Nævnet stadfæstede i september 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2013.
Flygtningenævnet udtalte:
Flygtningenævnet stadfæstede [i foråret] 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om ikke at meddele ansøgeren, der er pashtun fra Kabul, asyl. Som asylmotiv havde ansøgeren henvist til, at han var flygtet fra en muslimsk skole i Pakistan, hvor man underviste i selvmordsaktioner, og efterfølgende opholdt sig navnlig i Sverige, indtil han i [efteråret] 2012 vendte tilbage til Afghanistan, samt at han i [foråret] 2013 forlod sit hjemland på grund af en konflikt med en person, der truende forlangte at blive gift med hans ægtefælle. Flygtningenævnet kunne ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. [I foråret] 2016 forsøgte politiet at udsende ansøgeren. På grund af ansøgerens adfærd i flyet blev udsendelsen udsat. I genoptagelsesanmodninger [fra foråret] 2016 henvises til, at ansøgeren er konverteret fra islam til kristendommen. Som dokumentation er vedlagt dåbsattest [fra foråret] 2016 fra sognepræst [A], samt en udtalelse fra [en svensk organisation], [fra foråret] 2016 med angivelse af, at ansøgeren har haft tilknytning til en kristen familie og en kirke i [en svensk by] fra [foråret] 2012 til [sommeren] 2012 og igen fra [efteråret] 2015. I erklæringen angives videre, at ansøgeren efter lang proces blev omvendt i [begyndelsen af] 2016 - kort før han blev sendt tilbage til Danmark. Endvidere er fremlagt udtalelse fra [en svensk bibelskole] om 2015/16, en udtalelse fra [A] om, at han i flere uger har haft samtaler med ansøgeren, inden han døbte pågældende i [i en dansk institution] samt erklæring [fra efteråret] fra sogne- og indvandrerpræst [B] fra [en kirke] om, at ansøgeren er kommet i kirken de sidste seks søndage, samt at ansøgeren har deltaget i en firedages kristen konference. Flygtningenævnet har genoptaget sagen og afholdt nyt mundtligt møde [i efteråret] 2016. Ansøgerens advokat har under mødet oplyst, at der nu som asylmotiv alene henvises til, at ansøgeren er konverteret. Flygtningenævnet har under mødet indledningsvis afslået en anmodning fra advokaten om førelse af et vidne, der kommer i de samme kirkelige kredse som ansøgeren. Flertallet i nævnet henviser herved til det foreliggende skriftligt materiale, det oplyste om vidnet samt til, at ansøgeren får lejlighed til at afgive ny forklaring, og at det herefter ikke skønnes relevant at høre det pågældende vidne. Ansøgeren har til [nævnsmødet] 2016 oplyst, at han blev kristen allerede i 2012 samt at han meddelte dette til sin svenske Pappa/pastor i 2012. I [en dansk institution] blev det i foråret 2016 kendt, at han var kristen, hvilket andre afghanere i [den danske institution] udtrykte vrede over. Navnlig to muslimer truede ansøgeren med, at han ville blive slået ihjel i Afghanistan. De pågældende, der kom fra andre provinser end ansøgeren, er nu udsendt til Afghanistan. Ansøgeren har fortalt om kristendommen til flere indsatte i [den danske institution], og det er lykkes ham at omvende en afghaner, der har fået asyl. Ansøgeren vil ved en tilbagevenden til Afghanistan føle sig forpligtet til at opfylde det kristne missionsbud, og det vil der hurtigt blive kendt, at han er kristen. Ved vurdering af ansøgerens forklaring bemærker Flygtningenævnet indledningsvist, at det forekommer lidet sandsynligt, at ansøgeren skulle have besluttet at være kristen allerede i 2012, når han ikke har forklaret herom før under nævnsmøder [i efteråret] 2016, og herunder ikke har forklaret dette til det danske politi og Udlændingestyrelsen, samt at han heller ikke har oplyst om det under nævnets mundtlige behandling af sagen [i efteråret] 2015 og intet har nævnt herom i sin genoptagelsesbegæring [fra sommeren] 2015. Det forekommer endvidere mindre sandsynligt, at ansøgeren i den periode, hvor han følte sig kristen, og bad til den kristne Gud, indgik muslimsk ægteskab med en muslimsk kvinde. Det må endvidere tillægges væsentlig betydning, at ansøgeren har svaret undvigende og meget lidt konkret på gentagne spørgsmål om, hvornår han efter ankomsten til Danmark i [foråret] 2013 rettede henvendelse til en dansk kirke og ”sin svenske familie”. Det synes ligeledes overraskende, at han i givet fald først påbegyndte en formel dåbsforberedelse i [foråret] 2016. Uanset, at Flygtningenævnet kan lægge til grund, at ansøgeren i flere perioder er kommet i forskellige kirkelige og kristne sammenhænge, hvor han har følt sig godt behandlet, kan Flygtningenævnet herefter ikke lægge til grund, at ansøgeren har opfattet sig som kristen siden 2012, samt at han i 2012 har sagt det til nogen. Ved vurdering af, om ansøgeren reelt har konverteret i 2016 tillægges det en vis vægt, at ansøgerens troværdighed er svækket ved, at nævnet har tilsidesat den nye forklaring om, at ansøgeren har følt sig som værende kristen siden 2012, samt tidligere har tilsidesat ansøgerens forklaring om to andre asylmotiver. I vurderingen indgår endvidere, at ansøgeren under kontakten med myndighederne i [foråret] 2016, vedrørende hjemrejse og økonomisk støtte hertil, ikke nævner sit kristne tilhørsforhold, der først påberåbes efter det forgæves forsøg på at hjemsende ham tvangsmæssigt. Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgeren også i foråret 2016 og senere er kommet i kristne kredse, og han har under nævnsmødet demonstreret kendskab til kristne grundtanker, og en vis viden om biblen, men dog oplyst, at han aldrig havde hørt om de ti bud eller Markus-evangeliet. Herefter, og efter en samlet vurdering af ansøgerens fremtræden og hans delvis usikre forklaring, finder Flygtningenævnet ikke, at ansøgeren – uanset dåbsattest og de skriftlige erklæringer – har sandsynliggjort, at han reelt er konverteret til kristendommen, og nævnet finder derefter ikke, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Afghanistan er i reel risiko for at blive udsat for konkret og individuel forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet fastholder derfor afgørelsen om, at ansøgeren ikke meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2. afgh/2016/171/DTO
