Nævnet stadfæstede i juli 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvinde samt tre børn fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren har til Dansk Flygtningehjælp oplyst, at hun ikke ønsker at blive returneret til Rumæni-en, hvor hun har opholdstilladelse, fordi hun og hendes børn ikke vil have mulighed for at klare sig. Klageren har om sit ophold i Rumænien oplyst, at hun og børnene ved ankomst til grænsen blev pågrebet af de rumænske myndigheder, der under anholdelsen var særdeles hårdhændede og deciderede voldelige overfor børnene. Børnene blev slået af grænsevagterne, og klagerens datter på tre år blev af en betjent løftet i kraven og kastet ind i en vogn som om hun var en genstand. Klagerens ældste barn [A] der på tidspunktet var 6 år gammel blev endvidere iført håndjern, og på særdeles hårdhændet vis blev familien blev bragt til en politistation eller et mindre fængsel, hvor de blev låst inde i en lille bitte celle med et toilet i midten. Klageren fik besked om at hun, såfremt hun ikke afgav fingeraftryk, ville blive fængslet sammen med børnene i 7 år, hvilket var årsagen til at hun blev registreret som asylansøger i Rumænien. Efter løsladelsen fra den lille celle ankom en bil som bragte dem til en lukket lejr, hvor de opholdte sig ca. 20 dage. Herefter blev de bragt videre til en anden lejr. Begge steder var forholdene særdeles vanskelige. Der var mangel på mad, og klageren måtte bestikke vagterne til at købe brød til hende uden for centeret, for at kunne give hendes børn noget at spise. På det sidste center fik klagerens ene datter endvidere fnat over hele kroppen, på grund af de uhygiejniske forhold. Familien blev af denne grund indespærret i et mindre værelse i nogle dage isolation, hvilket tillige var en voldsom oplevelse for børnene. Ligeledes fik den ene af klagerens døtre sin finger i klemme i en dør, således at den blev delvist afrevet fra hånden. Familien kunne dog ikke få hjælp fra centerpersonalet til at få datteren på hospitalet. Ved en tilbagevenden til Rumænien frygter klageren på baggrund af sine tidligere oplevelser, at hun og børnene vil blive overladt til at leve på gaden. Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a eller 5 b. Det fremgår af § 29 b, at en ansøgning om opholdstilladelse efter § 7 kan afvises, hvis udlændingen allerede har opnået beskyttelse i et land som omhandlet i § 29 a, stk. 1, det vil sige et land, der er omfattet af Dublinforordningen. Det fremgår af bemærkningerne til lovforslag nr. 72 af 14. november 2014 til udlændingelovens § 29 b, at afvisning efter bestemmelsen alene kan ske, hvis betingelserne for at betragte det pågældende land som et første asylland er opfyldt som følge af, at udlændingen tidligere har opnået beskyttelse i landet. Det er herved blandt andet et krav, at udlændingen skal være beskyttet mod refoulement, ligesom det skal være muligt for den pågældende at indrejse og tage lovligt ophold i første asyllandet. Den pågældendes personlige integritet og sikkerhed skal endvidere være beskyttet, men det kan ikke hermed kræves, at den pågældende socialt set skal kunne leve på fuldt ud samme niveau som første asyllandets egne statsborgere. Det er dog et krav i henhold til Excom Conclusion no. 58 (XL) - 1989, at flygtningen i første asyllandet bliver ”treated in accordance with recognized basic human standards”. Efter Flygtningenævnets praksis er der i den forbindelse blandt andet blevet lagt vægt på, om udlændingen har adgang til bolig, lægehjælp, mulighed for ansættelse i den private eller offentlige sektor, mulighed for frit at bosætte sig samt mulighed for at eje fast ejendom. Efter Flygtningenævnets praksis er der blandt andet blevet lagt vægt på, om udlændingen har adgang til bolig, lægehjælp, mulighed for ansættelse i den private eller offentlige sektor, mulighed for frit at bosætte sig samt muligheden for at eje fast ejendom. Flygtningenævnet finder indledningsvis, at det vil være muligt for klageren og hendes tre medfølgende børn at indrejse og tage lovligt ophold i Rumænien. Klageren og børnene har således opnået international beskyttelse som flygtninge i Rumænien med gyldighed til [sommeren] 2020. Rumænien er som medlem af EU omfattet af Den Europæiske Unions Charter om grundlæggende rettigheder artikel 19, stk. 2, og har tiltrådt Flygtningekonventionen, herunder kravet om efterlevelse af non-refoulement-princippet, jf. Flygtningekonventionens artikel 33, stk. 1, og Flygtningenævnet finder derfor, at klageren tillige vil være beskyttet mod refoulement i Rumænien. For så vidt angår spørgsmålet om de generelle forhold for udlændinge med opholdstilladelse i Rumænien finder nævnet ikke, at en afvisning af klageren vil medføre en risiko for umenneskelig eller nedværdigende behandling som defineret i Chartrets artikel 4, EMRK artikel 3 og FN’s Menneskerettighedskonventions artikel 7, ligesom nævnet finder, at klagerens personlige inte-gritet og sikkerhed vil være beskyttet i fornødent omfang. Tilsvarende finder Flygtningenævnet, at de generelle sociale og økonomiske forhold for flygtninge med opholdstilladelse i Rumænien ikke i sig selv medfører, at klageren og hendes medfølgende børn ikke kan afvises til Rumænien. Der kan herved henvises til de for nævnet foreliggende baggrundsoplysninger, herunder blandt andet United States Department of States rapport, 2017 Country Reports on Human Rights Practices – Romania, udgivet den 20. april 2018, hvoraf fremgår, at personer med flygtninge- og beskyttelsesstatus har samme rettigheder som rumænske statsborgere. Rettighederne omfatter blandt andet adgang til alle niveauer af uddannelse, livslang læring, indlogering, beskæftigelse, offentlig lægehjælp og sygesikring. For så vidt angår klagerens konkrete forhold bemærker Flygtningenævnet, at klageren ikke under sin samtale med Udlændingestyrelsen har fremført klage over forholdene i Rumænien, men derimod i Ungarn. Hun har på forespørgsel bekræftet, at hun ikke har problemer med de rumænske myndigheder eller andre. Det forholdt, at børnene har det bedre i Danmark kan ikke føre til et andet resultat. Anbringendet om de familiemæssige forhold kan endvidere ikke føre til et andet resultat, idet klagerens ægtefælle er meddelt afslag på ophold i Danmark og at det var klagerens beslutning om at forlade Danmark, og dermed ikke ægtefællen, og derefter at søge asyl i Rumænien, der har medført familiens splittelse. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 b.” §29b-Rum/2018/1/FAM
