Nævnet stadfæstede i marts 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst på en ukendt dato.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgeren er etnisk pashtun og sunni-muslim af trosretning fra landsbyen [A] i Kunar provinsen. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af sin broder. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han en aften overværede en diskussion mellem sin ældste broder [B] og en anden storebroder [C]. Diskussionen var opstået, fordi [C] havde truet med at anmelde [B] til politiet og forældrene, fordi [B] udtrykte sympati for Taliban. Faderen havde skilt brødrene ad og sagt, at der ikke skulle ske politianmeldelse. Syv dage efter ringede [B] på familiens telefon. Ansøgeren tog telefonen, og broderen bad ansøgeren om at komme udenfor. Da ansøgeren kom udenfor, stod hans broder sammen med en af sine venner, og de gav ansøgeren en sodavand. To-tre minutter efter ansøgeren havde drukket af sodavanden, fik han ondt i hovedet. Broderen sagde, at ansøgeren skulle drikke mere af sodavanden. Ansøgerens øjne begyndte herefter at flakke, og ansøgeren blev herefter hevet ind på [C’s] værelse, hvor [C] lå og sov. Ansøgeren så, at [B] tog en kniv frem og stak [C]. [B] og hans ven stak herefter af og lagde kniven ved ansøgeren. Ansøgeren var bevidstløs og vågnede først på hospitalet, hvorefter han blev kørt til politiet, fordi de mistænkte ham for drabet på [C]. Ansøgeren var fængslet i to og en halv måned. Ansøgeren blev løsladt, idet en læge vurderede, at han var 15 år og derfor ikke kunne slå nogen ihjel. Ansøgeren fortalte efter cirka tyve dage politiet og sin fader, at [B] havde slået [C] ihjel. Herefter ringede [B] til ansøgerens fader og truede med at slå ansøgeren og hans brødre ihjel. Inden da var en anden af ansøgerens brødre forsvundet, og ansøgeren formoder, at [B] stod bag hans forsvinden. To-tre dage efter ansøgerens løsladelse gav ansøgerens fader ansøgeren nogle penge, fordi ansøgeren skulle ud og handle. På vej til markedet blev ansøgeren hevet ind i en bil og fik noget på sin næse, så han blev bevidstløs. Da ansøgeren vågnede i bilen, var de ved et checkpoint i området [D] i Kabul. Bilen bakkede lidt væk fra checkpointet, og ansøgeren blev herefter stukket 12 gange med en kniv og smidt ud af bilen. Ansøgeren lå bevidstløs på vejen, og da han vågnede, befandt han sig på hospitalet. Ansøgeren var indlagt i 8-10 dage. Da ansøgeren blev udskrevet af hospitalet, tog han hjem til sine forældre, hvor han boede de følgende 20 dage til en måned, hvorefter han udrejste af Afghanistan sammen med sin broder. Flygtningenævnet finder ikke at kunne lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund. Flygtningenævnet bemærker, at det overordnet set forekommer mindre sandsynligt, at en diskussion mellem to brødre på grund af den ene broders udtrykte Talibansympatier skulle resultere i, at den ene uden forudgående konflikter mellem brødrene i øvrigt skulle dræbe den anden broder og forsøge at dræbe de øvrige brødre. Flygtningenævnet har tillige lagt vægt på, at ansøgeren på visse punkter har forklaret divergerende og udbyggende, herunder om den telefoniske trussel også var rettet mod faderen, og om ansøgeren vågnede op på hospitalet eller på politistationen efter drabet på den første broder. Flygtningenævnet bemærker endvidere, at ansøgerens formodning om, at den tredje broders forsvinden skulle have forbindelse til familiekonflikten ikke er overensstemmende med, at den pågældende forsvandt cirka en måned før telefontruslen. Flygtningenævnet lægger videre vægt på, at [C] efter det oplyste blev stukket 17 gange, og at den ene farbroder, der var ude af sit rum for at gå på toilettet, hørte skrig fra [C]. Flygtningenævnet finder det i så fald usandsynligt, at farbroderen ikke skulle kunne nå at gribe ind i løbet af knivstikkeriet eller i det mindste have set gerningsmændene forlade stedet og dermed allerede da have været klar over, at ansøgeren var uskyldig. Flygtningenævnet lægger endelig vægt på, at ansøgerens forklaring om, at han – på foranledning af broderen – skulle være blevet bortført under en tilfældig og ikke planlagt indkøbstur efter sin hjemkomst, forekommer usandsynlig. Dertil kommer, at den sidste broder, [E], i hele perioden har kunnet opholde sig uden problemer først i Kabul og dernæst 20-30 dage i hjemmet sammen med ansøgeren indtil udrejsen. Den omstændighed, at ansøgeren måtte have ar placeret svarende til hans forklaring om de knivstik, han skulle have fået under bortførelsen, findes på baggrund af den manglende troværdighed af konflikten ikke at kunne føre til et andet resultat. Der er tale om ar, der ligeså godt kunne være opstået i forbindelse med en anden, ikke oplyst, konflikt. Samlet set har ansøgeren derfor ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden vil være i risiko for forfølgelse eller i konkret og aktuel risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2016/23/LAJ
