divergerende med hensyn til, om de var 4 eller 5 hazaraer i minibussen, om det kun var ham, der blev taget med og tvunget til at være dansedreng, eller om yderligere en hazara dreng blev taget med. I den forbindelse bemærkes, at ansøgeren først i asylsamtalen har forklaret om [A], og at det først er i advokatindlægget, at han har forklaret, at han lærte [A] at kende allerede i flygtningelejren i Iran. Ansøgeren har endvidere forklaret divergerende med hensyn til, om de gæster, der overværede, at han dansede, forgreb sig på ham eller ej ved blandt andet at stikke en finger op i hans numse eller de blot befølte ham på ballerne. Også forklaringerne om, hvorvidt han fik penge til den første til tilbagerejse fra Afghanistan til Iran udleveret af sin far, mens han var i flygtningelejren, eller familien sendte ham pengene, har været divergerende, ligesom ansøgeren har forklaret divergerende med hensyn til, om han udrejste af Afghanistan sidste gang ved at kravle under en mur sammen med omkring 25 andre personer, eller han udrejste sammen med [A] ved at forevise et falsk pas. Det bemærkes endelig, at ansøgeren også har forklaret divergerende med hensyn til, om det var familien, der hjalp ham med at få et pas, eller om han og [A] købte det. Videre bemærkes, at, selvom situationen for hazaraer navnlig i visse dele af Afghanistan kan være vanskelig, er den generelle situation ikke er af en karakter, der i sig selv indebærer en overtrædelse af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Flygtningenævnet finder herefter ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han risikerer forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb som omfattet af § 7, stk. 2, ved en tilbagevenden til Afghanistan, hvorfor Flygtningenævnet stadfæster Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2016/240/EMU
