Nævnet stadfæstede i november 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015.
Ansøgeren er etnisk sadat og shia-muslim fra […], Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af [A]-partiets leder [A], fordi hun er flygtet fra ham og ægteskabet med hans søn. Endvidere frygter ansøgeren, at menneskesmuglere fra Italien vil kunne finde hende i Afghanistan, og at hun vil blive stenet, da menneskesmuglerne har udsat hende for seksuelle overgreb. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at hendes far var ansvarlig for økonomien i partiet, […]. Faren blev uvenner med lederen, [A], fordi han fandt ud af, at [A] solgte de samme stykker jord flere gange til private folk. Ansøgerens far udtrykte flere gange, at han ikke ønskede at være en del af partiet længere, men [A] havde sagt til ham, at han ikke selv kunne bestemme dette. Ansøgerens far var under pres fra både [A] og et andet parti kaldet [B], der også var interesseret i køb og salg af jordstykker. En fredag aften i [efteråret] 2014 kom [A] til byen […], hvor han havde et gæstehus. Han beordrede ansøgerens far til at deltage i en fest, og da faren kom hjem, svedte han og havde det rigtig dårligt. Ansøgerens far døde pludseligt den aften, og ansøgerens mor sagde, at det var [A], der havde slået faderen ihjel. Ansøgerens far blev ikke tilset af en læge, og det var partimedlemmerne, der anmeldte farens død til myndighederne. Efter farens død sagde partiet til ansøgeren og hendes mor, at de nu skulle fortsætte farens arbejde. Ansøgerens mor ville ikke arbejde for partiet, fordi de havde ødelagt farens navn, og fordi moren ikke ville snyde folk for partiets skyld. Det var meningen, at ansøgerens mor skulle varetage opgaverne i partiet, indtil ansøgeren blev myndig. Partiet var interesseret i ansøgeren, fordi hun kunne skrive og læse. Partiet krævede desuden, at farens jord, der var købt for hans egne penge, skulle gives tilbage til partiet, hvorfor ansøgerens mor gemte dokumenter på farens jord, og dokumenter som påviste partiets snyd med salg af jordstykker. Hun gav senere dokumenterne til onklen. Både [A] og partiet [B] var interesseret i dokumenterne. En aften, omkring 40 dage efter farens død, kom tre personer fra partiet [B] hjem til ansøgerens bopæl. De ville have overdraget dokumenterne for familiens jordstykke. De råbte og skreg af moren, og truede med at tage ansøgerens lillebror med, hvis ikke de fik dokumenterne på jorden. Ansøgerens mor kontaktede herefter [A], som sagde, at hun skulle tage alle børnene med til ham i Kabul, hvorfor de rejste til Kabul dagen efter. Da ansøgeren ankom til Kabul, proklamerede [A], at ansøger og hans søn, […], nu var mand og kone. Ansøgerens mor forsøgte at pointere, at ansøgeren var for ung, og at ægteskabet udelukkende handlede om jordstykkerne og dokumenterne. [A] truede derfor ansøgerens mor og sagde, at det blev, som han havde sagt. Ansøgerens mor løj og sagde til [A], at hun var syg og insisterede på, at hun skulle til Pakistan for at få behandling. Omkring [begyndelsen] 2015 udrejste familien til Pakistan. Flygtningenævnets flertal finder, at ansøgerens forklaring på væsentlige punkter skal tilsidesættes som divergerende, udbyggende og usandsynlig, også uanset at forklaringen er vurdereret i lyset af ansøgerens unge alder og psykiske sårbarhed, samt de konstaterede fejl i oversættelsen af ansøgerens asylskema. Ansøgeren har således i asylsamtalen blandt andet forklaret, at hun og moren efter farens død blev opfordret til at fortsætte dennes arbejde med jordoverdragelser mv., medens hun for nævnet har forklaret, at de alene blev bedt om at aflevere de papirer, faren opbevarede for partiet, samt medvirke til overdragelsen af farens egen jord. Ansøgeren har endvidere forklaret divergerende om, hvorvidt det var sygdom hos hende, moren eller hos dem begge, der var påskuddet for at hele familie kunne udrejse til Pakistan, ligesom sygdommenes art ikke har været beskrevet entydigt. På denne baggrund finder flertallet ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for asylbegrundende forfølgelse, jf. udlændingeloven § 7, stk. 1, eller være i risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Afgh/2016/206/AKM
