Nævnet stadfæstede i juni 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2014.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgeren er etnisk tajik og shia-muslim fra Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af sin ægtefælles stedbrødre, idet de har en arvekonflikt med ansøgerens ægtefælle. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv forklaret, at der opstod en konflikt imellem ansøgerens ægtefælle og ægtefællens stedbror, [A], da [A]’s mor og senere ansøgerens svigerfar døde. [A] krævede at få udbetalt arv efter sin mor og ansøgerens svigerfar, hvilket ansøgerens ægtefælle nægtede. For et par år siden brød [A] og 3 andre ukendte mænd ind på ansøgerens bopæl. Ansøgeren og hendes ægtefælle blev udsat for fysiske overgreb, og de fik stjålet guldsmykker og penge. Senere samme år blev ansøgerens to sønner, [B] og [C], bortført fra ansøgerens ægtefælles tømmerforretning, hvor de arbejdede. Politiet fandt syv til otte dage senere [C] i forbindelse med et angreb på en Taliban-gruppe, hvor [A]’s bror blev skudt og dræbt. [B] blev angiveligt efterfølgende skudt og dræbt af [A]. Efter [C] kom hjem, forlod ansøgeren og hendes familie ansøgerens bopæl og flyttede hen til nogle bekendte. Ansøgeren og hendes familie fik udstedt pas og visum til Iran og udrejste herefter. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund. Nævnet finder, at ansøgerens forklaring om sit asylmotiv forekommer konstrueret, og at der på en række punkter er væsentlige divergenser i forhold til de forklaringer, der dels er afgivet af ansøgerens ægtefælle, dels er afgivet af ansøgeren selv under de afholdte samtaler. I lighed med Udlændingestyrelsen har Flygtningenævnet således lagt vægt på, at ansøgeren til sine samtaler med styrelsen [i foråret] 2015 og [i vinteren] 2016 har oplyst henholdsvis, at indbruddet skete for omkring 2 år siden, det vil sige i 2013, og at indbruddet skete samme år som hendes sønners bortførelse, omkring en måned forinden denne bortførelse, hvorimod hendes ægtefælle til sin samtale med styrelsen [i vinteren] 2014 oplyste, at indbruddet skete i 2008, og at bortførelsen af sønnerne skete i 2013, omkring fem år senere. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren til sin samtale med Udlændingestyrelsen [i vinteren] 2016 har oplyst, at hendes ægtefælle kom hjem fra forretningen om eftermiddagen, at han virkede lidt anspændt, at han på et tidspunkt sagde, at deres sønner var blevet bortført, men at han ikke havde set det, så derfor antog hun, at det måtte være sket tidligt om morgenen. Da ansøgeren blev spurgt, hvordan hendes ægtefælle kunne vide, at deres sønner var blevet bortført, oplyste ansøgeren, at de selv konkluderede det, da de ikke var kommet hjem sent om aftenen, og at hendes ægtefælle først efter en uges tid modtog et opkald fra [A], som krævede udbetalingen af en løsesum. Derimod har ansøgerens ægtefælle til sin samtale med styrelsen [i vinteren] 2014 oplyst, at han kom hjem om aftenen kl. 20:30, at han spurgte ansøgeren, hvor sønnerne var, og da hun ikke vidste det, kørte han hen til forretningen for at se efter dem, og at han allerede dagen efter deres forsvinden modtog et opkald fra sønnernes bortfører. Det er endvidere indgået i vurderingen, at ansøgeren til samtalen med styrelsen [i vinteren] 2016 har oplyst, at hendes to sønner begge var forsvundet i otte dage, inden hendes søn [C] dukkede op igen, hvorimod hendes ægtefælle til hendes samtale med styrelsen [i vinteren] 2014 har oplyst, at politiet reddede [C] på anden dagen efter bortførelsen, og at han selv hentede [C] hjem fra politiet på tredjedagen. Ansøgeren har også til samtalen med styrelsen [i vinteren] 2016 oplyst, at der ikke blev afholdt en begravelsesceremoni for hendes afdøde søn [B], hvorimod hendes ægtefælle til sin samtale med styrelsen [i vinteren] 2014 har oplyst, at der blev afholdt en begravelsesceremoni for [B], selvom hans lig ikke var blevet fundet. Hertil kommer, at ansøgeren under nævnsmødet i dag har tilkendegivet, at hun - i modsætning til hvad der fremgår af referatet af samtalen [fra foråret] 2015 - ikke har forklaret, at [A] ville bytte liget af [B] med liget af sin bror. Oplysningerne om ægtefællens angivelige hukommelsessvækkelse kan ikke føre til en anden vurdering af sagen. På den ovenfor anførte baggrund finder Flygtningenævnet ikke grundlag for at lade indhente oplysninger hos politimyndighederne i Afghanistan i overensstemmelse med den begæring, som advokaten har fremsat herom [i foråret] 2016. Ansøgeren har herefter ikke sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i reel risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2016/122/SLH
