MULTI
Du er her: ForsidePublikationer og notaterNotaterNotater vedrørende menneskerettighederBeskyttelse efter Flygtningekonvention og EMRK

Beskyttelsen af asylansøgere i henhold til FN’s Flygtningekonvention og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention

Flygtningenævnet og Udlændingestyrelsen har udarbejdet et fælles notat og en fælles database vedrørende Den Europæiske Menneskerettighedskonventions art. 3 og den hertil hørende praksis fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol (EMD)/Kommissionen. Notatet beskriver menneskerettighedsorganernes praksis på emneopdelte områder, hvorefter der følger en række links til de relevante afgørelser, som er hentet fra EMRK´s database HUDOC.


Adgang til HUDOC kan findes her: HUDOC

Udgiver: Flygtningenævnet og Udlændingestyrelsen
Ansvarlig institution: Flygtningenævnet og Udlændingestyrelsen
Copyright: Flygtningenævnet og Udlændingestyrelsen

Dato: 27.03.2015

Henvendelse om publikationen kan ske til:

Flygtningenævnet 
Adelgade 11-13 
DK-1304 København K
Telf.: +45 33 92 33 34 
Fax: +45 39 20 45 05 
E-mail: fln@fln.dk

eller:

Udlændingestyrelsen
Ryesgade 53
DK-2100 København Ø
Telf.: +45 35 36 66 00
Fax: +45 35 36 19 16
E-mail: mailto:us@us.dk

Indholdsfortegnelse

1. Beskyttelsen af asylansøgere i henhold til FN´s Flygtningekonvention og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention
1.1. Flygtningekonventionens beskyttelse af asylansøgere
1.2. Den europæiske Menneskerettighedskonventions beskyttelse af asylansøgere
1.3. Forskelle i beskyttelsen af asylansøgere

2. Den europæiske Menneskerettighedskonvention - introduktion og grundprincipper
2.1. Indledning
2.2. Klagebetingelser - den individuelle klageadgang
2.3. Virkningen af indgivelsen af en klage/ afsigelsen af en dom
2.4. Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols anvendelse af foreløbige foranstaltninger, jf. Domstolens procesreglement regel 39
2.5. Konventionens eksterritoriale virkning
2.6. Menneskerettighedsdomstolens fortolkningsprincipper

3. Beviskrav vedrørende risikoen for overgreb i strid med EMRK artikel 3 i modtagerstaten
3.1. Udgangspunktet - "vægtige grunde til at antage"
3.2. Menneskerettighedsorganernes konkrete bevisvurdering, herunder bevisbyrde
3.2.1 Oplysninger i den konkrete sag
3.2.2 Baggrundsoplysninger
3.2.3 Bevisbyrde
3.2.4 Domstolens samlede bevisvurdering
3.3 Domstolens praksis

4. Udvisning af udlændinge begrundet i hensynet til den offentlige orden, herunder statens sikkerhed/ "tålt ophold"

5. Overgreb fra private/ "agents of persecution", generelle forhold i hjemlandet

6. Begrebet "Internt Flugt Alternativ"

7. Udsendelse af psykisk svage og syge udlændinge samt børn

8. Subjektiv frygt, herunder tortur

9. Uforholdsmæssig hård straf, militære forhold, herunder desertering, umenneskelige forhold under afsoning, umenneskelig straf

10. Risiko for dobbeltstraf i modtagerstaten

11. Sur Place

12. Forfølgelse af kvinder

13. Dublin samt ud- og afvisning

14. Sager behandlet i hasteprocedure

15. Den europæiske Menneskerettighedskonventions 6. tillægsprotokol vedrørende afskaffelse af dødsstraf

16. Andre konventionsbestemmelser



1. Beskyttelsen af asylansøgere i henhold til FN’s Flygtningekonvention og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention

Hverken FN’s Flygtningekonvention eller Den europæiske Menneskerettighedskonvention forpligter positivt staterne til at give asyl til flygtninge. Begge konventioner begrænser imidlertid i væsentlig omfang staternes adgang til at afvise, udvise eller på anden måde tvangsudsende flygtninge.

1.1 Flygtningekonventionens beskyttelse af asylansøgere

Selvom Flygtningekonventionen ikke forpligter staterne til at give asyl til asylsøgere, følger det af Flygtningekonventionens artikel 33, stk. 1, at staterne ikke må udsende eller returnere (”refoulere”) en flygtning til noget land, hvor den pågældendes liv eller frihed vil være i fare, dvs. hvor flygtningen risikerer forfølgelse som nævnt i konventionens artikel 1 A (2). Udsendelsesforbuddet indebærer, at staten forpligtes til at lade flygtningen tage ophold på statens territorium, indtil det viser sig muligt at udsende personen til et sikkert tredjeland, eller indtil forfølgelsesrisikoen ophører.

Forbuddet mod ”refoulement” i Flygtningekonventionen er imidlertid begrænset på to måder. For det første gælder beskyttelsen kun for de personer, der opfylder betingelserne i konventionens artikel 1 A-F, dvs. personer, der nærer en velbegrundet frygt for forfølgelse på grund af deres race, religion, nationalitet, sit tilhørsforhold til en bestemt social gruppe eller sine politiske anskuelser . For det andet er der ikke tale om nogen absolut beskyttelse, idet konventionens artikel 33, stk. 2, indeholder en undtagelse, hvorefter en flygtning mister sine rettigheder, hvis denne er til fare for værtslandets sikkerhed eller har begået alvorlig kriminalitet.

Personer, som skønnes at risikere overgreb i deres hjemlande, kan derfor havne i den situation, at de ikke kan opnå beskyttelse i henhold til Flygtningekonventionen i det land, de opholder sig i, enten fordi de ”forfølges” af andre årsager end de i konventionens artikel 1 A nævnte, eller fordi de i værtslandet skønnes at udgøre en fare for den offentlige orden, herunder den nationale sikkerhed.

1.2 Den europæiske Menneskerettighedskonventions beskyttelse af asylansøgere

Den europæiske menneskerettighedskonvention (EMRK) hjemler heller ikke en ret til asyl, og Menneskerettighedsdomstolen har ikke til opgave at vurdere, hvorvidt en udsendelse af en person krænker Flygtningekonventionen. Domstolen udtaler da også konsekvent i sine afgørelser, at staterne

”have the right, as a matter of well-established international law and subject to their treaty obligations including the Convention, to control the entry, residence and expulsion of aliens. Moreover, it must be noted that the right to political asylum is not contained in either the Convention or its protocols”.

Domstolen har imidlertid også udtalt, at en udlevering/ udsendelse af en person kan rejse spørgsmål i henhold til konventionens artikel 3 om forbudet imod tortur, umenneskelig eller nedværdigende behandling,

”where substantial grounds have been shown for believing that the person in question, if expelled, would face a real risk of being subjected to treatment contrary to Article 3 in the receiving country.”

EMRK artikel 3 afskærer således staterne fra at overgive en person til myndighederne i et tredjeland, hvor personen må befrygtes at ville blive udsat for en behandling i strid med bestemmelsen. Denne såkaldte eksterritoriale effekt af EMRK artikel 3 blev første gang tiltrådt af Domstolen i sagen Soering mod UK (1989), der omhandlede udlevering af en person til strafforfølgning i et tredjeland. Princippet er senere blevet bekræftet og udbygget i flere domme om udsendelse af asylansøgere, som havde fået afslag på deres ansøgninger om asyl, samt om udvisning af udlændinge under påberåbelse af fare for værtslandets sikkerhed eller som følge af begået kriminalitet.

1.3 Forskelle i beskyttelsen af asylansøgere

Selvom der er klare fællestræk mellem fastlæggelsen af, hvorvidt der foreligger ”forfølgelse” i relation til Flygtningekonventionens artikel 1 A og vurderingen af, hvorvidt der foreligger risiko for overgreb i strid med EMRK artikel 3, skal man være varsom med at udlede, at der er sammenfald mellem de to sæt vurderinger. Selvom det i langt de fleste tilfælde vil være således, at de personer der opfylder flygtningebetingelserne i Flygtningekonventionens artikel 1 A, tillige vil være beskyttet mod udsendelse af EMRK artikel 3, kan beskyttelsen i henhold til Flygtningekonventionen og EMRK artikel 3 afvige på forskellig vis.

Overgrebsintensiteten
Det kan for det første ikke udelukkes, at der kan opstå tilfælde, hvor overgreb vil være tilstrækkelig intensive til at udgøre ”forfølgelse” i henhold til Flygtningekonventionens artikel 1 A, men ikke samtidig tilstrækkelig intensive til at udgøre en krænkelse af EMRK artikel 3. ”Forfølgelse” i henhold til Flygtningekonventionens artikel 1 A vil således ikke per se også krænke artikel 3 i EMRK.

Beskyttelsen i henhold til EMRK artikel 3 er ikke begrænset til ”bestemte årsager”
EMRK artikel 3 er, modsat beskyttelsen i henhold til Flygtningekonventionen, ikke indskrænket til alene at beskytte personer, der i modtagerstaten frygter overgreb, der er baseret på bestemte årsager. Således fandt Domstolen i eksempelvis sagen mod Soering mod UK (1989), at artikel 3 også hindrede UK i at udlevere en person til USA, der risikerede en straf , der var i strid med artikel 3. Beskyttelsen i henhold til EMRK artikel 3 gælder således uanset årsagen til overgrebene.

Beskyttelsen i henhold til EMRK artikel 3 er absolut
Som nævnt ovenfor kan en person, der opfylder betingelserne i Flygtningekonventionens artikel 1 A miste sine rettigheder, hvis personen begår alvorlig kriminalitet eller truer værtslandets sikkerhed. Domstolen har imidlertid udtalt, at beskyttelsen i henhold til EMRK artikel 3 udstrækkes til enhver person, uanset at personen i værtslandet anses for at udgøre en fare for den nationale sikkerhed eller har begået alvorlig kriminalitet. Beskyttelsen i henhold til artikel 3 er således, modsat beskyttelsen efter Flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2, absolut, og gælder uden undtagelser.


2. Den europæiske Menneskerettighedskonvention – introduktion og grundprincipper

2.1 Indledning

Den europæiske Menneskerettighedskonvention blev undertegnet i Rom den 4. november 1950 af 12 europæiske lande, heriblandt Danmark. Konventionen trådte i kraft den 3. september 1953. I Danmark er konventionen gennemført i dansk lovgivning ved lov nr. 285 af 29. april 1992 om Den europæiske Menneskerettighedskonvention. Loven er senere blevet ændret. Den gældende lovtekst findes i lovbekendtgørelse nr. 750 af 19. oktober 1998.

De stater, der har underskrevet konventionen, har forpligtet sig til at respektere visse grundlæggende menneskerettigheder over for enhver person, og konventionen giver mulighed for, at man som person eller organisation kan klage over staten til Menneskerettighedsdomstolen i Strasbourg, hvis man er af den opfattelse, at offentlige myndigheder har krænket beskyttede rettigheder.

Før den 28. november 1998, hvor den tidligere 11. tillægsprotokol trådte i kraft, blev klagerne først behandlet af Menneskerettighedskommissionen, der tog stilling til, om klagen skulle tillades adgang for Menneskerettighedsdomstolen (admitteres). Hvis Kommissionen vurderede, at klagen skulle tillades adgang til Menneskerettighedsdomstolen blev der først udarbejdet en rapport, hvorefter sagen kunne overgå til behandling i Domstolen. Den tidligere domstol og kommission er nu afløst af én domstol, der behandler klagerne fra de modtages til de afsluttes.

