Nævnet stadfæstede i november 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgeren er etnisk pashtun og sunni muslim fra Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter Taliban, fordi han nægtede at samarbejde med dem. Ansøgeren har videre henvist til, at han frygter [en højtstående politiker A], fordi ansøgeren kender til, at han har arrangeret, at ægtefællen til hans nuværende kone blev likvideret. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han startede med at arbejde for [A] i 2010, efter han blev anbefalet af sin engelsklærer [B] til en [stilling i en afdeling], hvor der var brug for en pashtotalende person. En ukendt dag i midten af 2011 var ansøgeren med [A] til [et arrangement i en by i Afghanistan], og [As tale], hvor ansøgeren stod sammen med ham og [en anden person], blev vist på [TV]. To dage efter modtog ansøgeren et opkald fra en ukendt person, der sagde, at han skulle stoppe med at arbejde for de vantro. Ansøgeren fortalte [A] om opkaldet. Han sagde, at ansøgeren ikke skulle bekymre sig om det, for sådanne opkald forekom, og at det muligvis var en fra [arbejdspladsen], der var interesseret i ansøgerens job. Ansøgeren ønskede, at fratræde sin stilling, men [A] tilbød i stedet ansøgeren et arbejde som sikkerhedsvagt i hans hjem, for der var ikke samme mediedækning, og ansøgeren kunne derfor være mere anonym. En ukendt dag for cirka 1,5-2 år siden blev ansøgeren ringet op af [A] klokken 19.30-20.00, og han bad ansøgeren om at køre til [et område] i Kabul. Da ansøgeren ankom, så han, at to af [As] vagter, som ansøgeren ikke kendte, havde dræbt en mand. Desuden deltog to brødre til ægtefællen af den afdøde i drabet. Ansøgeren var under ordrer, og han hjalp derfor med at fragte liget til [et andet område] Kabul, hvor de andre begravede det. Ansøgeren opdagede senere, da [A] 7-8 måneder efter episoden blev gift med ægtefællen til den afdøde mand, at [A] og hende havde haft et hemmeligt forhold, og at dette var årsagen til drabet på hendes ægtefælle. To dage efter episoden indkaldte [A] ansøgeren og de andre fire til et møde, hvor de blev truet til tavshed. [I sommeren] 2015 blev ansøgeren omkring kl. 12-13 tilbageholdt af Taliban i [C], da han var på vej fra [D] til Kabul. Fire personer på to motorcykler standsede den bil, ansøgeren blev transporteret i. De var bevæbnede med kalasjnikov-geværer, og de slog ansøgeren på nakken med skaftet af deres våben. Talibanerne tvang ansøgeren ud af bilen, og op på den ene motorcykel. De kørte ansøgeren i cirka to timer med bind for øjnene til et hus et ukendt sted. Ansøgeren formoder, at nogen havde set ham ved stoppestedet og angivet ham til Taliban. Samme aften kom en ukendt kommandant og talte med ansøgeren. Han sagde, at Taliban tidligere havde truet ansøgeren, og at ansøgeren skulle stoppe sit arbejde. Han krævede, at ansøgeren skulle samarbejde med taliban. Kommandanten skrev ansøgerens navn på et stykke papir, tog tre billeder af ansøgeren, og sagde, at Taliban nu ville kunne finde ansøgeren hvor som helst. Ansøgeren skulle levere oplysninger om, hvor [A] befandt sig, hvem han talte med m.m. De sagde ikke andet om, hvad de forventede af ansøgeren. Ansøgeren overnattede i talibanhuset, og den næste morgen omkring kl. 9.30 kørte Taliban ansøgeren retur til busterminalen i [D]. Taliban gav ansøgeren et sim-kort med, som han skulle åbne senere på dagen, så Taliban kunne kontakte ansøgeren. Ansøgeren sagde til [A], at han kom for sent på arbejde, fordi han skulle køre sin ægtefælle til deres landsby, efter hun havde været på hospitalet i Kabul. Ansøgeren fortalte ham ikke om tilbageholdelsen. Ansøgeren mødtes senere samme dag med sin svoger i moskéen i området [E] og fortalte ham om tilbageholdelsen. Han sagde, at den eneste udvej var, at ansøgeren udrejste af Afghanistan. Ansøgerens svoger lånte ansøgeren penge til rejsen, så ansøgeren kunne udrejse af landet samme dag han blev løsladt, [i sommeren 2015]. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund, idet den på flere punkter er divergerende, udbygget og usandsynlig, hvorfor den fremstår som konstrueret til lejligheden. Ansøgeren har vedrørende telefonsamtalen i 2011 alene til Udlændingestyrelsen forklaret denne som en tilkendegivelse af utilfredshed med ansøgerens arbejde for myndighederne, mens han under mødet for nævnet har angivet, at der blev fremsat to direkte trusler. Han har endvidere til styrelsen alene oplyst, at truslen blev fremsat af ukendte, mens han for nævnet har oplyst, at den blev fremsat af landsbyboere og af Taliban. Vedrørende episoden omkring drabet lægger nævnet vægt på, at episoden ikke er nævnt i asylskemaet, at han har forklaret divergerende om, hvorvidt han så liget blive begravet, og om brødene var med til det efterfølgende møde hos [A]. Idet han til styrelsen har forklaret, at liget lå i en ligpose, hvorfor det må antages, at drabet har været planlagt forekommer det usandsynligt, at det senere viser sig nødvendigt, at ansøgeren hjælper med at transportere liget væk. For så vidt angår kidnapningen har ansøgeren forklaret divergerende om, hvem han afleverede sin hustru og børn til, om han bekræftede overfor kidnapperne, at han vidste hvem de var, og hvor han efterfølgende blev kørt til. Han har under en samtale med styrelsen forklaret, at han ved taxaen blev slået af kidnapperne, mens han ikke har forklaret det til den anden samtale med styrelsen eller for nævnet. Han har i den ene samtale med styrelsen og under mødet med nævnet forklaret, at han blev udsat for vold under tilbageholdelsen, hvilket han ikke har forklaret under den anden samtale med styrelsen. Endelig lægger nævnet vægt på, at ansøgeren, der kommer fra en Taliban domineret landsby, ikke har været udsat for overgreb de gange han har været tilbage i landsbyen, ligesom hans familie ikke har været udsat for trusler eller overgreb. I det ansøgerens forklaring tilsidesættes har han ikke sandsynliggjort, at han ved tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for forfølgelse jf. § 7, stk. 1 eller i reel risiko for at blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2016/215/snd
