Nævnet stadfæstede i november 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgeren er etnisk tajik og sunni muslim fra Kabul, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af Taliban, fordi han har arbejdet som tolk for de [vestlige allieredes] styrker i Afghanistan. Ansøgeren har videre henvist til, at han ved tilbagevenden til Afghanistan frygter sin brors svigerfamilie som følge af, at hans brors svigerfamilie holder ansøgeren ansvarlig for, at deres datter er blevet enke. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at han har arbejdet som tolk for de [vestlige allieredes] styrker i Afghanistan i perioden fra [vinteren] 2010 frem til, at han udrejste Afghanistan i [sommeren] 2013. Ansøgeren arbejdede primært på en militærbase i [en by] i Paktia provinsen. Herudover var han i en kort periode stationeret på en militærbase i [en anden by] i Paktia provinsen. I [begyndelsen af sommeren] 2013 tog ansøgeren hjem til Kabul for at blive gift, da han havde orlov i nogle dage. Kort før han skulle vende tilbage til sit arbejde, sagde faren til ham, at faren var blevet truet af [et antal] ukendte personer [et sted] nogle dage forinden brylluppet, fordi ansøgeren arbejdede for [vesterlændinge]. Ansøgeren troede, at hans far blot sagde dette, for at få ansøgeren til at stoppe med at arbejde, og ansøgeren vendte derfor tilbage til sit arbejde […] på trods af truslerne imod hans far. [Noget tid herefter] var ansøgeren igen hjemme i Kabul på nogle dages orlov. [En] aften han kom hjem til sin families bopæl, modtog han et brev fra Taliban, hvor han blev truet på livet på grund af sit arbejde. Ansøgeren og hans familie, med undtagelse af hans storebror […], tog herefter ophold på ansøgerens søsters bopæl, og de besluttede, at ansøgeren skulle udrejse til Iran. [På et tidspunkt] rejste ansøgeren med [et transportmiddel] til Nimroz provinsen, hvor han tog kontakt til en agent, som hjalp ham med at krydse grænsen til Iran illegalt. [Et antal] dage efter ansøgeren udrejste, fik ansøgerens far at vide fra familiens naboer, at [storebroren] var blevet kidnappet af Taliban, og hverken ansøgeren eller hans familie har hørt noget fra [storebroren] siden. I slutningen af 2014 fik ansøgeren at vide fra sin far, at [storebrorens] svigerfar og [storebrorens] ægtefælles brødre nu havde hentet [storebrorens] ægtefælle på ansøgerens søsters bopæl. De truede samtidig ansøgerens far med at hævne sig på ansøgeren, fordi ansøgeren var ansvarlig for, at [storebrorens] ægtefælle var blevet enke. Ansøgers familie udrejste efterfølgende til Pakistan. Flygtningenævnets flertal kan ikke lægge til grund, at ansøgeren har arbejdet som tolk for de [vestlige allieredes] styrker. Flygtningenævnets flertal har herved lagt vægt på, at dette ikke har kunnet bekræftes via høringssvar fra […] Udenrigsministerium, at ansøgeren ikke har kunnet fremlægge centrale dokumenter til dokumentation for sin ansættelse, herunder ansættelsesbrev med oplysning blandt andet om lønforhold, som han i dag har forklaret, at man som nyansat fik, identitetskort samt lønseddel eller kontoudtog fra Kabul Bank vedrørende udbetalt løn. Flertallet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren, der efter sin egen forklaring har boet to år på en base, ikke har været i stand til at svare fyldestgørende, men har svaret afglidende på spørgsmål om forhold på basen, herunder størrelsen af basen, antal af personer, der arbejdede på basen og adgangs- og sikkerhedsforhold. Flygtningenævnet flertal har endvidere fundet det påfaldende, at ansøgeren ikke har søgt om beskyttelse hos [de vestlige allieredes] myndigheder til trods for, at han har forklaret, at andre tolke fik beskyttelse her. Det forhold, at ansøgeren har fremlagt certifikater fra sin angivelige tolkevirksomhed og fotos af ham selv i selskab med militære personer, kan ikke føre til et andet resultat. Dels fordi ansøgeren til asylsamtalen ikke har kunnet besvare spørgsmål om navnene på de pågældende personer, som han er fotograferet sammen med, og dels fordi det af de foreliggende baggrundsoplysninger, herunder Udlændingestyrelsens ”Afghanistan, Country of Origin Information for the Use in the Asylum Determination Process, Rapport from Danish Immigration Service fact finding mission to Kabul, Afghanistan, 25 February to 4 March 2012” fremgår, at kilder har oplyst, at det er muligt at fremskaffe alle former for forfalskede dokumenter i Afghanistan. Flygtningenævnet flertal kan således ikke lægge til grund, at ansøgeren skulle have en konflikt med Taliban på grund af sin virksomhed som tolk for de [vestlige allieredes] styrker eller være efterstræbt af brorens svigerfamilie. Flertallet har hertil lagt vægt på, at det forekommer usandsynligt, at folk fra Taliban skulle have banket på døren og skubbet et trusselsbrev ind under døren til ansøgers hjem i stedet for at opsøge ham personligt og bemærker herved, at ansøgeren i dag udbyggende har forklaret, at Taliban var interesseret i at få oplysninger fra ham om blandt andet andre tolke, der arbejdede for [de vestlige styrker]. Flygtningenævnets flertal finder det hertil påfaldende, at ansøgerens storebror efter modtagelsen af trusselsbrevet skulle have valgt – som den eneste – at blive hjemme på bopælen, mens resten af familien tog hjem til ansøgerens søster, hvis familien opfattede truslen som rettet mod dem alle. Flertallet kan således heller ikke lægge til grund, at ansøgerens storebror [et antal] dage efter hans udrejse blev kidnappet af Taliban, og at ansøgeren efterfølgende skulle have været udsat for trusler fra broderens svigerfamilie. Flertallet bemærker hertil, at truslerne fra broderens svigerfamilie efter ansøgerens forklaring først skulle være fremsat i slutningen af 2014, men at broren allerede skulle være blevet kidnappet i sommeren 2013. Flygtningenævnets flertal finder det endelig påfaldende, at ansøgerens far og ansøgeren først skulle være blevet truet af Taliban i [begyndelsen af sommeren] 2013 henset til, at ansøgeren efter sin forklaring havde arbejdet for de [vestlige allieredes] styrker siden [vinteren] 2010, og at ansøgeren til asylsamtalen oplyste, at alle vidste, at han arbejdede for [vesterlændingene]. Herefter og da de generelle forhold i Afghanistan ikke i øvrigt findes i sig selv at være asylbegrundende, finder Flygtningenævnets flertal således sammenfattende, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i konkret og individuel risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at han vil være i reel risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Flygtningenævnet bemærker herved, at nævnet ikke har fundet grundlag for at udsætte sagen eller hjemvise sagen til fornyet behandling i Udlændingestyrelsen som følge af, at nævnet i modsætning til Udlændingestyrelsen ikke har fundet at kunne lægge til grund, at ansøgeren har arbejdet som tolk for de [vestlige allieredes] styrker. Nævnet har herved lagt vægt på, at der ikke er fremkommet nye faktiske oplysninger af en sådan karakter, at der er grundlag herfor.” Afgh/2016/198/SEL