Konventionen indeholder to klagemuligheder. For det første kan en deltagerstat klage til Domstolen, hvis den finder, at en anden deltagerstat overtræder konventionen (mellemstatslige klager). Det andet og mere benyttede klagesystem består i, at enkeltpersoner eller ikke-statslige organisationer eller grupper af enkeltpersoner kan klage direkte til Domstolen over en deltagerstat (den individuelle klageadgang).

2.2 Klagebetingelser – den individuelle klageadgang

For at Domstolen kan behandle en klage indgivet af en privat person eller en organisation skal en række betingelser af såvel processuel som materiel art være opfyldt. Nedenfor følger en kort beskrivelse af de mest grundlæggende betingelser.

Klager skal være ”offer” for en krænkelse
Domstolen kan modtage klager fra personer, ikke-statslig organisationer eller grupper af enkeltpersoner. Det er imidlertid en betingelse for at klage, at man kan bevise eller sandsynliggøre, at man personligt er offer (”victim”) for en krænkelse af en eller flere af de rettigheder eller friheder, der opregnes i konventionen eller protokollerne. Som udgangspunkt er det derfor ikke muligt at klage over lovgivning eller myndighedernes praksis, hvis man ikke direkte berøres af lovgivningen eller myndighedernes praksis. Man berøres imidlertid direkte, hvis man for eksempel dømmes i en straffesag eller udvises af udlændingemyndighederne i strid med konventionen. I så fald opfylder man betingelsen om at være ”offer”.

Menneskerettighedsdomstolen har fastslået, at en person, der står overfor at blive udvist af en deltagerstat, opfylder betingelsen om at være ”offer” på trods af, at den behandling der klages over, den forventede mishandling i strid med artikel 3 i modtagerstaten, endnu ikke har fundet sted. En klage til Domstolen kræver imidlertid, at der er blevet truffet en endelig afgørelse om udvisning, der kan tvangsfuldbyrdes.

Staternes overtrædelser af konventionen
Domstolen kan kun behandle klager over staters overtrædelser af konventionen og tillægsprotokollerne. Domstolen behandler derfor kun klager over handlinger eller undladelser, som staten er ansvarlig for. Staten er ansvarlig for alle offentlige myndigheders handlinger, herunder domstole, politiet og udlændingemyndigheder.

Domstolen kan ikke behandle klager over private personer, organisationer eller foreninger. I visse situationer kan Domstolen dog behandle klagen, selvom det er en privat persons handlinger, der er den direkte årsag til klagen. Efter konventionen har staten nemlig en vis pligt til at gribe ind over for private virksomheder eller personers behandling af andre mennesker (se afsnittet om de såkaldte ”agents of persecution”).

Alle nationale retsmidler skal være udtømt
I henhold til artikel 35 kan Domstolen kun behandle en sag, ”når alle nationale retsmidler er udtømt”. Det betyder, at klageren skal have udnyttet alle muligheder for at få sagen behandlet af de nationale myndigheder. Herved sikres, at staten har haft mulighed for selv at råde bod på eventuelle overtrædelser af menneskerettighederne, inden Domstolen behandler sagen.

Ønsker man at klage over en beslutning om udsendelse, i forbindelse med et meddelt afslag på asyl, idet man er af den opfattelse, at udsendelsen strider imod forbuddet mod tortur i artikel 3, skal man afvente udfaldet af sagens endelige afgørelse i Flygtningenævnet, inden man klager til Domstolen.

Klagen må ikke være ”åbenbart ugrundet”
Domstolen kan afvise en klage, hvis den mener, at klagen er ”åbenbart ugrundet”. En klage er ”åbenbart ugrundet”, hvis der ikke er oplysninger i klagen, som tyder på, at konventionen er blevet overtrådt. Langt de fleste klager afvises som ”åbenbart ugrundet”.

Før den 28. november 1998, hvor den tidligere nævnte 11. tillægsprotokol trådte i kraft, var det, som ovenfor nævnt, Kommissionen der vurderede, hvorvidt en indgivet klage var ”åbenbart ugrundet” eller ej. Denne kompetence er nu henlagt til Domstolen.

2.3 Virkningen af indgivelsen af en klage/ afsigelsen af en dom

Domstolen er ikke en appelinstans for nationale afgørelser, og den kan ikke tilsidesætte eller ændre afgørelser, som er truffet af de nationale myndigheder. En klage til Domstolen har derfor heller ikke opsættende virkning.

En klager kan dog anmode Domstolen om at rette henvendelse til staten og anbefale, at de nationale myndigheder for eksempel undlader at effektuere en afgørelse om udsendelse, indtil Domstolen har afsagt en dom i klagesagen. I praksis følger staterne som hovedregel sådanne henstillinger. I sagen Mamatkulov og Askarov mod Tyrkiet (2005) udleverede Tyrkiet klagerne til Usbekistan, selvom Domstolen i medfør af procesreglementets artikel 39 om interim measures havde anmodet de tyrkiske myndigheder om at udsætte udleveringen indtil videre. Domstolen udtalte (præmisserne 128-129):

128. The Court reiterates that by virtue of Article 34 of the Convention Contracting States undertake to refrain from any act or omission that may hinder the effective exercise of an individual applicant’s right of application. A failure by a Contracting State to comply with interim measures is to be regarded as preventing the Court from effectively examining the applicant’s complaint and as hindering the effective exercise of his or her right and, accordingly, as a violation of Article 34 of the Convention.

129. Having regard to the material before it, the Court concludes that, by failing to comply with the interim measures indicated under Rule 39 of the Rules of Court, Turkey is in breach of its obligations under Article 34 of the Convention.”

Afgørelsen er beskrevet nærmere i afsnit 3.2.

Hvis domstolen dømmer staten for at have overtrådt konventionen, skal staten råde bod på den skete krænkelse. En beslutning om at udsende en person fra landet kan for eksempel ændres af de nationale myndigheder, så personen i stedet får en opholdstilladelse. Det er imidlertid i første omgang op til staten at bestemme, hvordan den kan leve op til konventionens krav efter at være blevet dømt af Domstolen.

Hvis Domstolen har dømt staten for en overtrædelse af konventionen, skal Europarådets Ministerkomité overvåge, om staten følger dommen, og staten er forpligtet til at underrette Ministerkomitéen om, hvilke tiltag den har iværksat for at efterleve dommen.

2.4 Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols anvendelse af foreløbige foranstaltninger, jf. Domstolens procesreglement regel 39

Det følger af regel 39 i Domstolens procesreglement, at det kammer, der behandler en klage, kan komme med tilkendegivelser om foreløbige foranstaltninger (interim measures), som Domstolen vurderer, at der bør træffes af hensyn til parterne eller en hensigtsmæssig behandling af klagesagen. Procesreglementet angiver ikke nærmere, hvornår hensynet til parternes interesse eller behandlingen af klagesagen taler for, at Domstolen kommer med tilkendegivelser om foreløbige foranstaltninger.

I praksis opstår spørgsmålet om foreløbige foranstaltninger navnlig i sager om udvisning, udsendelse eller udlevering af udlændinge, og anmodninger om anvendelsen af regel 39 vedrører som oftest retten til liv (konventionens artikel 2), retten til ikke at blive udsat for tortur eller umenneskelig behandling (konventionens artikel 3) og undtagelsesvis retten til respekt for privat- og familieliv (konventionens artikel 8).

Domstolen har udtalt, at i sager, hvor det med rimelighed er blevet gjort gældende, at der er en risiko for uopretteligt skade hvad angår klagerens adgang til at nyde beskyttelse efter en af konventionens kernebestemmelser, er formålet med foreløbige foranstaltninger at opretholde status quo, indtil Domstolen har taget stilling til foranstaltningens berettigelse. Foreløbige foranstaltninger skal således sikre den fortsatte tilstedeværelse af den genstand, der er emnet for anmodningen, således at der ikke sker uoprettelig skade hvad angår den påberåbte konventionsrettigheder. Derved letter foreløbige foranstaltninger den effektive udøvelse af retten til at indgive individuel klage efter artikel 34 ved at sikre sagens genstand, når denne vurderes at være i risiko for at lide uoprettelig skade som følge af den ansvarlige stats handlinger eller undladelser. Domstolen har videre udtalt, at foreløbige foranstaltninger tjener afgørende til at undgå uafvendelige situationer, som ville forhindre Domstolen i at undersøge sagen korrekt og – hvor den fandt det rigtigt – at sikre klageren den praktiske og effektive udnyttelse af de påberåbte konventionsret-tigheder. Tilkendegivelser om midlertidige foranstaltninger tjener således ikke kun til at der kan gennemføres en effektiv undersøgelse af klagen, men også til at sikre, at konventionens beskyttelse af klageren er effektiv. (se Mamatkulov og Askarov mod Tyrkiet (2005), præmisserne 108 og 125, og Aoulmi mod Frankrig (2006), præmisserne 103 og 107-108).

Domstolens anvendelse af regel 39 har således karakter af et foreløbigt processuelt retsmiddel. Der er med anvendelse af bestemmelsen ikke taget stilling til, om der i den konkrete sag foreligger en krænkelse af konventionen. Fra Domstolens praksis vedrørende konventionens artikel 3 er der således flere eksempler på anvendelse af regel 39 i sager vedrørende udenlandske statsborgere, hvor Domstolen efterfølgende har udtalt, at en udsendelse ikke ville udgøre en krænkelse af konventionen, se blandt andet de nedenstående afgørelser i fem sager anlagt af srilankanske statsborgere mod Danmark samt F.H. mod Sverige (2009). I sagen M. S. S. mod Belgien og Grækenland (2011) udtalte Domstolen i præmis 355 følgende: 

”The court next rejects the Government’s argument that the Court itself had not considered it necessary to indicate an interim measure under Rule 39 of the Rules of Court to suspend the applicant’s transfer. It reiterates that in cases such as this, where the applicant’s expulsion is imminent at the time when the matter is brought to the Court’s attention, it must take an urgent decision. The measure indicated will be a protective measure which on no account prejudges the examination of the application under Article 34 of the Convention. At this stage, when an interim measure is indicated, it is not for the Court to analyse the case in depth – and indeed it will often not have all the information it needs to do so […].”

Domstolen har i visse tilfælde anvendt regel 39 på et større antal sager vedrørende klagere af samme nationalitet og/eller etnicitet, som indbringes for Domstolen. Der kan herved blandt andet henvises til sagen NA. mod UK (2008), præmisserne 21 – 22).

Det fremgår af dommen F.H. mod Sverige (2009), at Domstolen anvendte regel 39 i en situation, hvor der var afsagt dom om, at der ikke som påstået af klageren var sket et brud på konventionens artikler 2 og 3, men hvor dommen endnu ikke var endelig, jf. konventionens artikel 44, stk. 2. Domstolen anvendte i dette tilfælde regel 39 efter dommens afsigelse for at sikre en eventuelt fortsat effektiv behandling af sagen, således at klageren ikke blev udsendt, inden dommen blev endelig.

