Nævnet stadfæstede i december 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en ægtepar samt et medfølgende barn fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne er etniske tadjik og sunni muslimer fra Afghanistan. Ansøgerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktive. Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af Taliban, idet han har afvist at samarbejde med dem, og fordi han har anmeldt deres trusler til politiet. Ansøgeren har desuden henvist til, at han frygter de generelle forhold i Afghanistan, at han ikke kan få beskyttelse af de afghanske myndigheder, og at myndighederne vil presse ham for at afgive oplysninger om Taliban. Ansøgeren har endeligt henvist til, at han ligeledes frygter en konflikt med agenten, hvis han vender tilbage til Afghanistan. Den kvindelige ansøger har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter, at Taliban vil slå den mandlige ansøger ihjel, idet han har afslået at hjælpe dem. Den mandlige ansøger har til støtte for sit asylmotiv forklaret, at han havde en butik på [A] i [B] lufthavn. I starten arbejdede han sammen med sin bror, men i 2008 etablerede han sin egen butik, som han drev sammen med brorens butik. Ansøgeren kørte hver dag sin bil med varer til butikkerne ind på basen. Han måtte have tre passagerer med i bilen uden forudgående sikkerhedsgodkendelse af disse. I [foråret] 2014 begyndte ansøgeren at modtage telefonopkald fra ukendte personer, som sagde, at de vidste, hvem ansøgeren var, og de havde hans navn, adresse og telefonnummer. De ville have ansøgeren til at tage personer med ind på [A] for at se området an. Ansøgeren modtog opkald fra dem omkring tre til fire gange om ugen. Efter otte til ti dage med opkald modtog ansøgeren et trusselsbrev om natten [i sommeren] 2014. Samme nat havde ansøgeren modtaget et opkald fra de ukendte personer, som ville mødes med ham. I brevet stod der noget om, at ansøgeren skulle stoppe sit arbejde, og at han havde nægtet at hjælpe Taliban, og at han derfor skulle passe på. Ansøgeren kan ikke huske det præcise indhold af brevet. Talibans logo og stempel var på brevet. Ansøgeren gik herefter til politiet med brevet, som sagde, at de ville undersøge sagen. Ansøgeren fik nyt sim-kort og solgte sin bil, fordi han frygtede for sin sikkerhed. Et par uger efter ringede Taliban igen til ansøgeren, og sagde, at de vidste, at ansøgeren havde anmeldt dem til myndighederne. Opkaldene fortsatte i fem til seks måneder, og ansøgeren kontaktede politiet hver gang. [I starten af] 2015 modtog ansøgeren endnu et trusselsbrev. Det var en dreng, der kom og afleverede det. Brevet mindede om det første trusselsbrev. Ansøgeren flyttede herefter hjem til sin bror sammen med ansøgerens mor og den kvindelige ansøger. Efter otte til ti dage udrejste ansøgeren og den kvindelige ansøger af Afghanistan til Pakistan i slutningen af [vinteren] 2015. Den kvindelige ansøger har til støtte for sit asylmotiv forklaret i overensstemmelse med den mandlige ansøgers forklaring. Flygtningenævnet har ikke fundet grundlag for at udsætte sagen på en ægthedsvurdering af de i sagen omhandlede trusselsbreve. Flygtningenævnets flertal finder, at den mandlige ansøgers forklaring om konflikterne med Taliban ikke kan lægges til grund. Han har således i samtalen med Udlændingestyrelsen [i starten af] 2016 to gange forklaret, at han efter det første trusselsbrev blev ringet op tre til fire gange om ugen, mens han i en senere samtale og over for nævnet har forklaret, at der alene er tale om syv til ti opringninger inden for den omhandlede periode på godt seks måneder. Flertallet finder det endvidere påfaldende, at ansøgeren efter hvert telefonopkald angiveligt har kontaktet politiet, uanset at han havde en meget stærk formodning om, at politiet videregav oplysninger fra hans sag til Taliban. Flertallet finder det endvidere påfaldende, at de telefoniske henvendelser angiveligt alle indeholdt en opfordring til at bevare sit arbejde for [A] og i forbindelse hermed hjælpe Taliban, mens trusselsbrevene, som den mandlige ansøger har forklaret, at han ikke kunne læse på trods af sit kendskab til pashto, indeholder opfordringer til at standse sit arbejde for [A]. Flertallet lægger endelig vægt på oplysninger om, at den mandlige ansøgers bror uden at modtage trusler eller andre henvendelser fra Taliban gennem de knap to år siden ansøgernes flugt har kunnet fortsætte arbejdet på basen. Herefter finder flertallet ikke, at ansøgerne har sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for konkret og individuel forfølgelse som omhandlet i udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2016/222/SLH
