Nævnet stadfæstede i september 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2011.
”Ansøgeren er etnisk qizilbash fra [en mindre landsby], Afghanistan. Ansøgeren er tidligere muslim af trosretning, men er konverteret til kristendommen. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som nyt asylmotiv henvist til, at han frygter at blive slået ihjel eller torturet ved en tilbagevenden til sit hjemland, idet han er konverteret fra islam til kristendommen. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren anført, at han under sit ophold i Danmark er konverteret fra islam til kristendommen og døbt [i sommeren] 2013. Ansøgeren har fremlagt dåbsbevis [dateret sommeren] 2013 udstedt af pastor Michael Christensen, samt en række udtalelser, der bekræfter ansøgerens deltagelse i en lang række kirkelige og andre kristne aktiviteter i perioden fra [foråret] 2013 og frem til nævnsmødet. Flygtningenævnets flertal lægger til grund, at ansøgerens konversion ikke er reel, men udtryk for et nyt konstrueret asylmotiv. Flertallet er opmærksomt på, at de fremlagte erklæringer godtgør, at ansøgeren kontinuerligt i en periode på mere end tre år har deltaget i gudstjenester og en række andre kristne aktiviteter, og at han i den forbindelse er blevet oplevet som reelt troende kristen. Flertallet lægger endvidere til grund, at ansøgeren har opnået en ikke ubetydelig viden om kristendommen. Flertallet lægger imidlertid heroverfor vægt på følgende omstændigheder: Det må lægges til grund, at ansøgeren hverken under samtalerne i Udlændingestyrelsen i [vinteren] og [foråret] 2012 eller i Flygtningenævnet i [vinteren] 2012 har forklaret om interesse for endsige konversion til kristendommen. Det må således tilsidesættes som utroværdigt, at ansøgeren under asylsamtalen i Udlændingestyrelsen skulle havde udtalt, at han ”elskede Jesus”, uden at der blev spurgt nærmere ind til dette, og uden at det blev nævnt i referatet. Det må endvidere lægges til grund, at ansøgeren først i [foråret] 2013 efter i [vinteren] 2012 at have modtaget endeligt afslag på asyl i Flygtningenævnet har stiftet nærmere bekendtskab med kristendommen, og at hans kendskab til kristendommen ved dåben i [sommeren] 2013 har været begrænset. Ansøgeren har på gentagne spørgsmål om sine bevæggrunde for at konvertere alene svaret i overordnede vendinger, der fremstår tillærte. Ansøgeren har således svaret, at baggrunden var, at det muslimske mindretal, som han tilhørte, blev chikaneret af andre muslimer, at han havde ”læst guds ord”, og at han havde problemer, som ingen kunne hjælpe ham med. Set i forhold til islams betydning i det afghanske samfund forekommer det usandsynligt, at ansøgerens overvejelser om konversion skulle være af så overfladisk karakter, hvis konversionen var reel. Spørgsmål om ansøgerens overvejelser om konsekvenserne for ham og hans familie ved hans konversion har ansøgeren besvaret overfladisk og afglidende på en måde, der gør det usandsynligt, at ansøgeren har gjort sig nærmere overvejelser herom. Ansøgerens generelle troværdighed må vurderes som lav henset til, at det fortsat må lægges til grund, at hans forklaring om sit oprindelige asylmotiv var usand, og at han til støtte for det oprindelige asylmotiv i forbindelse med sin genoptagelsesanmodning har fremlagt dokumenter, som af de grunde, der er nævnt i det oprindelige afslag på genoptagelse må vurderes som falske. Flertallet tillægger det endelig en vis vægt, at det må lægges til grund, at ansøgeren under samtalen i Udlændingestyrelsen, [i foråret] 2012 udtalte, at han var ”villig til at skifte religion frem for at vende tilbage til Afghanistan” eller noget lignende. Ansøgerens forklaring i nævnsmødet om ikke at have udtalt sig således, tilsidesætter flertallet som utroværdig. Sammenfattende finder flertallet efter det ovenfor anførte, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hans konversion til kristendommen er reel. Flygtningenævnet finder, at hverken ansøgerens optræden blandt mange andre personer langt inde i en videooptagelse på YouTube fra en iransk kirke i Holland eller den omstændighed, at andre afghanske asylansøgere i Danmark er blevet bekendte med ansøgerens konversion, i sig selv sandsynliggør, at ansøgeren ved tilbagevenden til Afghanistan vil risikere forfølgelse eller overgreb omfattet af Udlændingelovens § 7. Ansøgerens forklaring om, at en afghansk Facebook-ven har fået oplysning om konversionen, kan ikke føre til en anden vurdering. Det er herefter fortsat Flygtningenævnets opfattelse, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i reel risiko for umenneskelig behandling eller andre forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2.” afgh/2016/166/lrn