2.5 Konventionens eksterritoriale virkning

I henhold til konventionens artikel 1 er deltagerstaterne forpligtet til at sikre enhver person under deres jurisdiktion de rettigheder og friheder, som er indeholdt i konventionen.

Staternes forpligtelse består således uanset personens nationalitet.

Domstolen har herudover fastslået, at en deltagerstats udlevering eller udsendelse af en person til en stat, hvor der er en alvorlig risiko for, at pågældende vil blive udsat for tortur eller umenneskelig eller nedværdigende behandling, kan rejse spørgsmål i henhold til artikel 3 og på den baggrund aktualisere den udleverende/udsendende stats ansvar efter konventionen. Idet en deltagerstat herved kan blive ansvarlig for krænkelser, der finder sted uden for dens territorium (og jurisdiktion), er dette blevet betegnet som en ekstraterritorial virkning af konventionen.

2.6 Menneskerettighedsdomstolens fortolkningsprincipper

Domstolen har ved flere lejligheder gjort klart, at konventionen som international traktat adskiller sig fra andre internationale traktater, idet sidstnævnte som oftest har karakter af kontrakter mellem staterne og ikke på samme måde som konventionen, er indgået for at beskytte individuelle rettigheder. I sagen Soering mod UK (1989) udtalte Domstolen følgende:

”In interpreting the Convention, regards must be had to its special character as a treaty for the collective enforcement of human rights and fundamental freedoms (…). Thus, the object and purpose of the Convention as an instrument for the protection of individual human beings require that its provisions be interpreted and applied so as to make its safeguards practical and effective (…).

Afgørelsen er nærmere beskrevet under afsnit 3.2, afsnit 4, afsnit 9 og afsnit 13.

Netop princippet om konventionens effektivitet og praktiske brugbarhed har ofte fået Domstolen til at anlægge en progressiv og aktiv fortolkning . Fokus har i mindre grad været på formalia og processuelle regler og i højere grad på hvilke friheder og forhold den konkrete bestemmelse i konventionen har til hensigt at beskytte.

De standarder for menneskerettighedsbeskyttelsen, der er indeholdt i konventionen, er ikke statiske, men afspejler ændringerne i deltagerstaternes samfund. Domstolen benytter således en dynamisk fortolkningsstil, og den lader sig inspirere af samtiden og ikke datidens samfundsopfattelse. I sagen Tyrer mod UK (1978), hvor Domstolen skulle vurdere, hvorvidt fysisk afstraffelse af ungdomskriminelle udgjorde nedværdigende behandling i henhold til artikel 3, udtalte Domstolen bl.a., følgende:

”the Convention is a living instrument which (…) must be interpreted in the light of present-day conditions. In the case now before it the Court cannot but be influenced by the development and commonly accepted standards in the penal policy of the member States of the Council of Europe in this field.”

I adskillige af konventionens bestemmelser forbeholdes deltagerstaterne en ret til at gøre indgreb i den beskyttede rettighed eller frihed, hvis et sådant indgreb er nødvendigt bl.a. for at beskytte andres rettigheder eller den offentlige orden, herunder den nationale sikkerhed. Når Domstolen konfronteres med en af disse bestemmelser, skal den søge at finde en passende balance mellem samfundets legitime behov for at regulere individers adfærd og pågældende individs ret til at nyde den pågældende rettighed eller frihed. Denne afvejning kaldes en proportionalitetstest.

I visse situationer tillader Domstolen staterne en såkaldt ” margin of appreciation ” i den praktiske anvendelse af konventionens bestemmelser og i proportionalitetstesten. Den konkrete grad af ”margin” som Domstolen tillader de enkelte stater, vil typisk afhænge af karakteren af det formål/ behov som staten ønsker at tilgodese ved det pågældende indgreb i den beskyttede rettighed eller frihed og en vurdering af, hvorvidt staten i den pågældende situation vil være bedre egnet til at foretage den fornødne proportionalitetsafvejning.

Enkelte af konventionens rettigheder, herunder artikel 3, er imidlertid af så fundamental karakter, at de ikke undergives en proportionalitetstest og staterne ikke indrømmes nogen ”margin of appreciation”.

Litteratur:

- Betænkning nr. 1407, vedrørende inkorporering af menneskerettighedskonventioner i dansk ret.

- Jens Vedsted Hansen: Torturforbud som udsendelsesbegrænsning: Non refoulement-virkningen af EMRK artikel 3 i EU-ret & Menneskeret 2/1998, side 49-57.

- Sådan klager du til Menneskerettighedsdomstolen , udgivet af Justitsministeriet, 1998.

- Jon Fridrik Kjølbro: Den Europæiske Menneskerettighedskonvention – for praktikere , udgivet på Jurist- og Økonomiforbundets Forlag, 2005.


3. Beviskrav vedrørende risikoen for overgreb i strid med EMRK artikel 3 i modtagerstaten

Af Menneskerettighedsdomstolens praksis kan udledes, at en stat krænker artikel 3 ved at udsende en person til en stat, hvor der er vægtige grunde til at antage, at der er en reel risiko for, at personen bliver behandlet i strid med artikel 3. Dog er den blotte mulighed for mishandling ikke i sig selv tilstrækkeligt til at statuere en krænkelse. Domstolen har imidlertid ikke udelukket, at der ikke vil kunne opstå situationer, hvor den generelle situation i en stat, eller i et område af en stat, er så alvorlig og faretruende, at en udsendelse af en person dertil i sig selv vil være en krænkelse af artikel 3 uagtet, at personen ikke er mere udsat end andre personer fra pågældende stat eller område.

3.1 Udgangspunktet – ”vægtige grunde til at antage”

Menneskerettighedsorganerne (Menneskerettighedsdomstolen og Menneskerettighedskommissionen) har fastslået, at en stat kan krænke konventionens artikel 3, hvis den overgiver en person til en stat, hvor personen må befrygtes at blive udsat for en behandling, der er i strid med artikel 3.

Menneskerettighedsdomstolen slog dette princip fast første gang i sagen Soering mod UK (1989), hvor domstolen skulle tage stilling til, hvorvidt UK krænkede artikel 3, hvis den efterkom en anmodning fra USA om udlevering af en person, der var mistænkt for drab og på den baggrund risikerede dødsstraf i USA. Domstolen fandt, at en udlevering af en person til en stat, hvor der er vægtige grunde til at antage, at denne vil være i fare for at blive udsat for tortur, vil være uforenelig med konventionens grundlæggende formål og ånd og de fundamentale værdier i de demokratiske samfund.

I sagen Cruz Varas mod Sverige (1991), hvor Domstolen skulle tage stilling til, hvorvidt Sverige havde krænket artikel 3 ved at have udsendt en chilensk statsborger til Chile, efter at have meddelt denne afslag på en ansøgning om asyl, bekræftede Domstolen, at ovennævnte princip tillige finder anvendelse i sager om udsendelse af afviste asylsøgere og fastslog, at det afgørende i bevisvurderingen er, hvorvidt

“… substantial grounds have been shown for believing that the person in question, if expelled, would face a real risk of being subjected to treatment contrary to Article 3 in the receiving country…”

Afgørelsen er nærmere beskrevet under afsnit 3.3.

I den danske litteratur (Jens Vedsted Hansen: Torturforbud som udsendelsesbegrænsning ; EU-ret & Menneskeret 2/1998, side 51) er dette blevet oversat til,

“vægtige grunde til at antage, at der er en reel risiko for, at personen, hvis udsendt, i modtagerstaten risikerer en behandling i strid med artikel 3” .

Bevisvurderingen blev cementeret i sagen Vilvarajah m.fl. mod UK (1991), hvor Domstolen skulle vurdere, hvorvidt UK havde krænket artikel 3 ved udsendelsen af fem tamilske mænd fra Sri Lanka, der havde fået afslag på deres asylansøgninger. I samme sag udtalte Domstolen også, at

“… a mere possibility of ill-treatment is not in itself sufficient…”

I den danske litteratur (se Jens Vedsted Hansen, side 53) er dette blevet oversat til,

”den blotte mulighed for mishandling er ikke i sig selv nok” .

Det fremgår af sagen, at Domstolen ikke fandt, at det blot var de fem afviste asylansøgere, der på daværende tidspunkt risikerede en eller anden form for arbitrær mishandling i Sri Lanka, men derimod alle unge tamilske mænd i Sri Lanka. Det faktum, at ingen af de fem tamiler havde nogen særlige kendetegn (”special distinguishing features”) gjorde, at der ikke var noget, der indikerede, at de skulle være mere udsatte end andre unge tamilske mænd.

Det fremgår imidlertid også af Domstolens udtalelser i sagen, at man ikke vurderede, at den generelle situation i Sri Lanka på daværende tidspunkt, på trods af den generelle risiko for arbitrær mishandling, var så alvorlig, at det i sig selv ville krænke artikel 3 at udsende personer dertil.

Afgørelsen er nærmere beskrevet under afsnit 3.2.

Af principperne fra Vilvarajah-dommen, som menneskerettighedsorganerne ofte genkalder sig i sine afgørelser om foreneligheden af udsendelsen af personer med forbuddet mod tortur i artikel 3, kan man konkluderende udlede, at en stat krænker artikel 3 ved at udsende en person til en stat, hvor der er vægtige grunde til at antage, at der er en reel risiko for, at personen bliver behandlet i strid med artikel 3, men at den blotte mulighed for mishandling ikke i sig selv er tilstrækkeligt til at statuere en krænkelse.

Se tillige Domstolens afgørelse i sagen Müslim mod Tyrkiet (2005), som er nærmere beskrevet under afsnit 5. I denne afgørelse gentog Domstolen, at den blotte mulighed for mishandling som følge af en ustabil situation i et land ikke i sig selv medfører en overtrædelse af artikel 3.

Domstolen udelukker herved ikke, at der ikke vil kunne opstå situationer, hvor den generelle situation i en stat, eller i et område af en stat, er så alvorlig og faretruende, at en udsendelse af en person dertil i sig selv vil være en krænkelse af artikel 3 uagtet, at personen ikke er mere udsat end andre personer fra pågældende stat eller område.

Domstolen udtalte herom i sagen NA mod UK (2008):

“115. From the foregoing survey of its case-law, it follows that the Court has never excluded the possibility that a general situation of violence in a country of destination will be of a sufficient level of intensity as to entail that any removal to it would necessarily breach Article 3 of the Convention. Nevertheless, the Court would adopt such an approach only in the most extreme cases of general violence, where there was a real risk of ill-treatment simply by virtue of an individual being exposed to such violence on return.

116. Exceptionally, however, in cases where an applicant alleges that he or she is a member of a group systematically exposed to a practice of ill-treatment, the Court has considered that the protection of Article 3 of the Convention enters into play when the applicant establishes that there are serious reasons to believe in the existence of the practice in question and his or her membership of the group concerned (see Saadi v. Italy, cited above, § 132). In those circumstances, the Court will not then insist that the applicant show the existence of further special distinguishing features if to do so would render illusory the protection offered by Article 3. This will be determined in light of the applicant's account and the information on the situation in the country of destination in respect of the group in question (see Salah Sheekh, cited above, § 148). The Court's findings in that case as to the treatment of the Ashraf clan in certain parts of Somalia, and the fact that the applicant's membership of the Ashraf clan was not disputed, were sufficient for the Court to conclude that his expulsion would be in violation of Article 3.

