afgh201522

Nævnet stadfæstede i august 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt fire børn fra Afghanistan. Indrejst i 2014.

Flygtningenævnet udtalte:

Den kvindelige ansøger [F] er etnisk tajik og sunni-muslim fra Kabul, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter, at hun og hendes familie vil blive slået ihjel af hendes tidligere ægtefælle og hans broder, fordi hun har vanæret deres familie ved at rejse væk med en anden mand. Ansøgeren frygter endvidere, at hendes tidligere ægtefælle og hans broder vil søge oprejsning hos myndighederne. Ansøgeren har endeligt henvist til, at hun frygter for hendes datters liv, fordi hun har været udsat for et seksuelt overgreb af en fætter, som hun skulle tvangsgiftes med. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hun for 17-18 år siden blev forelsket i sin nuværende ægtefælle, [A, den mandlige ansøger]. Ansøgerens forældre var imod indgåelse af ægteskab mellem dem, fordi de tilhørte forskellige etniske grupper. Ansøgeren var tajik, og [A, den mandlige ansøger] var hazara. Ansøgerens forældre døde i [midten af 1990’erne], hvorefter hun boede hos sin faders faster, [B]. Ansøgeren blev efterfølgende gift med [B]s søn, [C], i [slutningen af 1990’erne]. Ansøgeren blev behandlet dårligt af familien, fordi hun havde haft et seksuelt forhold til [A, den mandlige ansøger], inden hun blev gift med [C]. [C] slog og råbte af ansøgeren. Ansøgeren opretholdt derfor kontakten med [A, den mandlige ansøger]. Ansøgeren er af den opfattelse, at [C] er medlem af partiet Jamiyat Islami, og arbejder for partiet ved at transportere og opbevare våben på deres bopæl. [C]s broder er kommandant for Jamiat Islami i Panjshir-provinsen. Da ansøgerens datter var 10 år gammel, ville [C] s moder have, at hun skulle giftes med en fætter af familien. En måned før udrejsen af Afghanistan, da ansøgerens datter [G] var 11 år gammel, forsøgte fætteren at voldtage hende. Da ansøgeren konfronterede familien med overgrebet, nægtede de, at det var sket. Derefter sagde de, at det var ligegyldigt, om det var sket, da hendes datter alligevel skulle giftes med fætteren. [C] udsatte ansøgeren og ansøgerens tredje barn, [D], for vold, fordi han ikke troede, at han var faderen til [D]. [D] havde udseendemæssige træk fra hazara. Ansøgeren var selv af den overbevisning, at [A, den mandlige ansøger] var faderen til [D]. Under graviditeten med ansøgerens fjerde barn, [E], fik [C] mistanke om, at han ikke var faderen til børnene. Han truede med at slå ansøgeren ihjel, såfremt børnene ikke var hans. 5-6 måneder inde i graviditeten talte ansøgeren med [A, den mandlige ansøger] om, at de skulle flygte. I februar/marts 2012 (slutningen af 1390) lykkedes det ansøgeren at flygte fra Afghanistan til Iran sammen med sine børn og [A, den mandlige ansøger]. Ansøgeren og [A, den mandlige ansøger] blev gift i Iran. Mens ansøgeren opholdt sig i Iran, havde hun ikke kontakt med sin familie. Ansøgeren havde derimod fortsat kontakt til sin [læge] i Kabul. [Lægen] fortalte ansøgeren, at [C] ledte efter hende alle steder, og at [lægen] var meget bange for ham. Den mandlige ansøger [A] er etnisk hazara og shia-muslim fra Kabul, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter, at han og hans familie vil blive slået ihjel af hans ægtefælles tidligere ægtefælle, [C]. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han for ca. 18-19 år siden mødte sin ægtefælle, [F, den kvindelige ansøger], som han forelskede sig i. [F, den kvindelige ansøger]s forældre ville ikke give tilladelse til, at de kunne gifte sig på grund af ansøgerens etniske baggrund. Forholdet mellem ansøgeren og [F, den kvindelige ansøger] udviklede sig og fortsatte, idet [F, den kvindelige ansøger] regelmæssigt besøgte ansøgeren i hans skrædderforretning frem til deres udrejse fra Afghanistan i februar 2012. Forholdet fortsatte på trods af, at [F, den kvindelige ansøger] på et for ansøgeren ukendt tidspunkt flyttede hjem til sin faders faster, [B], og efterfølgende blev gift med fasterens søn, [C]. [F, den kvindelige ansøger] blev mishandlet og slået af [C], fordi hun ikke var jomfru, da de blev gift. [F, den kvindelige ansøger] fødte i 2003 sit tredje barn, [D], som havde udseendemæssige træk fra en hazara, hvorfor [C] mistænkte, at han ikke var faderen til barnet, hvorfor han slog hende. [F, den kvindelige ansøger] blev efterfølgende gravid med sit fjerde barn, uden at have haft seksuelt samvær med [C], hvorfor han ikke forstod, hvordan hun var blevet gravid. [F, den kvindelige ansøger] har fortalt ansøgeren, at deres datter, [G], har været udsat for fysiske overgreb fra en fætter. Ansøgeren er af den overbevisning, at [C] og hans broder, [H], er medlemmer af partiet Jamiyat Islami, fordi de kommer fra Panjshir-provinsen, og fordi hans ægtefælle har set, at [H] havde livvagter. Ansøgeren solgte sit hus en måned inden de udrejste fra Afghanistan for at finansiere rejsen. Ansøgeren kunne ikke udrejse på et tidligere tidspunkt, fordi han ikke kunne forlade sin mor, som var gammel, og fordi han ikke havde nogen penge. Ansøgerne har under sagen på en række punkter forklaret upræcist og divergerende om deres færden frem til indrejsen i Danmark blandt andet om, hvornår de indledte et seksuelt forhold, om den mandlige ansøgers frieri, om hyppigheden af den kvindelige ansøgers besøg hos den mandlige ansøger og om ansøgernes seksuelle samvær, om hvorledes besøgene fandt sted, herunder om børnenes tilstedeværelse, om [C] og dennes broders medlemskab af Jamiyat Islami og deres øvrige virke, og om begivenhederne i forbindelse med udrejsen. Hertil kommer, at den kvindelige ansøger har forklaret, at [C] fattede mistanke til hende om utroskab allerede efter fødslen af det tredje barn. På denne baggrund fremstår det i sig selv usandsynligt, at [C] ikke skulle have foretaget sig videre med henblik på afklaring af forholdet, og at forholdet ikke fik konsekvenser for den kvindelige ansøger, herunder i det mindste i form af øget kontrol med hendes færden. Endelig er det indgået i Flygtningenævnets vurdering, at ansøgerne under hele forløbet har boet i tæt afstand, og at den mandlige ansøger tidligere havde friet til den kvindelige ansøger. Det må på denne baggrund ligeledes have formodningen imod sig, at ansøgerne over den lange årrække skulle have været i stand til over for lokalsamfundet at skjule deres relation, herunder også henset til børnenes tilstedeværelse. Da ansøgerne heller ikke for Flygtningenævnet har været i stand til at underbygge det påberåbte asylmotiv, forkaster Flygtningenævnet deres forklaring herom. Ansøgerne fremstår i øvrigt helt uprofilerede. Det kan herefter ikke lægges til grund, at ansøgerne har været forfulgt ved udrejsen, eller at de ved en tilbagevenden til hjemlandet risikerer forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Endvidere kan det ikke antages, at ansøgerne ved en tilbagevenden til hjemlandet skulle være i en reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Afgh/2015/22