Nævnet stadfæstede i juni 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er etnisk tadjik og kristen af trosretning fra Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter de afghanske myndigheder ved en tilbagevenden til Afghanistan, idet han er konverteret til kristendommen. Ansøgeren har endvidere henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter mullah [S] og mullah [L], idet han har anmeldt dem til politiet. Ansøgeren har endeligt henvist til, at han i Europa endvidere frygter mullah [S’s] nevø, [Z], der har opholdstilladelse i Italien. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hans fader var vicekommandant under en person ved navn [B]. [B] døde, og herefter var der flere personer, der ønskede at hævne sig på ansøgerens familie, idet de ikke længere nød [B’s] beskyttelse. Ansøgerens fader døde herefter i forbindelse med kamphandlinger. Cirka syv til otte måneder herefter blev ansøgerens broder dræbt af ukendte personer. Omkring en uge herefter i 2004, blev der skudt efter ansøgeren. Ansøgeren udrejste herefter af Afghanistan. Under ansøgerens ophold i Europa kom han i en kristen kirke i Grækenland omkring en gang om året fra 2004 til 2007, og herefter kom ansøgeren nogle gange i en kristen kirke i Italien. [I efteråret] 2008 blev ansøgeren døbt i en kirke i Norge. Herefter blev ansøgeren udsendt til Italien, men da ansøgeren var hjemløs, besluttede han sig for at rejse tilbage til Afghanistan. Som følge heraf rejste ansøgeren til Frankrig. Ansøgeren købte et identitetskort af en afghansk mand, hvorefter ansøgeren blev udsendt til Afghanistan af IOM under en anden identitet omkring sommeren 2012. Ansøgeren tog til sit hjemområde i Afghanistan, hvor han arbejdede som skolelærer. Omkring [sommeren] 2013 blev ansøgeren kontaktet af to personer ved navn mullah [S] og mullah [L], der havde forbindelse til Taliban. De bad ansøgeren putte medicin i vandbeholdningen på den skole, hvor ansøgeren arbejdede. Ansøgeren nægtede, idet ansøgeren indså, at der i virkeligheden var tale om gift. Ansøgeren blev herefter truet på livet, hvorefter ansøgeren indvilligede i at udføre planen. Ansøgeren ønskede dog ikke at udføre planen, hvorfor han smed den flaske med gift, mullaherne havde givet ham, væk. Ansøgeren tog herefter til den skole, hvor han arbejdede. Ansøgeren blev ved denne lejlighed kropsvisiteret af politiet. Ansøgeren har efter sin udrejse fra Afghanistan fået at vide af hans søster, at ansøgerens farbroder havde bestukket mullaherne til at tvinge ansøgeren til at forsøge at forgifte vandbeholdningen på den skole, hvor ansøgeren arbejdede, Ansøgerens farbroder ønskede at overtage den jord, som ansøgeren havde arvet efter sin fader. Omkring syv til ti dage efter at ansøgeren havde fået overdraget giftflasken, blev ansøgeren hentet af mullaherne, der kørte ansøgeren et sted hen, og udsatte ansøgeren for vold. Mullaherne sagde, at de havde noget, som ansøgeren skulle transportere, hvorefter de kørte ansøgeren tilbage til hans hjemby. Herefter kontaktede ansøgeren politiet, og fortalte om mullahernes plan. Senere samme dag mødtes ansøgeren med mullaherne. Politiet var ved denne lejlighed til stede, og ansøgeren blev arresteret sammen med begge mullaher. Ansøgeren blev ført til politistationen, hvor ansøgeren forklarede, hvad der var sket, hvorefter han blev løsladt. Samme aften var der møde i ældrerådet om anholdelserne af mullaherne, hvor ansøgeren forklarede om forløbet. Mullah [S] nevø, [Z], som ansøgeren kendte fra Italien, var til stede under mødet. Han anklagede ansøgeren for at være kristen. Ældrerådet besluttede, at udsætte mødet, således at en anden person, der også var vendt tilbage til Afghanistan fra Europa, kunne komme til landsbyen og fortælle om ansøgerens tro. Ansøgeren forlod herefter mødet, og tog tilbage til sin bopæl, hvorefter han med sin morbroders søns hjælp påbegyndte sin udrejse af Afghanistan. Efter ansøgerens udrejse fra Afghanistan har hans søster fortalt, at ansøgerens farbroder er blevet arresteret som følge heraf. Ansøgerens farbroders sønner udsatte herefter ansøgerens moder for vold, idet de ønskede, at hun skulle fortælle om ansøgerens opholdssted. Ansøgerens farbroder er sidenhen blevet løsladt mod bestikkelse. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren ikke har godtgjort sit asylmotiv. I den forbindelse bemærkes, at han har forklaret divergerede og afglidende, og at hans forklaring endvidere forekommer usandsynlig på væsentlige punkter. Han har således blandt andet forklaret til Udlændingestyrelsen, at han desværre havde smidt sine papirer fra de franske myndigheder væk, mens han for nævnet har forklaret, at disse papirer skulle være afleveret til de danske myndigheder. Hans forklaring om, at han skulle være forsøgt overtalt til at forgifte en skoles elever med henblik på, at hun kunne blive anholdt herfor, så hans farbroder uantastet skulle kunne tilegne sig familiens jord, forekommer usandsynlig. Han findes heller ikke at have sandsynliggjort, at der er tale en reel konvertering til kristendommen. Det bemærkes i den forbindelse yderligere, at han i perioden fra 2004 til 2007 alene har været i kirke i Grækenland tre til fire gange, at han ved ankomsten til Norge i 2008 angiveligt af en betjent fik at vide, at et trosskifte ville forbedre hans chancer for asyl, at han blev døbt efter mindre end to måneders undervisning og kirkegang, at denne dåb fandt sted, efter at de norske myndigheder havde besluttet at udsende ham til Italien, og at han siden 2008 alene har praktiseret sin kristne tro ved at gå i kirke i Italien tre til fire gange. På denne baggrund finder Flygtningenævnet ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i reel risiko for forfølgelse som omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. afgh/2015/17