117. In determining whether it should or should not insist on further special distinguishing features, it follows that the Court may take account of the general situation of violence in a country. It considers that it is appropriate for it to do so if that general situation makes it more likely that the authorities (or any persons or group of persons where the danger emanates from them) will systematically ill-treat the group in question (see Salah Sheekh, § 148; Saadi v. Italy, §§ 132 and 143; and, by converse implication, Thampibillai, §§ 64 and 65; Venkadajalasarma, §§ 66 and 67, all cited above).”

Domstolen har i dommen F.H. mod Sverige af (2009) i præmis 90 gentaget, at en generel voldstilstand normalt ikke i sig selv vil indebære en krænkelse af artikel 3 i tilfælde af udsendelse, men at Domstolen aldrig har udelukket muligheden for, at den generelle voldssituation i bestemmelseslandet kan være af en så tilstrækkelig høj intensitet, at enhver udsendelse til det pågældende land vil indebære en krænkelse af artikel 3. Domstolen understregede også i denne dom, at den kun ville anlægge denne betragtning i de mest ekstreme tilfælde af generel voldsudøvelse, hvor der består en reel risiko for overgreb alene i kraft af en tilstedeværelse på området.

I dommen Sufi og Elmi mod UK (2011) behandlede Domstolen samme spørgsmål. Domstolen udtalte blandt andet, at den generelle vold i Mogadishu på tidspunktet for dommen havde nået et niveau, hvor enhver, der vendte tilbage til byen, som udgangspunkt ville være i reel risiko for at blive udsat for overgreb i strid med artikel 3, alene som følge af den blotte tilstedeværelse, medmindre vedkommende havde tilstrækkeligt gode relationer på højeste niveau til magtfulde aktører i byen, der gjorde det muligt for den pågældende at opnå beskyttelse. Domstolen udelukkede ikke, at resten af det sydlige og centrale Somalia kunne udgøre et internt flugtalternativ (IFA), forudsat at den udsendte kunne rejse til og bosætte sig i det pågældende område uden at komme i en reel risiko for overgreb i strid med artikel 3. Der kunne således være dele af det sydlige og centrale Somalia, hvor en udsendt ikke nødvendigvis ville være i reel risiko for at blive udsat for overgreb i strid med artikel 3 alene som følge af den generelle situation. Det var dog en betingelse, at den udsendte person blandt andet havde nære familiære relationer i området, hvor vedkommende effektivt ville kunne søge tilflugt. Hvis en udsendt persons familierelationer var i en region, der kontrolleredes af den islamistiske bevægelse al-Shabaab, eller vedkommende var nødt til at rejse gennem al-Shabaab-kontrolleret område, udtalte Domstolen, at vedkommende ville være i en reel risiko for overgreb, medmindre det kunne påvises, at vedkommende havde erfaring med at rejse og opholde sig i Somalia og derfor kunne undgå opmærksomheden fra al-shabaab. For somaliske statsborgere, som havde været i udlandet længe nok til at blive ”westernised”, ville denne risiko for at tiltrække sig al-Shabaabs opmærksomhed være særligt stor.

Efter afsigelsen af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols afgørelse i sagen Sufi og Elmi mod UK (2011) er forholdene i det sydlige og centrale Somalia blevet væsentligt ændret. Den islamistiske bevægelse al-Shabaab har trukket sig ud af eller er blevet fordrevet fra flere af de byområder i det sydlige og centrale Somalia, som de tidligere kontrollerede, herunder Mogadishu, og kontrollerer på nuværende tidspunkt alene visse landlige områder.

Dette afspejles også i Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols afgørelse i sagen K.A.B. mod Sverige (2013), hvor Domstolen fandt, at de aktuelle forhold i Mogadishu ifølge de nu tilgængelige baggrundsoplysninger ikke længere var af en sådan karakter, at enhver, som var til stede i byen, befandt sig i en reel risiko for behandling i strid med artikel 3.

Senest har Domstolen i sagen R.H. mod Sverige (2015) om den aktuelle situation i Mogadishu udtalt, at ”The assessment made in K.A.B. v. Sweden is still valide.” (præmis 68.) 

I sagen Salah Sheekh mod Nederlandene (2007) var klageren flygtet efter at han og hans familie havde været udsat for overgreb på grund af deres klantilhørsforhold. Domstolen udtalte:

“…What is relevant in this context is whether the applicant was able to obtain protection against and seek redress for the acts perpetrated against him. The Court considers that this was not the case. Moreover, having regard to the information available (see for instance paragraphs 100-102, 108 and 111-112 above), the Court is far from persuaded that the situation has undergone such a substantial change for the better that it could be said that the risk of the applicant being subjected to this kind of treatment anew has been removed or that he would be able to obtain protection from the (local) authorities. There is no indication, therefore, that the applicant would find himself in a significantly different situation from the one he fled (see Ahmed , cited above, § 44). (præmis 147)

148. The Court would further take issue with the national authorities' assessment that the treatment to which the applicant was subjected was meted out arbitrarily. It appears from the applicant's account that he and his family were targeted because they belonged to a minority and for that reason it was known that they had no means of protection; they were easy prey, as were the other three Ashraf families living in the same village (see paragraph 7 above). The Court would add that, in its opinion, the applicant cannot be required to establish the existence of further special distinguishing features concerning him personally in order to show that he was, and continues to be, personally at risk. In this context it is true that a mere possibility of ill-treatment is insufficient to give rise to a breach of Article 3. Such a situation arose in the case of Vilvarajah and Others v. the United Kingdom , where the Court found that the possibility of detention and ill-treatment existed in respect of young male Tamils returning to Sri Lanka. The Court then insisted that the applicants show that special distinguishing features existed in their cases that could or ought to have enabled the United Kingdom authorities to foresee that they would be treated in a manner incompatible with Article 3 (judgment cited above, p. 37, §§ 111-112). However, in the present case, the Court considers, on the basis of the applicant's account and the information about the situation in the “relatively unsafe” areas of Somalia in so far as members of the Ashraf minority are concerned, that it is foreseeable that on his return the applicant would be exposed to treatment in breach of Article 3. It might render the protection offered by that provision illusory if, in addition to the fact of his belonging to the Ashraf – which the Government have not disputed –, the applicant were required to show the existence of further special distinguishing features.

149. The foregoing considerations are sufficient to enable the Court to conclude that the expulsion of the applicant to Somalia as envisaged by the respondent Government would be in violation of Article 3 of the Convention.”

Med hensyn til spørgsmålet om, hvorvidt beskyttelse efter artikel 3 i sagen NA. mod UK (2008) forudsatte tilstedeværelsen af yderligere særlige kendetegn (”further special distinguishing features”), fandt Domstolen ikke, at den forværrede sikkerhedssituation og stigning i menneskerettighedskrænkelser i Sri Lanka i sig selv medførte en generel risiko for alle tamiler, der vendte tilbage til Sri Lanka. Domstolen udtalte:

“It follows that both the assessment of the risk to Tamils of “certain profiles” and the assessment of whether individual acts of harassment cumulatively amount to a serious violation of human rights can only be done on an individual basis. Thus, while account must be taken of the general situation of violence in Sri Lanka at the present time, the Court is satisfied that it would not render illusory the protection offered by Article 3 to require Tamils challenging their removal to Sri Lanka to demonstrate the existence of further special distinguishing features which would place them at real risk of ill-treatment contrary to that Article (see Salah Sheekh , cited above, § 148 and paragraphs 116 117 above).” (præmis 128)

3.2 Menneskerettighedsorganernes konkrete bevisvurdering, herunder bevisbyrde

I vurderingen af, hvorvidt der i en konkret sag foreligger vægtige grunde til at antage, at der er en reel risiko for, at en person vil blive behandlet i strid med artikel 3 i modtagerstaten foretager Domstolen en konkret vurdering og inddrager alle foreliggende oplysninger, herunder:

  • udlændingens eventuelle forklaring for Domstolen,
  • udlændingens tidligere forklaringer,
  • baggrundsoplysninger om situationen i pågældende modtagerstat fra internationale organisationer,
  • eventuelle dokumenter og vidneforklaringer.

3.2.1 Oplysninger i den konkrete sag

Praksis frembyder eksempler på, at det lægges klageren til last, hvis den pågældende ikke har fremlagt dokumentation, der støtter hans forklaring, se hertil Paez mod Sverige (1996). Omvendt findes også eksempler på, at Menneskerettighedsdomstolen ikke i alle tilfælde lader manglende dokumentation komme klageren til skade, herunder hvis fremskaffelsen af en sådan dokumentation ikke har været mulig, se hertil Bahaddar mod Nederlandene (1998). Paex mod Sverige (1996) er nærmere beskrevet nedenfor.

Ved vurderingen af klagernes troværdighed lægger Menneskerettighedsorganerne vægt på, om klagerens forklaring for de nationale myndigheder har været konsistent, eller om den omvendt har været præget af divergenser, se hertil blandt andet N. S. mod Danmark (2011), ligesom praksis indeholder eksempler på, at det lægges klageren til last, hvis denne først på et sent tidspunkt under sagen er fremkommet med væsentlige oplysninger, se hertil Cruz Veras (1991) mod Sverige og Nikham mod Sverige (1994). Omvendt illustrerer T.I. mod UK (2000), at den indklagede stat er forpligtet til at inddrage nye oplysninger ved en eventuel anke af afgørelsen om udsendelse af klageren. Disse afgørelser er også nærmere beskrevet nedenfor.

Domstolen er ikke afskåret fra at foretage sin egen vurdering af sagsakters originalitet eller en klagers troværdighed. Det hænder at Domstolen, efter at have foretaget en selvstændig prøvelse af alle sagens oplysninger når et andet resultat end myndighederne i den indklagede stat for så vidt angår en klagers troværdighed. I sagen N. mod Finland (2005)havde de finske myndigheder fundet klagers forklaring utroværdig og havde derfor meddelt ham afslag på asyl. Domstolen tog selv til Finland og optog vidneforklaringer fra klageren, dennes ægtefælle, en anden asylansøger fra samme land som klageren og en overordnet medarbejder fra den finske udlændingemyndighed i første instans, som havde deltaget i behandlingen af klagerens asylsag. Domstolen fandt på baggrund af afhøringerne at have visse forbehold med hensyn til klagers troværdighed, men fandt efter en vurdering af det nu samlede bevismateriale at kunne lægge væsentlige dele af klagerens forklaring til grund. Domstolen understregede, at de finske myndigheder ikke havde haft adgang til at optage forklaring fra den anden asylansøger, og fandt ikke at Domstolens vurdering var i modstrid med den vurdering, de finske myndigheder havde anlagt, ligesom Domstolen ikke fandt anledning til at kritisere de finske myndigheders oprindelige asylinterview.

3.2.2 Baggrundsoplysninger

Ved vurderingen af hvorvidt klageren risikerer overgreb ved en tilbagevenden til hjemlandet, lægger Menneskerettighedsorganerne blandt andet vægt på baggrundsoplysninger om situationen i oprindelseslandet fra internationale organisationer, sammenholdt med klagerens profileringsgrad, se hertil blandt andet Chalal mod UK (1996). I denne sag førte baggrundsoplysninger til, at det ville være i strid med EMRK art. 3 at udsende den pågældende til hjemlandet. Se også Thamapalan Thampibillai mod Nederlandene (2004), hvor der ikke blev statueret krænkelse af EMRK art. 3, idet situationen i hjemlandet var forbedret. Begge afgørelser er nærmere beskrevet nedenfor.

