Nævnet stadfæstede i marts 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk tadjik og sunni-muslim fra Kabul, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til sit hjemland frygter at blive slået ihjel af Taliban, idet han har arbejdet for udlændinge, og fordi han ikke har samarbejdet med Taliban. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at han har arbejdet som tjener og kok på flere internationale restauranter og to militærbaser i Afghanistan. Ansøgeren modtog i sit hjemland to trusselsbreve, som, han formoder, er fra Taliban. Det var normalt, at folk modtog trusselsbreve, men hvis man blev kontaktet personligt, var det alvorligt. Omkring tre måneder efter, at ansøgeren havde modtaget trusselsbrevene, henvendte to betjente sig til ansøgeren, der var på vej hjem fra arbejde, og førte ham til en tredjemand, som truede ham med en kniv. Ansøgeren fik at vide, at de vidste, at ansøgeren arbejdede for udlændinge. Han fik endvidere at vide, at han skulle samarbejde med dem, og at de ville henvende sig til ham dagen efter. Ansøgeren indvilgede heri, idet han ikke turde sige nej. De lod ham herefter gå. Ansøgeren forlod bopælen den samme nat/næste morgen og udrejste umiddelbart efter. Flygtningenævnet kan lægge ansøgerens forklaring om sit arbejde som tjener og kok for firmaer, som betjente udlændinge, til grund. Flygtningenævnet kan også lægge ansøgerens forklaring om følgerne om sin hjernemalaria til grund. Flygtningenævnet kan derimod ikke lægge ansøgerens forklaring om selve asylmotivet til grund. Forklaringerne om episoden, hvor ansøgeren angiveligt blev truet til at acceptere samarbejde med Taliban, er ikke troværdigt. Flygtningenævnet lægger herved vægt på, at det ville være mere effektivt at holde ansøgeren tilbage frem for at lade ham gå hjem og kontakte ham på ny den følgende morgen. Flygtningenævnet lægger videre vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om, hvorvidt han i forbindelse med episoden fik at vide, at han skulle putte noget i den mad, han lavede til de omhandlede udlændinge, eller om han blot fik at vide, at han skulle tage noget med til arbejdspladsen. Ansøgeren har som nævnt forklaret, at han ville blive opsøgt den følgende morgen, men ikke forklaret, at der faktisk blev rettet henvendelse på hans bopæl den næste morgen. Vedrørende trusselsbrevene finder Flygtningenævnet det tvivlsomt, om ansøgeren har modtaget to trusselsbreve. Flygtningenævnet lægger herved vægt på, at ansøgerens forklaring om på den ene side, at broderen ikke lod ham se brevene, men på den anden side fortalte ham om indholdet, og at ansøgeren fortsatte med sit arbejde på trods af advarslen i trusselsbrevene, ikke hænger sammen. Endvidere forekommer det mindre troværdigt, at ansøgeren på et meget sent tidspunkt i forhold til nævnsmødet kunne skaffe et af trusselsbrevene, selvom hans søskende var flyttet angiveligt den samme dag, som ansøgeren var taget af sted om morgenen. Forklaringen om, at ansøgeren ikke talte med nogen på arbejdspladsen om trusselsbrevene, forekommer endvidere mindre sandsynlig. Ansøgerens forklaring om sit arbejde som tjener og kok kan ikke i sig selv medføre, at han risikerer asylbegrundende forfølgelse af den grund. Herefter har ansøgeren ikke sandsynliggjort, at han risikerer forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2016/232/JOL
