Nævnet stadfæstede i november 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgeren er etnisk pashtun og sunni-muslim fra landsbyen [mindre by], Baghlan-regionen, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter den afghanske regering, der beskylder ham for at være talebaner. Ansøgeren frygter endvidere Taliban, som han er flygtet fra. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, hans familie var mistænkt for at støtte Taliban, hvorfor de afghanske myndigheder mindst en gang om ugen opsøgte familien og ransagede deres bopæl. Myndighederne fandt imidlertid ikke noget på bopælen, der kunne bekræfte deres mistanke. Endvidere havde talebanere flere gange opfordret landsbyens borgere til at levere en person til Taliban eller betale 20.000 afghani per måned til Taliban. Der var ikke i den anledning sket yderligere, og landsbyens borgere havde ikke efterkommet Talibans opfordring. Omkring halvanden til to måneder senere bankede 5-7 repræsentanter fra Taliban på ansøgerens families dør. Da ansøgeren åbnede døren, bandt personerne hans hænder, ligesom han fik bind for øjne og mund, hvorefter han blev transporteret til [anden by]. Efter at været ankommet til [den fornævnte by] blev ansøgerens familie kontaktet med henblik på betaling af løsepenge, hvilket familien dog ikke kunne. Ansøgeren skulle derfor blive hos Taliban, hvor han opholdt sig og arbejdede. Efter seks til syv måneder forsøgte ansøgeren at flygte, idet han løb fra ejendommen. Efter at have løbet i tre timer blev ansøgeren imidlertid fanget af to til tre talebanere, der bandt hans hænder, sparkede ham og kørte ham tilbage til hovedkvarteret. Herefter blev ansøgeren udsat for fysiske overgreb, hvorved han besvimede. Den følgende dag blev ansøgeren sat for en dommer, som dømte ansøgeren til at få klippet en del af fingeren af som straf for flugtforsøget. Dommen blev eksekveret af en læge straks efter dommen. Derefter fortsatte ansøgeren arbejdet hos Taliban i to måneder, hvorefter han rejste med Taliban til [navn by anden by] i Kunduz-regionen. En dag skulle ansøgeren sammen med en talebaner, [navn på talebaneren], til byen Kunduz for at købe fødevarer samt veksle dollars til afghani. Under frokosten på en restaurant, hvor [den navngivne talebaner] ville vaske sig på toilettet, lykkedes det ansøgeren at flygte, og han tog pengene, som de skulle købe fødevarer for, med sig. Ansøgeren tog en taxa til Takhar, hvor han blev en uge, idet han opholdt sig på et hotelværelse. Herefter rejste ansøgeren til Kabul, hvor han boede på et hotel i syv til ti dage. Derefter rejste ansøgeren til Nimruz, hvor han fik kontakt til en menneskesmugler, der hjalp ham ud af Afghanistan. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund, idet forklaringen på centrale punkter fremstår divergerende. Ansøgeren har således forklaret divergerende om, hvorvidt han var den eneste tvangsrekrutterede, der arbejdede for Taliban i [den første by, ansøgeren kom til], idet han til oplysnings- og motivsamtalen har forklaret, at der var tre andre, der var tvangsrekrutteret, mens han til asylsamtalen og under Flygtningenævnets behandling af sagen har forklaret, at han var den eneste tvangsrekrutterede i [den fornævnte by]. Ansøgeren har endvidere forklaret divergerende om, hvor mange talebanere, der pågreb ham efter hans første flugt. Ansøgeren har således til asylsamtalen forklaret, at han blev pågrebet af to talebanere på motorcykel, og at han blev sat på én af motorcyklerne og kørt tilbage, mens han under Flygtningenævnets behandling af sagen har forklaret, at han blev pågrebet af tre talebanere på to motorcykler. Yderligere har ansøgeren i relation til flugtforsøget i asylsamtalen forklaret, at da han kom tilbage til Taliban-ejendommen i [førnævnte by], blev han slået, og at der i starten var fire personer om at slå ham, hvorimod ansøgeren under Flygtningenævnets behandling af sagen først har forklaret, at han i starten blev slået af tre personer, hvorefter han ændrede dette til, at han på grund af, at der var mørkt i rummet, ikke ved, om der var tre eller fire personer. Hertil kommer, at ansøgeren har forklaret divergerende om formålet med turen til Kunduz, idet ansøgeren til oplysnings- og motivsamtalen har forklaret, at han og [talebaneren] tog til Kunduz for at veksle nogle USD til afghani, hvorimod ansøgeren til asylsamtalen har forklaret, at de skulle til byen for at købe nogle fødevarer, hvilket han først bekræftede, men senere, foreholdt sin forklaring til oplysnings- og motivsamtalen, ændrede til, at [talebaneren] havde mange penge, hvoraf nogle skulle veksles til afghani. Under Flygtningenævnets behandling af sagen har ansøgeren forklaret, at de både skulle købe mad og veksle penge. Endvidere har ansøgeren forklaret divergerende med hensyn til, om han fortalte sin historie til taxachaufføren, idet ansøgeren i oplysnings- og motivsamtalen har forklaret, at han fortalte sin historie til taxachaufføren, som hjalp ansøgeren med at finde et hotel, mens ansøgeren til asylsamtalen undlod at forklare herom, men først efter at være foreholdt sin tidligere forklaring, bekræftede, at han fortalte historien til taxachaufføren. Samtidig har ansøgeren forklaret divergerende om, hvor længe han opholdt sig i Takhar, før han tog til Kabul, og hvor længe han opholdt sig i Kabul, før han tog til Nimroz. Ansøgeren har herudover forklaret divergerende om en række tidsmæssige forhold, herunder hvor længe han opholdt sig hos Taliban i [den førnævnte by], og hvor længe han opholdt sig hos Taliban i [den anden by, ansøgeren opholdt sig i], samt hvor langt hans samlede ophold hos Taliban var. Flygtningenævnet har ved sin vurdering af denne del af forklaringen været opmærksom på, at ansøgeren er analfabet, og at hans forklaring derfor kan være præget heraf. Flygtningenævnet finder endvidere, at ansøgerens forklaring på væsentlige punkter fremstår usandsynlig. Nævnet har således fundet det usandsynligt, at Taliban har tvangsrekrutteret ansøgeren, ikke med henblik på at kæmpe, men derimod med henblik på at udføre tvangsarbejde. Videre har Flygtningenævnet fundet det usandsynligt, at ansøgeren kort tid efter, at han var blevet straffet for flugtforsøg fra Taliban, fik overladt 4.000 dollars af [talebaneren], mens denne var på toilettet. I den forbindelse finder Flygtningenævnet det usandsynligt, at ansøgeren alene sammen med [talebaneren] blev sendt til Kunduz for at foretage, hvad der under hensyn til det medbragte pengebeløb, må antages at være et større indkøb af mad. Samtidig finder Flygtningenævnet det usandsynligt, at ansøgeren kunne flygte fra den restaurant, som han opholdt sig på sammen med [talebaneren], og umiddelbart efter finde en taxa, som straks afgik til Takhar og således hindre, at han blev forfulgt og pågrebet af [talebaneren]. Endelig finder Flygtningenævnet det usandsynligt, at ansøgerens familie ikke har været udsat for mere indgribende repressalier fra Talibans side, såfremt ansøgerens forklaring om, at han har stjålet 4.000 dollars fra Taliban, skulle lægges til grund. Flygtningenævnet finder derfor ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan risikerer forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Afgh/2016/200/NKE