I dommen Shalah Sheekh mod Nederlandene (2007) udtalte Domstolen sig herom. I afgørelsen udtalte Domstolen sig ligeledes om, på hvilket tidspunkt risikoen for behandling i strid med artikel 3 skal vurderes:

”… In respect of materials obtained proprio motu , the Court considers that, given the absolute nature of the protection afforded by Article 3, it must be satisfied that the assessment made by the authorities of the Contracting State is adequate and sufficiently supported by domestic materials as well as by materials originating from other reliable and objective sources such as, for instance, other Contracting or non-Contracting States, agencies of the United Nations and reputable non-governmental organisations. In its supervisory task under Article 19 of the Convention, it would be too narrow an approach under Article 3 in cases concerning aliens facing expulsion or extradition if the Court, as an international human rights court, were only to take into account materials made available by the domestic authorities of the Contracting State concerned, without comparing these with materials from other reliable and objective sources. This further implies that, in assessing an alleged risk of treatment contrary to Article 3 in respect of aliens facing expulsion or extradition, a full and ex nunc assessment is called for as the situation in a country of destination may change in the course of time. Since the nature of the Contracting States' responsibility under Article 3 in cases of this kind lies in the act of exposing an individual to the risk of ill-treatment, the existence of the risk must be assessed primarily with reference to those facts which were known or ought to have been known to the Contracting State at the time of the expulsion (see Vilvarajah and Others , cited above, p. 36, § 107). In the present case, given that the applicant has not yet been expelled, the material point in time is that of the Court's consideration of the case. Even though the historical position is of interest in so far as it may shed light on the current situation and its likely evolution, it is the present conditions which are decisive and it is therefore necessary to take into account information that has come to light after the final decision taken by the domestic authorities (see Chahal v. the United Kingdom , judgment of 15 November 1996, pp. 1856 and 1859, §§ 86 and 97, Reports 1996-V; H.L.R. v. France , 9 April 1997, Reports 1997-III, p. 758, § 37; and class="ju-005fpara--char">Mamatkulov and Askarov , cited above, § 69).” (præmis 136)

Shalah Sheekh mod Nederlandene (2007) er beskrevet nedenfor.

Hvad angår situationen i oprindelseslandet har Domstolen ofte lagt vægt på de oplysninger, der fremgår af aktuelle rapporter fra uafhængige internationale menneskerettighedsorganisationer, herunder Amnesty International, eller regeringskilder, herunder US State Department. Ved vurderingen af hvilken betydning der skal tillægges de oplysninger, som fremgår af baggrundsoplysningerne, skal der ifølge Domstolen tages hensyn til kilden, herunder særligt om den er uafhængig, pålidelig og objektiv. I Saadi mod Italien (2008), udtalte Domstolen blandt andet:

” In the present case the Court has had regard, firstly, to the reports of Amnesty International and Human Rights Watch on Tunisia (see paragraphs 65-79 above), which describe a disturbing situation. The conclusions of those reports are corroborated by the report of the US State Department (see paragraphs 82-93 above). In particular, these reports mention numerous and regular cases of torture and ill-treatment. … Bearing in mind the authority and reputation of the authors of these reports, the seriousness of the investigations by means of which they were compiled, the fact that on the points in question their conclusions are consistent with each other and that those conclusions are corroborated in substance by numerous other sources (see paragraph 94 above), the Court does not doubt their reliability. Moreover, the respondent Government have [sic] not adduced any evidence or reports capable of rebutting the assertions made in the sources cited by the applicant.” (præmis 143)

Shalah Sheekh mod Nederlandene (2007) er beskrevet nærmere nedenfor.

Domstolen lægger i sagens natur større vægt på rapporter, som forholder sig til menneskerettighedssituationen i oprindelseslandet og direkte omhandler de forhold, der ligger til grund for den påståede krænkelse i den konkrete sag end på rapporter udformet som generelle vurderinger. Dette gælder også oplysninger hidrørende fra UNHCR, jf. herved N.A. mod UK (2008), hvor Domstolen udtalte:

“In respect of the UNHCR Position Paper (see paragraphs 65-68 above) and in light of its own observations at paragraphs 118-122 above, the Court shares the view of the AIT [medlemsstatens myndigheder] in LP [anden sag vedrørende etnisk tamil fra Sri Lanka, ikke indbragt for Domstolen] that “substantive weight” should be accorded to it. However, the Court also accepts the domestic authorities’ view that the UNHCR Position Paper, by its nature, speaks in necessarily broad terms. In contrast to the findings made by the UNHCR and relied on by the Court in the Jabari judgement, cited above, §§ 18 and 41, the UNHCR’s Position Paper is a general survey of the varying risks to each of Sri Lanka’s different ethnic groups. As such, the views expressed in that paper could not themselves be decisive in the domestic authorities’ assessment of the risk to Tamils returning to Sri Lanka and cannot be decisive in the Court’s own assessment of the same…”. (præmis 127)

3.2.3 Bevisbyrde

Det har i den juridiske litteratur været hævdet, at menneskerettighedsorganerne er meget tilbageholdende med at give klageren medhold i hans klage, og at klageren skal løfte en relativ tung bevisbyrde for organerne. Sikkert er det i hvert fald, at Kommissionen flere gange har udtalt, at en udsendelse kun under særlige omstændigheder rejser spørgsmål i henhold til artikel 3, og at det som udgangspunkt tilkommer klageren at godtgøre, at den påståede frygt for mishandling i modtagerstaten er velbegrundet, og at den påståede mishandling opfylder de fornødne krav til intensitet. Se bl.a. Kommissionens afgørelser i sagerne Mendis mod UK(1989) og P.S. mod UK (1989).

Domstolen har dog også anerkendt, at denne bevisbyrde kan være svær at løfte, se f.eks. Said mod Nederlandene (2008), hvor Domstolen udtalte:

”In determining whether it has been shown that the applicant runs a real risk, if expelled to Eritrea, of suffering treatment proscribed by Article 3, the Court will assess the issue in the light of all the material places before it, or, if necessary, material obtained proprio motu. The Court has recognised in this context that direct documentary evidence proving that an applicant himself or herself is wanted for any reason by the authorities of the country may well be difficult to obtain (see Bahaddar v. the Netherlands, judgment of 19 February 1998, Reports 1998-I, p. 263, § 45). It is nevertheless incumbent on persons who allege that their expulsion would amount to a breach of Article 3 to adduce, to the greatest extent practically possible, material and information allowing the authorities of the Contracting State concerned, as well as the Court, to assess the risk a removal may entail.”

I sagen Saadi mod Italien (2008) anfægtede medlemsstaten, at klageren havde ført tilstrækkeligt bevis for, at han risikerede behandling i strid med artikel 3 ved en tilbagevenden til sit hjemland. Medlemsstaten gjorde i den forbindelse blandt andet gældende, at de ”internationale kilder”, som klageren havde citeret (Amnesty International og US State Department), var vage og irrelevante. Dette blev afvist af Domstolen, der dels fastslog, at den ikke havde nogen betænkeligheder med hensyn til kildernes pålidelighed, dels fremhævede, at medlemsstaten ikke havde påberåbt sig nogen beviser eller rapporter, der kunne tilbagevise de påstande, som fremgik af de af klageren citerede kilder, jf. den ovenfor under afsnit 3.2.2 citerede præmis 143 fra dommen. I sin afgørelse udtaler Domstolen:

“In these circumstances, the Court considers that in the present case substantial grounds have been shown for believing that there is a real risk that the applicant would be subjected to treatment contrary to Article 3 of the Convention if he were to be deported to Tunisia. That risk cannot be excluded on the basis of other material available to the Court…”. (præmis 146)

3.2.4 Domstolens samlede bevisvurdering

I praksis spores der en tendens til, at Menneskerettighedsdomstolen lader følgende forhold tale til den indklagede stats fordel:

  • eventuel besiddelse af solide baggrundsoplysninger om det pågældende land,
  • eventuel erfaring i at behandle asylansøgninger fra andre statsborgere fra pågældende stat, hvoraf nogle til tider meddeles opholdstilladelse,

Se i den forbindelse bl.a. H.G. mod Sverige (1994) hvor Kommissionen udtaler,

”When considering this issue the Commission attaches importance to the fact that the Swedish authorities appear to have gained considerable experience in evaluating claims of the present nature by virtue of the large number of Iranian asylum seekers in Sweden. It notes that residence permits have in fact been granted in numerous cases and that the authorities are obliged to consider essentially the same factors as are relevant to the Convention organs’ assessment under Article 3 (Art. 3) of the Convention.”

At det i praksis forholder sig således, at Menneskerettighedsdomstolen kan lade den konkrete bevisvurdering falde ud til fordel for den indklagede stat illustreres af følgende citat fra Damla og andre mod Tyskland (2000):

”… Furthermore, the Court observes that altogether three different asylum proceedings have been carried out by the German courts in the apllicans’ case. They carefully evaluated the evidence which the applicants submitted in support of their asylum requests. The Court recalls that, as a general rule, the assessment of the facts and the taking of evidence and its evaluation is a matter which necessarily comes within the appreciation of the national courts and cannot be reviewed by the Court unless there is an indication that the judges have drawn grossly unfair or arbitrary conclusions from the facts before them…. “.

Se endvidere NA mod UK (2008), hvor Domstolen for så vidt angår spørgsmålet om, hvorvidt den forværrede sikkerhedssituation og stigning i menneskerettighedskrænkelser i Sri Lanka i sig selv medførte en generel risiko for alle tamiler, der vendte tilbage til Sri Lanka, udtalte:

”…the domestic authorities, while recognising this deterioration and the corresponding increase in human rights violations, did not conclude that this created a general risk to all Tamils returning to Sri Lanka (see in particular the findings of the AIT in LP in paragraphs 232–234 of the determination; set out at paragraph 43 above), nor has the applicant in the present case sought to challenge that conclusion in his submissions. The Court has examined closely the developments in Sri Lanka since the AIT’s determination in LP, particularly the information that has become available since that determination (see paragraphs 53–85 and 124 above). It considers that there is nothing in that objective information which would require the Court to reach a different conclusion of its own motion. (præmis 125)

126. The Court also finds that in reaching the conclusions they did, the United Kingdom authorities, including the Secretary of State, the AIT and the High Court, gave serious and anxious consideration to the risk to Tamils returning to Sri Lanka (see paragraphs 58-59, 30-46, and 50 above). They considered all the relevant objective evidence and, just as importantly, considered the appropriate weight to be given to it.”

Medlemsstatens vurdering af den individuelle risiko ved udsendelse skete med udgangspunkt i en liste over risikofaktorer, som myndighederne havde stillet op. Selvom Domstolen kunne tilslutte sig den fremgangsmåde og ikke fandt det nødvendigt at inddrage yderligere risikofaktorer, nåede Domstolen til en anden konklusion end medlemsstaten i den konkrete sag. Domstolen henviste herved blandt andet til, at medlemsstatens sidste fulde faktuelle vurdering af sagen var foretaget i 2003, til betydningen af den ændrede sikkerhedssituation i Sri Lanka og de srilankanske myndigheders forhøjede sikkerhedsforanstaltninger samt til den kumulative virkning af de relevante risikofaktorer.

