Nævnet stadfæstede i november 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar og to medfølgende børn fra Afghanistan. Indrejst i 2015.
Den mandlige ansøger er etnisk perser og shia-muslim af trosretning fra Kandahar, […], Afghanistan. Den kvindelige ansøger er etnisk tajik og shia-muslim af trosretning fra Kandahar, Afghanistan. Ansøgerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktive. Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive stenet, brændt levende eller begravet levende af Taliban, idet Taliban har sendt trusselsbreve til hans far og slået hans bror ihjel i 2010. Derudover har Taliban påstået, at den mandlige ansøger har brændt nogle koraner af i en moské. Endelig har den mandlige ansøger henvist til, at han frygter lokalbefolkningen, idet de kalder den mandlige ansøger og hans familie for vantro og har spyttet efter dem på gaden. Den kvindelige ansøger har henvist til den mandlige ansøgers asylmotiv. Den mandlige ansøger har til støtte herfor oplyst, at han [i efteråret] 2015 tog hen til den lokale moské, efter han havde besøgt sin mors og brors gravsted. Inde i moskéen råbte tre til fire mænd med tilknytning til moskéen, at ansøgeren og hans familie var vantro. Da ansøgeren svarede igen, begyndte de at slå og skubbe ham. Ansøgeren væltede ind i et varmeapparat. Da varmeapparatet væltede, løb der olie ud af det, og der gik ild i en reol, hvori der stod koraner. Umiddelbart efter flygtede ansøgeren hjem. Da ansøgeren kom hjem, havde mændene fra moskéen ringet til hans far og fortalt, at ansøgeren var skyld i, at moskéen var brændt ned, og at de ville sætte ild til ansøgeren og hans familie på samme måde, som ansøgeren havde sat ild til moskéen. Ansøgeren, hans ægtefælle og hans far blev enige om, at de skulle flygte, hvorfor de begyndte at samle ting og dokumenter sammen. To til tre timer, efter at den mandlige ansøger var kommet hjem, bankede et ukendt antal mænd på døren. Da hans far åbnede døren, stak en af mændene ham med en kniv. En af mændene prøvede at komme hen til bopælen, hvorfor den mandlige ansøger skød efter ham og de andre mænd. Da ansøgeren begyndte at skyde efter dem, flygtede de. Efterfølgende tog den mandlige ansøger og hans familie den mandlige ansøgers far på hospitalet, hvor faren blev erklæret død. Herefter tog den mandlige ansøger og hans familie hen til vennen [A], hvor de overnattede én nat, inden de udrejste af Afghanistan. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgernes forklaringer om asylmotivet til grund. I lighed med Udlændingestyrelsen finder nævnet, at forklaringerne om den mandlige ansøgers konflikt i forlængelse af besøget i moskeen i Afghanistan forekommer utroværdig, påfaldende og konstrueret til lejligheden. Ved vurderingen af sagen har Flygtningenævnet navnlig lagt vægt på, at den mandlige ansøgers forklaring om baggrunden for, at han netop den pågældende dag valgte at opsøge moskeen, forekommer påfaldende i lyset af, hvad den mandlige ansøger i øvrigt har forklaret om sit forhold til at gå i moské og sit kendskab til, at Taliban er repræsenteret i moskéen. Det forekommer endvidere usandsynligt, at de personer, der opholdt sig i moskeen før den mandlige ansøgers ankomst, efter branden skulle have rettet telefonisk henvendelse til den mandlige ansøgers bopæl, når de samtidig opsøgte den mandlige ansøger på familiens bopæl senere samme dag. Under henvisning til forklaringerne om, hvor bange ansøgerne var efter episoden i moskeen og den efterfølgende telefonsamtale, forekommer det desuden påfaldende, at den mandlige ansøger og hans familie, efter at han var hjemvendt fra moskeen, blev i huset i to til tre timer, herunder særligt henset til, at de havde bestemt sig for straks at flygte. Efter nævnets opfattelse er det desuden påfaldende, at den mandlige ansøger først under mødet i Flygtningenævnet har kunnet redegøre for, hvilket værelse ægtefællen og børnene opholdt sig i, da familien blev opsøgt på bopælen, ligesom hans forklaring om besiddelsen og anvendelsen af skydevåbnet forekommer afglidende og utroværdig. I Flygtningenævnets vurdering af sagen er endvidere indgået de divergenser, der er kommet til udtryk under den mandlige ansøgers forklaringer om omstændighederne i tilknytning til episoden i moskeen. Den mandlige ansøger har således forklaret divergerende om hændelsesforløbet, da han skød efter de mænd, der opsøgte bopælen, herunder om hvor han opholdt sig, da faren blev stukket ned, og om hvorvidt den mandlige ansøgers skud ramte en person. Den mandlige ansøger har endvidere forklaret divergerende om, hvor ofte han besøgte morens og brorens grav, og om hvorvidt han har haft andre konflikter i en moské, idet han under en af samtalerne har oplyst, at han var blevet smidt ud af en moské nogle måneder tidligere, og senere at den pågældende dag, hvor episoden i moskeen udspandt sig, var den første gang, han var i en moské efter sin tilbagevenden til Afghanistan. Ansøgerne har desuden forklaret, at de efter at have fået endeligt afslag på asyl i Danmark i 2011 har været udsat for chikane af forskellig art i Afghanistan efter deres frivillige tilbagevenden til landet. Karakteren og omfanget af disse forhold har imidlertid efter Flygtningenævnets opfattelse ikke en sådan intensitet, at de i sig selv kan danne grundlag for, at ansøgerne opnår international beskyttelse i Danmark efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2. Herefter, og idet de generelle forhold i Afghanistan, herunder den sikkerhedsmæssige situation i landet, ikke på nuværende tidspunkt i sig selv kan begrunde opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stadfæstes Udlændingestyrelsens afgørelse. afgh/2016/216/DTO
