Nævnet stadfæstede i september 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger samt fire børn fra Afghanistan. Indrejst i 2013. Nævnet udsatte den 23. april 2014 sagen med henblik på en ægthedsvurdering af et dokument fremlagt af ansøgeren og hendes ægtefælle. Afgørelsen er herefter truffet på skriftligt grundlag. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er afghansk statsborger og muslim af trosretning fra Afghanistan. Ansøgeren har siden hun var et år gammel boet i Mashad, Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter, at hun og hendes ægtefælle vil blive dræbt af en højtstående afghansk politiker, […], og hans folk. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hun gennem en af ægtefællernes venner og dennes ægtefælle er blevet bekendt med, hendes ægtefælle var blevet kontaktet af den iranske efterretningstjeneste og bedt ham om at få sin broder til at spionere for Iran og give iranerne oplysninger om den afghanske politiker, […], som broderen arbejdede for. Endvidere er hun blevet bekendt med, at ansøgerens ægtefælle og svoger sammen skulle likvidere [politikeren]. Da hendes ægtefælle fortalte om denne plan til sin ven, sagde vennen det videre til [politikerens] chauffør, som videregav informationen til [politikeren] selv. [Politikeren] sendte besked til de iranske myndigheder om, at han kendte til deres planer, hvilket gjorde, at den iranske efterretningstjeneste mistænkte ansøgerens ægtefælle for at have stået bag afsløringen af planerne. [På en bestemt dato i foråret] 2012 blev hendes ægtefælle anholdt på deres fælles bopæl. [Fem dage senere] blev hun selv anholdt. Ved to advokaters hjælp blev ansøgeren løsladt mod kaution [i begyndelsen af sommeren] 2012. Samme aften flygtede ansøgeren sammen med sine tre børn til Tyrkiet. Ansøgerens ægtefælle blev dømt til døden for at have udført aktiviteter imod Irans nationale sikkerhed. Senere lykkedes det hendes ægtefælle at flygte til Tyrkiet, hvor han sluttede sig til sin familie. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet skal indledningsvis bemærke, at ansøgeren i det hele har henvist til sin ægtefælles asylmotiv, og at hendes egne konflikter i øvrigt er afledt heraf. Flygtningenævnet har efter en samlet vurdering fundet, at ansøgerens ægtefælles forklaring om sit asylmotiv ikke er troværdig, idet forklaringen fremstår som usandsynlig og konstrueret til lejligheden. Nævnet har derfor tilsidesat forklaringen i sin helhed. Af samme grund har Flygtningenævnet tilsidesat ansøgerens forklaring i sin helhed som værende usandsynlig og konstrueret til lejligheden. Nævnet har blandt andet lagt vægt på, at ansøgeren har nedskrevet ægtefællens asylmotiv i en så detaljeret grad, at det forekommer som en drejebog, hvilket svækker ansøgerens troværdighed betragteligt. Dette understreges tillige af, at ansøgeren, på trods af sin forklaring om, at hun har kendt meget lidt til sin ægtefælles aktiviteter, idet han ikke fortalte hende særlig meget herom, alligevel har kunnet nedskrive sin ægtefælles asylmotiv uden hans kendskab hertil, angiveligt fordi det skulle bruges til at søge asyl i Tyrkiet. Endvidere har Flygtningenævnet lagt vægt på, at det fremgår af Udenrigsministeriets notat af 14. august 2014, at ingen af de fire dokumenter vedrørende den kvindelige ansøgers dom kan antages at være ægte. Endelig har Flygtningenævnet ikke modtaget en dom for så vidt angår den mandlige ansøger. Flygtningenævnet finder herefter ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Afghanistan risikerer forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2015/32