I sagen Said mod Nederlandene (2005) lod Domstolen ligeledes den konkrete bevisvurdering falde ud til fordel for klageren. Domstolen udtalte:

”In this connection, the Court observes in the first place that the applicant’s statements have been consistent, and, secondly, that he has submitted persuasive argument to rebut the Government’s claim that his account lacked credibility. For example, he has provided information on the commencement of the demobilisation of the Eritrean army (…), and has substantiated part of his account in that the Horn of Africa specialist of the Netherlands branch of Amnesty International confirmed that the Eritrean army indeed conducted evaluation meetings after an offensive and that it was not uncommon for soldiers to be arrested some time after they had expressed criticisms of their superiors (…). Even though this material does not relate to the applicant personally but concerns information of a more general nature, it is difficult to see what more he might reasonably have been expected to submit in the way of substantiation of his account and as a possible explanation for the four-month gab – used as an argument against him by the respondent Government – between his allegedly voicing criticisms at the evaluation meeting in August 2000 and his arrest in December of that year.”

3.3 Domstolens praksis

Nedenfor følger en kort gennemgang af nogle af de væsentligste afgørelser fra Domstolen og enkelte eksempler på sager fra Kommissionen. Afgørelserne er listet kronologisk med de nyeste afgørelser først. 

Case of A.M. v. The Netherlands (appl. 29094/09) afsagt den 5. juli 2016.

Case of R.B.A.B. and OThers v. Netherlands (appl. 7211/06) afsagt den 7. juni 2016.

Case of Paoshvili v. Belgium (appl 41738/10) afsagt den 13. december 2016

Case of Sow v. Belgium (appl. 27081/13) afsagt den 19. januar 2016.

Case of Sow. v. Belgium (appl. 27081/13) oversættelse af udvalgte præmisser

Case of Sow. v. Belgium (appl. 27081/13) Press Release

Case of J.K. and others v. Sweden (appl. 59166/12)) afsagt den 4. juni 2015, endelig den 23. august 2016.

Case of F.G v. Sweden (appl. 43611/11) afsagt den 16. januar 2014, endelig den 23. marts 2016.

Case of R.H. v. Sweden (appl. 4601/14) afsagt den 10. september 2015, endelig den 1. februar 2016.

Case of A.W.Q. and others v. The Netherlands (appl. 25077/06) afsagt den 12. januar 2016.

Case of L.M. and others v. Russia (appl. 40081/14 and others) afsagt den 15. oktober 2015.

Case of M.K. c.  France (appl. 76100/13) afsagt den 1. september 2015.

Press Release M.K. c.  France (appl. 76100/13).

Case of L.O. c. la France (appl. 4455/14) afsagt den 26. maj 2015.

Case of M.T. v. Sweden (appl 1412/12) af 26. februar 2015

Case of Fozil Nazarov v. Russia (appl. 74759/13) afsagt den 11. december 2014, endelig den 20. april 2015).

Affaire A.F. c. France (appl. 80086/13) afsagt den 15. januar 2015
Resumé A.F. c. France (appl. 80086/13)

Affaire A.A. c. France (appl. 18039/11) afsagt den 15. januar 2015

Press Release A.F. c. France and A.A. c. France

Case of A.A. v. Switzerland afsagt den 7. januar 2014

Affaire N.K. c. France afsagt den 19. december 2013

Resumé af N.K. c. France

Case of K.A.B. v. Sweden (appl. 886/11) afsagt den 5. september 2013.

Case of I v. Sweden (appl. 61204/09) afsagt den 5. september 2013.

Case of D.N.M. v. Sweden (appl. 28379/11) afsagt den 27. juni 2013.

Case of A.G.A.M. v. Sweden (appl. 71680/10) afsagt den 27. juni 2013.

Case of Mo.M. v. France (appl. 18372/10) afsagt den 18. april 2013.

Press release Mo.M. v. France

Case of H. and B. v. UK (appl. 70070/10 og 44539/11) afsagt den 9. april 2013.

Case of S.H.H. v. UK (appl. 60367/10) afsagt den 29. januar 2013.

Case of D.N.W. v. Sweden (appl. 29946/10) afsagt den 6. december 2012.

Case of Zokhidov v. Russia (appl. 68286/10) afsagt den 5. december 2012.

Case of A. A. and others v. Sweden (appl.14499/09) afsagt den 28. juni 2012.

Case of Bajsultanov v. Austria (appl.54131/10) afsagt den 12. juni 2012.

Case of H. N. v. Sweden (appl. 30720/09) afsagt den 15. maj 2012.

Case of S. F. and others v. Sweden (appl. 5277/10) afsagt 15. maj 2012.

Case of Babar Ahmad and others v. The United Kingdom (appl. 24027/07, 11949/08, 36742/08, 66911/09 and 67354/09) afsagt den 10. april 2012.

Case of Al Husin v. Bosnia and Herzegovina (appl. 3727/08) afsagt den 7. februar 2012.

Case of M.S. v. Belgium (appl. 50012/08) afsagt 31. januar 2012.

Case of Othman (Abu Qatada) v. The United Kingdom (appl. 8139/09) afsagt 17. januar 2012.

Case of V.F. c. la France (appl. 7196/10) afsagt den 29. november 2011.

Case of Ahorugeza v. Sweden (appl. 37075/09) afsagt 27. oktober 2011.

Case of Husseini v. Sweden (appl. 10611/09) afsagt den 13. oktober 2011.

Case of Sufi and Elmi v. The United Kingdom (appl. 8319/07 and 1149/07) afsagt den 28. juni 2011.

Case of T.N. and S.N. v. Denmark (appl. 36517/08 EMD) afsagt den 20. januar 2011, endelig den 20. juni 2011.

Resumé af T.N. and S.N. v. Denmark

Case of S.S. and others v. Denmark (appl. 54703/08 EMD) afsagt den 20. januar 2011, endelig den 20. juni 2011.

Resumé af S.S. and others v. Denmark

Case of N.S. v. Denmark (appl. 58359/08) afsagt den 20. januar 2011, endelig den 20. april 2011.

Resumé af N.S. v. Denmark

Case of A.A. v. Greece (appl. 12186/08) afsagt den 22. juli 2010, endelig den 22. oktober 2010.

Resumé af A.A. v. Greece 

Case of N. v. Sweden (appl. 23505/09) afsagt den 20. juli 2010, endelig den 20. oktober 2010.

Resumé af N. v. Sweden

Case of Al-Saadoon & Mufdhi v. UK (appl. 61498/08) afsagt den 3. marts 2010 – endelig 4. oktober 2010.

Case of S.H. v. UK (appl. 19956/06) afsagt den 15. juni 2010, endelig den 15. september 2010.

Resumé af S.H. v. UK  

Case of Mawaka v. Netherlands (appl. 29031/04) afsagt 1. juni 2010, endelig den 1. september 2010.

Resumé af Case of Mawaka v. Netherlands.

Case of A. v. Netherlands (appl. 4900/06) afsagt 20. juli 2010.

Resumé af A. v. Netherlands

Case of R.C. v. Sweden (appl. 41827/07 ) afsagt 9. marts 2010 – endelig 9. juni 2010.

Case of Daoudi v. France (appl.19576/08) afsagt den 3. december 2009, endelig den 3. marts 2010.

Resumé af Case of Daoudi v. France  

Case of Ashkan Panjeheighalehei v. Denmark (appl. 11230/07) afsagt den 13. oktober 2009.

Resume af Ashkan Panjeheighalehei v. Denmark  

Case of Opuz v. Turkey (appl. 33401/02) afsagt den 9. juni 2009 – endelig 9. september 2009.

Case of A.M. and others v. Sweden (appl. 38813/08) afsagt den 16. juni 2009.

Case of F.H. v. Sweden (appl. 32621/06) afsagt den 20. januar 2009.

Case of Soldatenko v. Ukraine (appl. 2440/07) afsagt den 23. oktober 2008.

Resumé af Case of Soldatenko v. Ukraine

Case of N.A. v. UK (appl. 25904/07) afsagt den 17. juli 2008.

Resumé af N. A. v. UK

Case of Salah Sheekh v. Netherlands (sag nr. 1948/04) afsagt den 11. januar 2007.

Resumé af Salah Sheekh v. Netherlands

Case of N. v. Finland (appl. 38885/02) afsagt den 26. juli 2005.

Resumé af N. v. Finland

Case of Said v. Netherlands (appl. 2345/02) afsagt den 5. juli 2005.

Resumé af Said v. Netherlands

Case of Mamatkulov and Askarov v. Turkey (appl. 46827/99 og 46951/99) afsagt den 4. februar 2005.

Resumé af Mamatkulov and Askarov v. Turkey

Case of Amir Nasimi v. Sweden (appl. 38865/02) afsagt den 16. marts 2004.

Resumé af Amir Nasimi v. Sweden

Case of Thamapalan Thampibillai v. Netherlands (appl. 61350/00) afsagt den 17. februar 2004.

Resume af Thamapalan Thampibillai v. Netherlands

Case of T.I. v. UK (appl. 43844/98) afsagt den 7. marts 2000.

Resumé af T.I. v. UK

Case of Jorge Antonio Paez v. Sweden (appl. 29482/95) afsagt den 6. december 1996.

Resumé af Jorge Antonio Paez v. Sweden

Case of Chalal v. UK (appl. 22414/93) afsagt den 15. november 1996. 

Resumé af Chalal v. UK 

Case of Nikham v. Sweden (appl. 23446/94) afsagt den 12. oktober 1994.

Resumé af Nikham v. Sweden

Case of Vilvarajah and others v. UK (appl. 13164/87) afsagt den 30. oktober 1991. 

Resumé af Vilvarajah and others v. UK 

Case of Cruz Varas and others v. Sweden (appl. 15576/89) afsagt den 20. marts 1991. 

Resumé af Cruz Varas and others v. Sweden 

Case of Soering v. UK (appl. 14038/88) afsagt den 7. juli 1989.

Resumé af Soering v. UK


 


4. Udvisning af udlændinge begrundet i hensynet til den offentlige orden, herunder statens sikkerhed / ”tålt ophold”

Menneskerettighedsorganerne har i klare vendinger statueret, at forbuddet imod udsendelse af udlændinge, der i modtagerstaten risikerer en behandling i strid med artikel 3, er absolut og gælder uanset pågældende udlændings eventuelle kriminelle aktiviteter begået i udlandet eller i værtslandet eller den fare for værtslandets nationale sikkerhed, som personen måtte udgøre. Menneskerettighedsdomstolen har herved samtidig statueret, at beskyttelsen i henhold til artikel 3 er mere vidtgående end beskyttelsen i henhold til Flygtningekonventionens artikel 33, hvoraf fremgår, at en flygtning fortaber sine rettigheder efter Flygtningekonventionen, hvis pågældende i værtslandet udgør en sikkerhedsrisiko eller, på grund af en begået forbrydelse, udgør en fare for samfundet. 

Domstolen fandt i sagen Soering mod UK (1989) , at en udlevering af en person til en stat, hvor der er vægtige grunde til at antage, at denne vil være i fare for at blive udsat for tortur, ville være svært foreneligt med konventionens grundlæggende formål og ånd og de fundamentale værdier i de demokratiske samfund, uanset hvor modbydelig (henious) en forbrydelse den pågældende angiveligt har begået .

