Nævnet stadfæstede i maj 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015.
Ansøgeren er etnisk usbeker og sunnimuslim af trosretning fra landsbyen […], Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter dødsstraf eller fængsel på livstid, fordi han har solgt æselkød i sin slagterforretning, hvilket er ulovligt i Afghanistan. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han solgte æselkød i to måneder og fem dage. Han fortalte sine kunder, at æselkødet var lamme- eller kalvekød. Salget af det ulovlige kød var med henblik på at kunne tilbagebetale penge, som han havde lånt, for at kunne finansiere behandling af sin ugifte lillesøsters, […], sygdom, idet ansøgerens søster var syg med brystkræft og var indlagt i ca. 35 dage på hospitalet i […]. I denne periode kunne ansøgeren ikke passe sin butik i […]. Da søsteren blev udskrevet, skulle ansøgeren åbne sin butik igen. Der var ingen varer i butikken, ansøgeren skyldte mange penge væk og han skulle betale for søsterens medicin, hvilket han ikke havde råd til. Han var desuden eneforsørger, fordi hans forældre var døde. Ansøgerens ven, [A], der også var slagter, foreslog, at han kunne sælge æselkød i stedet for lamme- og kalvekød. Ingen udover ansøgeren og [A] vidste, at ansøgeren solgte æselkød. Ansøgerens hensigt var at sælge æselkødet, indtil hans økonomiske situation var forbedret, og han kunne betale af på sin gæld, herunder tilbagebetale de penge ansøgeren havde lånt fra sin kone, sin gode ven [B], og [C] og [D], der begge er ansøgers fars gode venner. En aften blev ansøgeren opsøgt på sin bopæl af seks uniformerede betjente efter to måneder og fem dage. Ansøgeren vidste, hvorfor betjentene havde opsøgt hans bopæl, og derfor gemte han sig i et hundehus. Han regnede med, at betjentene ikke ville lede efter ham i hundehuset. Efter tre til fire timers forgæves ransagning forlod betjentene ansøgerens hus. Den efterfølgende morgen tog ansøgeren kontakt til sin ven, [B]. [B] hentede ansøgeren i sin bil, hvorefter de kørte til […]. Ansøgeren fortalte [B], at han ville forlade Afghanistan og bad ham om at køre til […]. Ansøgeren opsøgte i […] en menneskesmugler, som arrangerede udrejse til Iran. Ansøgeren rejste herefter til Iran, hvor han opholdte sig i fem måneder. Under opholdet i Iran hjalp ansøgerens svoger med at sælge ansøgerens hus. Pengene fra salget brugte han til at finansiere sin videre rejse. Under opholdet i Iran blev ansøgerens familie opsøgt af myndighederne fem gange, hvorefter familien flyttede hjem til ansøgerens tante, der også er hans ægtefælles mor. Familien er ikke efterfølgende blevet opsøgt af myndighederne. Flertallet af Flygtningenævnet finder ikke grund til at tilsidesætte ansøgerens forklaring om, at hans søster har været hospitalsindlagt, og at ansøgeren har lånt penge for at betale behandlingen. Flygtningenævnet finder imidlertid ikke at kunne lægge ansøgerens forklaring til grund, om at han efterfølgende har solgt æselkød fra sin slagterbutik. Flygtningenævnet lægger herved vægt på, at ansøgeren efter sine forklaringer i omkring to måneder skulle have købt et æsel om dagen på et lokalt marked og kørt æslet til en slagter, [A], i samme by som markedet, hvor æslet blev slagtet, hvorefter ansøgeren selv bragte kødet hjem. Ansøgeren har også forklaret, at han købte æslet om morgenen og afleverede direkte til [A], hvis virksomhed bestod i at slagte forskellige dyr fra andre detailslagtere, således at der også må være kommet andre kunder på stedet. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgeren på en troværdig og overbevisende måde har kunnet forklare, hvorledes dette har kunnet finde sted i så lang en periode med så mange dyr, uden at dette blev afsløret på et tidligere tidspunkt. Flygtningenævnet lægger herved også vægt på, at der er tale om et dyr, der normalt alene sælges som trækdyr, og som derfor vil være usædvanligt at se i nærheden af en slagter, ligesom ansøger har forklaret ganske afglidende om, hvorledes de bortskaffede affaldet fra dyret, uden at det gav anledning til spørgsmål. Han har ligeledes forklaret afglidende, når han er spurgt ind til [A’s] incitament til vederlagsfrit at bistå med en ulovlighed af denne karakter i så lang en periode. Flygtningenævnet har også tillagt det en vis vægt, at ansøger har forklaret, at han ikke blev presset af sine långivere, og at han ejede et hus, som han efterfølgende har solgt efter sin udrejse for 6.000 $, det vil sige mere end dobbelt så meget, som den oplyste behandling af søsteren kostede. Samlet set har ansøgeren derfor ikke sandsynliggjort at han ved en tilbagevenden vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. afgh/2016/114/DTO
