Nævnet stadfæstede i november 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgeren er etnisk tajik og sunni muslim fra Kabul, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til hjemlandet frygter at blive forfulgt eller slået ihjel af en mand ved navn [A] som er en magtfuld mand med tilknytning til Mujahedin, og som tidligere har voldtaget hende. Ansøgeren har videre henvist til, at hendes ægtefælle er forfulgt i Afghanistan som følge af at have arbejdet for den afghanske efterretningstjeneste i fem år forud for familiens udrejse til Iran for omkring 16 år siden. Ansøger har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hun [i foråret] 2015 blev voldtaget af [A] på sin bopæl. Ansøgerens ægtefælle var i Pakistan for at få lægebehandling, og deres to børn var på engelskkursus, da overfaldet skete. Efter overgrebet oplyste den ukendte overfaldsmand, at han hed [A], og at han havde set ansøgeren i Kabul. [A] kunne godt lide hende, hvorfor han havde sent sine mænd efter hende hjem til hendes bopæl. Han fortalte ansøgeren, at han ville slå hendes ægtefælle ihjel, da han gerne selv ville giftes med ansøgeren. Ansøgeren fortalte ikke sine børn om hændelse, da de kom hjem. Ansøgeren fortalte sin ægtefælle om hændelse, hvorfor de i omkring to måneder tog ophold hos ansøgerens bror og en uge opholdt sig hos ansøgerens ægtefælles ven i Kabul, mens de planlagde ansøgerens udrejse. Ansøgeren udrejste omkring [sommeren] 2015 til Iran. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund, idet forklaringen om asylmotivet ikke fremstår selvoplevet, ligesom den har været upræcis og divergerende på flere centrale punkter. Ansøgeren har således forklaret upræcist og divergerende om, hvad [A] sagde til hende i forbindelse med voldtægten, og om han talte til hende før eller efter, at han havde forgrebet sig på hende. I oplysnings- og motivsamtalen forklarede hun videre, at hun sammen med børnene forlod bopælen samme aften, som hun var blevet voldtaget, og herefter opholdt sig to måneder hos sin bror, hvorefter hun og sønnen udrejste af Afghanistan. I asylsamtalen forklarede hun, at hun og familien ud over opholdet hos hendes bror, også opholdt sig en uge hos ægtefællens ven, [B], og at de enkelte gange også var tilbage på bopælen. Under mødet i nævnet har hun derimod forklaret, at hun og børnene blev tilbage på bopælen i ti dage uden at søge hjælp, indtil ægtefællen kom tilbage fra Pakistan, og at familien først herefter tog ophold hos hendes bror og senere [B], og at de ikke på noget tidspunkt var tilbage på bopælen. Bortset fra, at ansøgeren i oplysnings- og motivsamtalen har forklaret, at hendes ægtefælle stadig var forfulgt i Afghanistan, har hun hverken i oplysnings- og motivsamtalen eller i asylskemaet forklaret om henvendelser og trusler fra mujahedin side før i asylsamtalen. I asylsamtalen forklarede hun, at mujahedin truede ægtefællen også efter familiens tilbagekomst fra Iran, og at han ofte var udsat for trusler, herunder på et tidspunkt efter voldtægten og flytningen hen til ansøgerens bror. Under mødet i nævnet har ansøgeren derimod forklaret, at ægtefællen ikke på noget tidspunkt efter, at familien kom tilbage fra Iran, er blevet truet af mujahedin. Flygtningenævnet finder herefter ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller for overgreb omfattet af § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2016/213/SEL