Domstolen fandt ligeledes i sagen Chalal mod UK (1996) ikke, at hensynet til statens sikkerhed kunne retfærdiggøre udvisningen af en person, der risikerede behandling i strid med artikel 3 i Indien, ligesom den i sagerne Ahmed mod Østrig (1996) og H.L.R. mod Frankrig (1997) afviste, at pågældende stater kunne udvise udlændinge, der risikerede behandling i strid med artikel 3 i deres hjemlande, på grund af kriminalitet begået i værtslandet og den fare for værtslandet de på den baggrund blev anset for at udgøre.

I sagen Jorge Antonio Paez mod Sverige (1996) slog Kommissionen endvidere fast, at den absolutte beskyttelse i artikel 3 også hindrer udsendelsen af udlændinge, der, på grund af forbrydelser begået i hjemlandet, er blevet udelukket fra flygtningestatus i henhold til Flygtningekonventionens udelukkelsesgrunde i artikel 1 F.

Artikel 3 hindrer imidlertid ikke staterne i at udvise udlændinge efter endt strafafsoning, hvis der ikke længere er vægtige grunde til at antage, at der er en reel risiko for, at udlændingen risikerer behandling i strid med artikel 3 i modtagerlandet. I Amrollahi mod Danmark (2001) afviste Domstolen således en klage fra en iransk statsborger, der havde asyl i Danmark og var blevet udvist på grund af narkotikakriminalitet, som ”åbenbart ugrundet”. Domstolen fremhævede, at Amrollahi havde fået asyl, fordi han på daværende tidspunkt opfyldte betingelserne herfor. Domstolen anså det imidlertid ikke længere for godtgjort, at han fortsat risikerede dødsstraf eller anden alvorlig straf som følge af sin tidligere militærunddragelse, eller at han på anden vis ville blive retsforfulgt i Iran, og herved udsat for en behandling i strid med artikel 3.

Nedenfor følger en kort gennemgang af de nævnte afgørelser og nyere relevante afgørelser. Afgørelserne er listet kronologisk med de nyeste afgørelser først.

Case of A. v. Netherlands (appl. 4900/06) afsagt 20. juli 2010.

Resumé af A. v. Netherlands 

Case of Daoudi v. France (appl.19576/08) afsagt den 3. december 2009, endelig den 3. marts 2010.

Resumé af Daoudi v. France 

Case of Saadi v. Italy (appl.. 37201/06) afsagt den 28. februar 2008.

Resumé af Saadi v. Italy

Case of Davood Amrollahi v. Denmark (appl. 56811/00) afsagt den 28. juni 2001.

Resumé af Davood Amrollahi v. Denmark

Case of H.L.R. v. France (appl. 24573/94) afsagt den 29. april 1997.


Resumé af H.L.R. v. France


Case of Ahmed v. Austria (appl. 25964/94) afsagt den 17. december 1996.


Resumé af Ahmed v. Austria


Case of Jorge Antonio Paez v. Sweden (appl. 29482/95) afsagt den 6. december 1996.


Resumé af Jorge Antonio Paez v. Sweden


Case of Chalal v. UK (appl. 22414/93) afsagt den 15. november 1996.


Resumé af Chalal v. UK


Case of Soering v. UK (appl. 14038/88) afsagt den 7. juli 1989.


Resumé af Soering v. UK



5. Overgreb fra private/ ”agents of persecution”, generelle forhold i hjemlandet

Menneskerettighedsorganerne har i sin praksis fastslået, at EMRK artikel 3 også beskytter imod behandling, der udgår fra andre end statslige myndigheder. Organerne har endvidere fundet, at artikel 3 vil kunne beskytte en person, der i tilfælde af udsendelse skal tilbringe resten af sit liv under særdeles vanskelige forhold, som hverken statslige myndigheder eller private personer er skyld i.

Den mishandling der rammes af forbuddet i EMRK artikel 3 herunder, tortur, umenneskelig eller nedværdigende behandling, udøves som oftest af statslige myndigheder. Det fremgår imidlertid af Menneskerettighedsdomstolens udtalelser i sagen T.I. mod UK (2000), at forbuddet mod at udsende personer til lande, hvor der er risiko for, at en person udsættes for overgreb, gælder uanset

”… the source of the risk of the treatment stems from factors which involve the responsibility, direct or indirect, of the authorities of the receiving country. Having regard to the absolute character of the right guaranteed, Article 3 may extend to situations, where the danger emanates from persons or groups who are not public officials, or from the consequences to health from the effects of serious illness ...”

Afgørelsen er nærmere beskrevet nedenfor.

Domstolen og Kommissionen fastslog allerede i H.L.R. mod Frankrig, at en stat kan krænke artikel 3 ved at udvise en person til en stat, hvor pågældende risikerer overgreb i strid med artikel 3 fra personer eller grupper af personer, der ikke er tilknyttet staten, hvor det må antages, at modtagerstatens myndigheder er ude af stand til at forebygge risikoen for overgreb ved at tilbyde den fornødne beskyttelse .

Dette princip har Domstolen ved flere lejligheder efterfølgende cementeret. Se bl.a. Ould Barar mod Sverige (1999), Goldstein mod Sverige (2000) og Njie mod Sverige (1999).

Tilsvarende må man af Kommissionens udtalelser i afgørelsen Ahmed mod Østrig (1995) kunne udlede, at en stat ved udsendelsen af en person til en stat uden statslige myndigheder må være forpligtet til at vurdere, hvorvidt der udgår en fare for behandling i strid med artikel 3 fra private eller grupper af private.

I afgørelsen D mod UK (1997) fastslog Domstolen første gang, at artikel 3 også kan finde anvendelse i andre tilfælde end hvor den pågældende behandling, der er i strid med artikel 3, er resultatet af forsætlige handlinger fra statslige myndigheder eller private personer, som myndighederne er ude af stand til at beskytte imod. Den fandt således, at udvisningen af en udlænding, der led af AIDS i udbrud, til St. Kitt, hvor han ville være uden støtte i den sidste del af sit liv, krænkede artikel 3. Domstolen gjorde imidlertid ved samme lejlighed opmærksom på, at der i sagen var tale om helt specielle omstændigheder og at udlændinge, der har afsonet deres straf og afventer udvisning, ikke principielt kan forvente at forblive i værtsstaten, med henblik på at drage nytte af medicinske, sociale eller andre fordele, som staten har stillet til rådighed under udlændingens ophold i fængsel.

I S.C.C. mod Sverige (2000) fandt Domstolen ikke, at de svenske myndigheder krænkede artikel 3 ved at udsende en AIDS-syg zambianer til sit hjemland. Domstolen lagde ved afgørelsen vægt på, at klageren havde adgang til AIDS-behandling i Zambia, hvor flere af hans familiemedlemmer i øvrigt boede. I afgørelsen udtalte Domstolen i øvrigt, at Kommissionen i B.B. mod Frankrig (1998) havde fundet , at Frankrig ville krænke artikel 3 ved at udsende en AIDS-syg congolesisk statsborger til Congo, hvor AIDS-behandling ville være mangelfuld.

Tilsvarende anerkendte Domstolen i sagen Bensaid mod UK (2001), at en forværring af en udlændings helbredstilstand, efter en udsendelse, principielt vil kunne falde ind under artikel 3. Domstolen udtalte imidlertid også, at det ikke er afgørende for vurderingen af, hvorvidt artikel 3 finder anvendelse, at forholdene i modtagerstaten er mindre gunstige end i værtslandet, og at der stilles relativt høje krav for at anse en given behandling, der ikke udspringer direkte fra en given stat, for at falde ind under artikel 3.

Nedenfor følger en kort gennemgang af Domstolens afgørelser. Afgørelserne er listet kronologisk med de nyeste afgørelser først. 

Case of R.B.A.B. and OThers v. Netherlands (appl. 7211/06) afsagt den 7. juni 2016.

Case of Sow v. Belgium (appl. 27081/13) afsagt den 19. januar 2016.

Case of Sow. v. Belgium (appl. 27081/13) oversættelse af udvalgte præmisser

Case of Sow. v. Belgium (appl. 27081/13) Press Release

Case of J.K. and others v. Sweden (appl. 59166/12)) afsagt den 4. juni 2015, endelig den 23. august 2016.

Case of R.H. v. Sweden (appl. 4601/14) afsagt den 10. september 2015, endelig den 1. februar 2016.

Case of A.M. v. The Netherlands (appl. 29094/09) afsagt den 5. juli 2016.

Case of M.K. c.  France (appl. 76100/13) afsagt den 1. september 2015.

Press Release M.K. c.  France (appl. 76100/13).

Case of L.O. contre la France (Requête no 4455/14) afsagt den 26. maj 2015.

Case of V.F. contre la France (appl. 7196/10) afsagt den 29. november 2011.

Case of T.N. and S.N. v. Denmark (appl. 36517/08) afsagt den 20. januar 2011, endelig den 20. juni 2011.

Resumé af T.N. and S.N. v. Denmark

Case of S.S. and others v. Denmark (appl. 54703/08) afsagt den 20. januar 2011, endelig den 20. juni 2011.

Resumé af S.S. and others v. Denmark

Case of N.S. v. Denmark (appl. 58359/08) afsagt den 20. januar 2011, endelig den 20. april 2011.

Resumé af N.S. v. Denmark

Case of N. v. Sweden (appl. 23505/09) afsagt den 20. juli 2010, endelig den 20. oktober 2010.

Resumé af N. v. Sweden

Case of Mawaka v. Netherlands (appl. 29031/04) afsagt 1. juni 2010, endelig den 1. september 2010.

Resumé af Mawaka v. Netherlands

Case of A.M. and others v. Sweden (appl. 38813/08) afsagt den 16. juni 2009.

Case of Müslim v. Turkey (appl. 53566/99) afsagt den 26. april 2005.

Case of Arcila Henao v. Netherlands (appl. 13669/03) afsagt den 24 juni 2003.


Case of Bensaid v. UK (appl. 44599/98) afsagt den 6. februar 2001.


Resumé af Bensaid v. UK


Case of T.I. v. UK (appl. 43844/98) afsagt den 7. marts 2000.

Resumé af T.I. v. UK

Case of D. v. UK (appl. 30240/96) afsagt den 2. maj 1997.


Resumé af D. v. UK

Case of H.L.R. v. France (appl. 24573/94) afsagt den 29. april 1997.


Resumé af H.L.R. v. France


Case of Ahmed v. Austria (appl. 25964/94) dom afsagt den 17. december 1996, kendelse, afsagt den 5. juli 1995.


Resumé af Ahmed v. Austria


6. Begrebet ”Internt flugt Alternativ”

Menneskerettighedsorganerne anerkender tilsyneladende staternes brug af princippet om et ”internt flugt alternativ”.

Staterne henviser undertiden asylsøgende udlændinge til at tage ophold i en bestemt del af deres hjemland, i henhold til princippet om eksistensen af et ”internt flugt alternativ”, i tilfælde hvor en konkret risiko for forfølgelse ikke udstrækkes til hele hjemlandet. 

