Nævnet stadfæstede i januar 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt fire børn fra Afghanistan. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne, et ægtepar, er etniske hazaraer og shiamuslimer fra landsbyen [navnet på landsbyen], i Baghlan Provinsen, Afghanistan. Ansøgerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktive. Ansøgerne har forklaret, at den mandlige ansøger i syv år var ansat på en lille skole, hvor der både gik piger og drenge. Alle eleverne var shiamuslimer. Flere af forældrene til eleverne var lokale magthavere, inklusive ansatte i militæret. Primo 2011 var der skyderi ved skolen, og Taliban bortførte i den forbindelse den mandlige ansøger og skolens to lærere. De blev alle tre slået og afhørt om de lokale magthavere. Den mandlige ansøger var den af de tre, der vidste mest herom. Efter to dage blev lærerne slået ihjel. I de næste to måneder blev den mandlige ansøger mange gange afhørt og udsat for tortur. Ansøgerens nyrer er som følge heraf blevet svært beskadigede. Ansøgeren så sig under tilbageholdelsen nødsaget til at oplyse navnene på to lokale soldater, herunder en kommandant. Han ved ikke, om der senere er sket de to noget. Han frygter, at Taliban på grund af hans oplysninger har slået dem ihjel. Under kamphandlinger lykkedes det ansøgeren at flygte til den nærmeste by, [navnet på byen], hvor han blev passet af sin fætter, til han efter en måneds tid var rask nok til, at familien kunne udrejse illegalt til Iran via Kabuls lufthavn. Under nævnsmødet svarede ansøgerne i flere tilfælde ikke konkret på de stillede spørgsmål. Andre gange svarede ansøgerne, at det kunne de ikke huske. Dette har til dels også været tilfældet vedrørende spørgsmål, som de tidligere under asylforløbet har svaret på. Ansøgerne har endvidere vedrørende flere spørgsmål forklaret divergerende under asylforløbet, og der er flere emner, hvor de to ansøgere har afgivet indbyrdes modstridende forklaringer. Ansøgerne har blandt andet forklaret forskelligt om de i alt fem gange, myndighederne og Taliban skulle have rettet henvendelse på ansøgernes bopæl, herunder om tidspunktet for henvendelserne i forhold til, hvornår manden var tilbageholdt, samt om hvad der under henvendelserne blev sagt til den kvindelige ansøger. Uoverensstemmelserne er betydelige, uanset at henvendelserne er blevet opfattet meget alvorligt og har direkte sammenhæng med asylmotivet. Den mandlige ansøger har endvidere [i sommeren] 2015 til Udlændingestyrelsen forklaret, at to personer skulle have fortalt fætteren, at myndighederne mistænkte ansøgeren for at have taget ophold hos fætteren og havde spurgt, om dette var korrekt. Endvidere forklarede den mandlige ansøger, at han af nogle personer var blevet set på vej hen til fætteren, og at dem, der havde set ham, havde videregivet oplysningen til myndighederne. Ansøgeren har videre forklaret, at myndighederne spurgte efter ham i [byen hvor fætteren boede]. Et sådant forløb synes ikke sandsynligt. I Flygtningenævnet forklarede den mandlige ansøger, at det ikke forholdt sig på den måde. Han frygtede bare, at det kunne være sket sådan. Den kvindelige ansøger har til Udlændingestyrelsen [i sommeren] 2015 forklaret, at hun tidligt den morgen, hvor manden blev taget til fange, hørte skyderi. Manden har oplyst, at man på grund af afstanden til skolen (en times gang) ikke kunne høre skyderiet på deres bopæl. Til styrelsen har den kvindelige ansøger forklaret, at hun var bekymret, fordi ægtefællen ikke var kommet hjem på det sædvanlige tidspunkt kl. 13.00. I Flygtningenævnet forklarede den kvindelige ansøger, at hun allerede om morgenen havde fået at vide, at Taliban havde angrebet skolen. Det havde forældre til elever, der boede tættere på skolen, sagt til nogle af ansøgernes naboer, der havde videregivet oplysningen til hende. Ved vurderingen af ansøgernes forklaringer og herunder alvoren af divergenserne samt de manglende svar, respektive ukonkrete svar, må på den ene side henses til, at begivenhederne fandt sted for omkring fire år siden samt på ansøgernes særlige forhold. Det bemærkes herved, at ansøgerne er analfabeter og har oplyst, at de har dårlig hukommelse. Begge ansøgere fremstod endvidere i Flygtningenævnet skrøbelige og mærkede. Det indgår tillige, at der ikke er grundlag for at forkaste oplysningen om, at manden har dårligt helbred, herunder ødelagte nyrer, som kan skyldes slag eller andre overgreb. Ved stillingtagen til, hvad der kan lægges til grund, må på den anden side indgå, at centrale dele af asylmotivet fremstår usandsynligt. Det gælder blandt andet den omstændighed, at det ikke nærmere er anført, hvorfor den mandlige ansøger, som var ansat til at gøre rent på skolen og endvidere fungerede som ubevæbnet vagt, skulle have en særlig viden, der kan begrunde, at han som den eneste i lang tid blev holdt fanget og udsat for mange afhøringer, eller at talibanerne skulle tro, at han havde en sådan viden. Den kvindelige ansøgers endelige forklaring om, at der skulle have været tid til, at hun via flere mellemled kunne nå at blive advaret om angrebet, inden hun sendte børnene af sted på den lange vej til skolen, fremstår også usandsynlig, og hun har blandt andet vedrørende dette emne ikke kunnet forklare sig nærmere, herunder om de blev advaret via telefon. Nævnet bemærker tillige, at det synes mindre sandsynligt, at myndighederne i givet fald så hurtigt som forklaret skulle have fundet ud af, at den mandlige ansøger havde angivet to personer, og at myndighederne skulle have fortalt dette til den kvindelige ansøger. Efter en samlet vurdering finder nævnet herefter ikke, at ansøgerne har sandsynliggjort omstændighederne i forbindelse med, at den mandlige ansøger er blevet syg og formentlig er blevet udsat for overgreb, og ansøgerne har i øvrigt ikke sandsynliggjort deres asylmotiv, og at de ved en tilbagevenden til Afghanistan nu vil være i konkret, individuel risiko for at blive udsat for forfølgelse eller overgreb fra Taliban eller de afghanske myndigheder, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2. Idet nævnet under disse omstændigheder ikke finder, at der er grundlag for at udsætte sagen på indhentelse af en torturundersøgelse, som ansøgernes beskikkede advokat subsidiært har nedlagt påstand om, stadfæster Flygtningenævnet herefter Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2016/10/MKT
