Nævnet stadfæstede i november 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt to børn fra Afghanistan. Indrejst i 2015.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgerne er etniske tajik og shia muslimer fra Herat, Afghanistan. Ansøgerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktive. Ansøgerne har som asylmotiv henvist til, at de ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive dræbt af den bande, som har kidnappet og dræbt deres søn. Den mandlige ansøger har til støtte for asylmotivet forklaret, at han modtog et opkald fra en ukendt person. Ansøgeren fandt senere ud af, at det var fra en bande, som hans ven […] var leder af. De sagde til ansøgeren, at de havde hans søn, og at de ville have 100.000 dollars i løsesum. Senere modtog ansøgeren et andet opkald, hvor han fik at vide, hvor han skulle aflevere pengene. Ansøgeren tog ud til stedet. Da han kom derud, havde kidnapperne ikke hans søn med. De overfaldt ham for at tage den medbragte taske med penge, men politiet ankom til stedet, og kidnapperne og politiet begyndte at skyde mod hinanden. To af kidnapperne blev dræbt, mens to andre stak af fra stedet. Efterfølgende blev ansøgeren taget med til politistationen, hvor han forklarede, at han mistænkte [sin ven] for at stå bag kidnapningen. Senere modtog ansøgeren et opkald fra [sin ven], som fortalte, at en af de dræbte var [vennens] bror, hvorfor [vennen] havde dræbt ansøgerens søn. Ansøgeren fik samtidig oplyst, hvor han kunne hente sønnens lig. Omkring en uge efter sønnens begravelse, udrejste familien fra Afghanistan. Den kvindelige ansøger har til støtte for asylmotivet oplyst, at en af hendes søns venner, […], kom hjem til dem en dag for fire år siden og fortalte dem, at der var kommet en bil kørende med to til tre personer, som havde kidnappet hendes søn. Da hun hørte dette, ringede hun til sin ægtefælle og fortalte, hvad der var sket. Da hun havde lagt på, modtog hun et opkald fra en ukendt person, der oplyste, at han havde hendes søn, og at han ville have 100.000 dollars i løsesum. Da ansøgeren hørte dette, besvimede hun. Hun vågnede op på sygehuset. Senere samme dag tog den mandlige ansøger afsted for at mødes med kidnapperne og give dem pengene. Da han var taget afsted, bad ansøgeren sine svigerforældre kontakte politiet. Hendes svigermor tog hen på politistationen og fik politiet overbevist om, at de skulle tage sig af sagen. Et par timer senere kom hendes ægtefælle hjem og fortalte, hvad der var sket, da han havde mødtes med kidnapperne. To timer senere ringede kidnapperne igen og sagde, at de kunne hente sønnens lig. Da ansøgeren hørte dette, besvimede hun igen og vågnede igen op et par dage senere på hospitalet, hvor den mandlige ansøger fortalte hende, at kidnapperne fortsatte med at true familien. Hun deltog ikke i deres søns begravelse. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgernes forklaring om, at de har en konflikt med en bande i Afghanistan, til grund, idet forklaringerne fremstår – både hver især og indbyrdes – divergerende, udbyggende og konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at den mandlige ansøger i oplysnings- og motivsamtalen [i foråret] 2016 har forklaret, at han for omkring tre år siden blev ringet op af nogle ukendte mænd, kidnapperne, og fik at vide, at han skulle betale, hvis han ville se sin søn igen. Han fik kort lov at tale med sin søn, der sagde, at det var ansøgerens fars venner, der havde taget ham til fange. En time efter ringede kidnapperne igen og sagde, at ansøgeren skulle betale 100.000 dollars for sin søn. Det var onsdag klokken 16.30. Halvanden time efter ringede kidnapperne med anvisning på, hvor han skulle tage hen med pengene. Ansøger tog derud med en taske med tøj og uden penge. Ansøger havde forinden fortalt sine forældre om situationen, og moren havde ringet til politiet. Politiet kom, da ansøgeren var på stedet og blev slået af kidnapperne, og politiet skød to af dem. Ansøgeren er efterfølgende blevet truet af en af de kidnappere, der flygtede, fordi ansøgeren ikke betalte løsesummen og var skyld i, at hans bror blev dræbt. Ansøgeren ved ikke, hvad banden, som [vennen] er tilknyttet, hedder, eller om den har et navn, men det er en mindre gruppe på 10 – 12 personer, som ansøger tror kun er i Herat. Til asylsamtalen har den mandlige ansøger forklaret, at opringningen fandt sted en torsdag eftermiddag, at opringningen var fra hans ven, […], at han ringede igen dagen efter med adressen, hvor pengene skulle afleveres, og at ansøger ved denne lejlighed fik lov at tale med sin søn. Det var ved denne lejlighed, han fandt ud af, at det var [vennen], der stod bag. Halvanden time efter ringede han med angivelse af adressen. Den mandelige ansøger tog af sted med en taske med tøj, så det så ud som om der var penge i tasken. Selve kidnapningen varede fra torsdag til lørdag. Han talte med kidnapperne fire – fem gange, men hans kone besvarede opkaldene to gange. De truede hende med at slå hende og hendes søn ihjel. Det var efter episoden med politiet, at kidnapperne ringede til hans kone. [Vennen] ringede flere gange og truede ansøgeren og sagde, at han kunne hente sin søn. Han tog af sted sammen med politiet og fandt ud af, at sønnen var blevet slået ihjel. Det var omkring en uge efter, at han var blevet kidnappet. Politiet fortalte, at banden, som havde [vennen] som hovedperson, var en stor bande. Ansøger gætter på, at der måske er 20 – 30 personer i banden. Senere under samtalen forklarede ansøgeren, at han fandt ud af, at [vennen] stod bag, da denne ringede og sagde, at hans bror var blevet slået ihjel. Det var efter, at de fandt sønnens lig. Om det første opkald forklarede ansøgeren, at det var en torsdag klokken et eller halv to. Han modtog opkaldet i sin forretning. Han ved ikke, hvordan de fik fat i sønnen. Kort efter forklarede ansøgeren, at første gang, kidnapperne ringede, ringede de til ansøgers kone, og hun ringede så til ham og fortalte, at de havde taget sønnen og ville have penge. Han tog hen til sønnens skole. Da han kom hjem, ringede de igen. Ansøgeren havde sagt til sin kone, at han tog ud til [mødestedet], og det var hans kone, der havde sagt det til ansøgerens mor. Ansøgerens kone var blevet indlagt på hospitalet den første dag – efter det første opkald. Ansøgeren forklarede senere under samtalen, at det første opkald kom en onsdag til hjemmet, at hans kone tog telefonen, andet opkald var til hans mobiltelefon, omkring en time efter, hvor hans kone var taget til lægen. Tredje opkald var igen til hans mobiltelefon omkring en time efter. Alle de efterfølgende opkald var til hans mobiltelefon. Den første dag ringede de tre gange. Om torsdagen ringede de omkring klokken 13.30 og gav ham adressen, hvor pengene skulle afleveres. Der gik to dage, fra de havde taget sønnen, til de fik liget. Der gik en uge fra sønnen blev kidnappet, til de udrejste af Afghanistan. Den kvindelige ansøger har til oplysnings- og motivsamtalen [i foråret] 2016 forklaret, at sønnen var tilbageholdt i fire – fem dage, at kidnapperne ringede en gang, hvor hun tog telefonen og besvimede, hvorefter hun ikke ved, hvad der skete. De sagde til ægtefællen, at de ville have 100.000 dollars. De havde skaffet pengene. De har truet familien fire gange. I asylskemaet oplyste ansøgeren, at hun anmeldte bortførelsen af sønnen til politiet, mens hun til oplysnings- og motivsamtalen forklarede, at det var svigermoren.
Den kvindelige ansøger har i sin asylsamtale [i sommeren] 2016 forklaret, at en onsdag eftermiddag for tre år siden – vistnok om efteråret – kom en af hendes søns venner ved navn […] og bankede på døren. Han fortalte, at en bil kom på vejen fra skolen til ansøgers bopæl, stoppede og tog sønnen med ind i bilen, som derefter kørte. [Sønnens ven] sagde, at det drejede sig om to – tre personer, og at de havde et sjal for ansigtet. Hun ringede med det samme til sin mand og fortalte det. Et par minutter efter ringede telefonen, og en ukendt person sagde, at de havde hendes søn, at de ville have 100.000 dollars, og at hun ikke skulle kontakte politiet. Hun besvimede, mens hun talte med personen, og da hun vågnede, var hun på hospitalet. Der var gået en dag, før hun vågnede. Samme dag om aftenen kom hendes mand på besøg og sagde, at sønnen ikke var fri, og at han var ved at undersøge, hvordan han kunne skaffe pengene. Dagen efter blev hun udskrevet kl. 10-11. Hun og hendes mand og hans forældre snakkede om, hvordan se skulle skaffe pengene. Kidnapperne ringede og gav hendes mand en adresse, hvor han skulle aflevere pengene. Ansøgerens mand tog af sted og sagde, at de skulle ringe efter politiet, hvis han ikke var tilbage inden to timer. Ansøgeren bad svigerforældrene om at gå til politiet, og hendes svigermor gik derhen. Hendes mand havde ikke penge med. Der var kun tøj i tasken. En af de kidnappere, der blev dræbt, var bror til en bandeleder ved navn […]. Banden var meget stor og en del af Taliban. En – halvanden time efter at hendes mand var kommet hjem, ringede kidnapperne og sagde, at manden kunne hente sønnens lig. Senere under samtalen forklarede ansøgeren, at hun kun tog telefonen en gang. På mødet i Flygtningenævnet har ansøgerne forklaret, at opkaldene skete samme dag, og at udleveringen af sønnens lig skete dagen efter, og at den mandlige ansøger tog til sin forretning og hentede halvdelen af løsesummen, som de havde kunnet skaffe. Han lagde pengene i en tøjtaske og medbragte pengene til mødet med kidnapperne. Flygtningenævnet finder endvidere, at det er bemærkelsesværdigt, at politiet kom til stede samtidig med, at kidnapperne overfaldt den mandlige ansøger, og at ansøgerne samtidig forklarer, at de ikke vil kunne forvente politibeskyttelse. Nævnet finder det endvidere påfaldende, at den mandlige ansøgers familie har opholdt sig i Afghanistan i tre år efter kidnapningen uden problemer, og at de nu har været nødt til at flygte på grund af trusler. Flygtningenævnet tilsidesætter på denne baggrund i det hele ansøgernes forklaring om deres asylmotiv og finder det herefter ikke sandsynliggjort, at ansøgerne ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for forfølgelse i henhold til udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at de vil være i reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2016/199/col