Menneskerettighedsorganerne har tilsyneladende i sine afgørelser anerkendt staternes brug af princippet. I Hilal mod UK (2001) afviste Menneskerettighedsdomstolen, at klageren i den konkrete sag kunne henvises til at tage ophold i en anden del af hjemlandet i henhold til princippet om et internt flugtalternativ. I den konkrete sag afviste Domstolen, at UK kunne henvise en statsborger fra Tanzania, der frygtede forfølgelse på grund af sit medlemskab af et oppositionsparti på øen Pemba, til at tage ophold på det tanzanianske fastland, hvor han, efter medlemsstatens myndigheders vurdering, ikke risikerede overgreb. Domstolen lagde ved afgørelsen vægt på, at politiet i Tanzania jævnligt krænker menneskerettighederne, og at forholdene i fængslerne er umenneskelige og nedværdigende, at politiet på det tanzanianske fastland og politiet på Zanzibar institutionelt hører under samme myndighed og, at der eksisterer udleveringsaftaler mellem Tanzania og Zanzibar. Afgørelsen er imidlertid konkret, og der spores ikke i afgørelsen nogen principiel afstandtagen fra brugen af et ”internt flugt alternativ”.

Herudover har Kommissionen i afgørelsen Zapata Salazar og familie mod Sverige vurderet, at en klage til menneskerettighedsorganerne fra en familie (1996), der risikerede udvisning til Peru var ”åbenbart ugrundet”, bl.a. fordi der i Peru var ”the undisputed possibility of internal relocation”, ligesom den i M.C. mod Schweiz (1994) afviste en klage, bl.a. fordi klageren ikke havde påvist, at han var forhindret i at tage ophold i en anden del af hjemlandet. 

Tilsvarende fandt Kommissionen i M.F.K. med flere mod Nederlandene  (1994), at en klage til Domstolen var ”åbenbart ugrundet”, bl.a. fordi klagerne ikke havde godtgjort, at de ikke kunne tage ophold i et område af deres hjemland, hvor den bevægelse de frygtede, var uden indflydelse.

Se endvidere Damla og andre mod Tyskland (2000), hvor Domstolen afviste en klage fra tyrkiske statsborgere som ”åbenbart ugrundet”, bl.a. fordi klagerne ikke havde godtgjort, at de risikerede forfølgelse eller chikane i den vestlige del af Tyrkiet.

Nedenfor følger en kort gennemgang af de nævnte afgørelser og nyere relevante afgørelser. Afgørelserne er listet kronologisk med de nyeste afgørelser først. 

Case of M.K. c.  France (appl. 76100/13) afsagt den 1. september 2015.

Press Release M.K. c.  France (appl. 76100/13).

Case of A.F. v. France (appl. 80086-13) afsagt den 15. januar 2015

Case of A.A.M. v. Sweden (appl. 68519/10) afsagt den 3. april 2014

Case of Emily Collins and Ashley Akaziebie against Sweden (appl. 23944/05)

Case of B.K.A. v. Sweden afsagt den 19. december 2013

Case of A.M. and others v. Sweden (appl. 38813/08) afsagt den 16. juni 2009.

Case of Emily Collins and Ashley Akaziebie v. Sweden (appl. 23944/05) afsagt den 8. marts 2007.

Resumé af Emily Collins and Ashley Akaziebie v. Sweden

Case of Hilal v. UK (appl. 45276/99) afsagt den 6. marts 2001.

Resumé af Hilal v. UK

Case of M.F.K. and others v. Netherlands (appl. 23895/94, 23987/94, 23988/94) afsagt den 28. november 1994.


Resumé af M.F.K. and others v. Netherlands

7. Udsendelse af psykisk svage og syge udlændinge samt børn

Menneskerettighedsorganerne har ikke principielt afvist, at den lidelse som udlændinge påføres i forbindelse med en udsendelse, kan krænke EMRK artikel 3.

Menneskerettighedsorganerne har ganske ofte taget stilling til, hvorvidt en stats udsendelse af personer, der på den ene eller anden måde er psykisk ustabile eller svækkede, i sig selv kan udgøre en krænkelse af forbuddet imod tortur, umenneskelig eller nedværdigende behandling i artikel 3.

En stor del af disse sager er kendetegnet ved, at klagerne i højere grad gør gældende, at det er den praktiske udsendelse og den dertil knyttede fysiske og psykiske belastning, der krænker artikel 3, end det er eksistensen af en risiko for overgreb i modtagerstaten.

Menneskerettighedsorganerne udelukker principielt ikke, at det kan være så traumatisk og lidelsesfuldt for visse personer at blive udsendt, at det kan rejse spørgsmål i henhold til artikel 3. Den anlagte praksis er imidlertid temmelig restriktiv. Menneskerettighedsorganerne har i langt de fleste sager fundet, at den behandling som klageren udsættes for i forbindelse med effektueringen af en beslutning om udsendelse, ikke overskrider den lidelse og smerte, der uundgåeligt er forbundet med en udsendelse. Den nedre grænse for umenneskelig og nedværdigende behandling i artikel 3 i disse sager derfor ikke er blevet overskredet.

I sagen Raidl mod Østrig (1995) fandt Kommissionen ikke, at en udlevering af en person dagen efter et selvmordsforsøg var en krænkelse af artikel 3, ligesom den i sagen Bhuyian mod Sverige (1995) heller ikke fandt, at udsendelsen af en statsborger fra Bangladesh, der var tvangsindlagt på et psykiatrisk hospital og led af skizofreni og paranoia og havde selvmordstendenser, krænkede artiklen. Begge afgørelser er beskrevet nærmere nedenfor.

Et betragteligt antal udlændinge har i løbet af de senere år indbragt Sverige for Domstolen og gjort gældende, at de svenske myndigheders beslutning om at udsende dem krænkede artikel 3. Sagerne, hvor klagerne ofte har henvist til psykiske lidelser, herunder en overhængende fare for selvmord, er imidlertid blevet afvist som ”åbenbart ugrundede”. Kommissionen har ved afgørelsen af disse sager lagt vægt på en række forhold, herunder:

  • at den psykiske belastning ofte skyldes den lange sagsbehandlingstid, og at udlændingen ofte bærer en stor del af ansvaret herfor,
  • at der eksisterer den fornødne lægebehandling i hjemlandet,
  • at de svenske myndigheder, i henhold til svensk ret, er forpligtet til at tage hensyn til pågældende udlændings helbredstilstand ved en eventuel udsendelse og
  • at udsendelse af en tvangsindlagt udlænding, efter de svenske regler, ikke må ske uden tilladelse fra en psykolog.  

I nogle af sagerne bemærker Kommissionen endvidere, at dersom udlændingens psykiske lidelse skyldes frygt for overgreb i hjemlandet, må den afvises, idet der ikke i sagen foreligger vægtige grunde til at antage, at der er en reel risiko for, at sådanne overgreb vil finde sted.

Illustrativ for Kommissionens praksis på området er sagen Shabo m.fl. mod Sverige (1995), hvor Kommissionen afviste klagen som ”åbenbart ugrundet”. Ved afgørelsen lagde Kommissionen vægt på, at klagernes psykiske ustabilitet måtte antages dels at bunde i den lange sagsbehandlingstid, som klagerne selv måtte bære skylden for, dels i en frygt for overgreb i hjemlandet, som Kommissionen fandt, var uden hold i virkeligheden. Endelig bemærkede Kommissionen, at de svenske myndigheder, efter de svenske regler, ved udsendelsen var forpligtet til at tage hensyn til klagernes helbredstilstand og, at udsendelse af en tvangsindlagt person ikke måtte finde sted.

I sagen Nsona mod Nederlandene (1996), skulle Domstolen tage stilling til udsendelsen af et uledsaget barn på ni år til Zaire. Domstolen kritiserede de nederlandske myndigheders praktiske udsendelse af barnet, men fandt dog ikke, at forholdet var tilstrækkelig intensivt til, at artikel 3 var krænket.

I sagen Mayeka og Mitunga mod Belgien (2006), fandt Domstolen, at de belgiske myndigheders udsendelse af et uledsaget seksårigt barn til DR Congo udgjorde en krænkelse af artikel 3, såvel i forhold til barnet som i forhold til moderen, der opholdt sig i Canada og ikke af de belgiske myndigheder var blevet orienteret om barnets udsendelse.

Domstolen har i afgørelsen D mod UK (1997) statueret, at udsendelsen af en person der led af AIDS i udbrud, og måtte antages kun at have kort tid tilbage at leve i, ville krænke artikel 3, idet personen ville være uden støtte i den sidste del af sit liv i hjemlandet. Tilsvarende anerkendte Domstolen i sagen Bensaid mod UK (2001), at en forværring af en udlændings helbredstilstand, efter en udsendelse, principielt vil kunne falde ind under artikel 3. Se tillige Arcila Heano mod Nederlandene (2003). Det fremgår imidlertid af begge sager, at det nok snarere var de forhold, der ventede klagerne i hjemlandet, der krænkede artikel 3, end det var den faktiske udsendelse. Afgørelserne illustrerer imidlertid ganske godt, at Domstolen rent undtagelsesmæssigt kan finde, at en person er så syg og svækket, at denne, under visse forudsætninger, bør tillades en ret til at forblive i værtslandet.

Nedenfor følger en kort gennemgang af de nævnte afgørelser og nyere relevante afgørelser. Afgørelserne er listet kronologisk med de nyeste afgørelser først.

Case of Paoshvili v. Belgium (appl 41738/10) afsagt den 13. december 2016

Case of M.T. v. Sweden (appl 1412/12) af 26. februar 2015

Case of Mublilanzila Mayeka and Kaniki Mitunga v. Belgium (sag nr. 13178/03) afsagt 12. oktober 2006.

Resumé af Mublilanzila and Kaniki Mitunga v. Belgium

Charles Ndangoya v. Sweden (appl. 17868/03) afsagt den 22. juni 2004.

Resumé af Ndangoya v. Sweden

Case of Muhamet Hida v. Denmark (appl. 38025/02) afsagt den 19. februar 2004.

Resumé af Muhamet Hida v. Denmark

Case of Arcila Henao v. Netherlands (appl. 13669/03) afsagt den 24 juni 2003.

Resumé af Arcila Henao v. Netherlands

Case of Bensaid v. UK (appl. 44599/98) afsagt den 6. februar 2001.

Resumé af Bensaid v. UK

Case of D. v. UK (appl. 30240/96) afsagt den 2. maj 1997.

Resumé af D. v. UK

Case of Nsona v. Netherlands (appl. 23366/94) afsagt den 28. november 1996.

Resumé af Nsona v. Netherlands

Case of Shabo and others v. Sweden (appl. 28239/95) afsagt den 26. oktober 1995.

Resumé af Shabo and others v. Sweden

Case of Bhuyian v. Sweden (appl. 26516/95) afsagt den 14. september 1995.

Resumé af Bhuyian v. Sweden

Case of Raidl v. Austria (appl. 25342/94) afsagt den 4. september 1995.

Resumé af Raidl v. Austria


8. Subjektiv frygt, herunder tortur

Menneskerettighedsorganerne har anerkendt, at det kan være særdeles smertefuldt for en udlænding at blive sendt tilbage til en stat, hvor denne tidligere har været mishandlet. Menneskerettighedsdomstolen har imidlertid, såvidt ses endnu ikke, alene på den baggrund, statueret en krænkelse af artikel 3.

Uanset fraværet af en velbegrundet risiko for forfølgelse meddeles asylsøgende udlændinge undertiden i de enkelte stater opholdstilladelse, i henhold til begrebet ”subjektiv frygt”, udfra en antagelse om, at en person ikke altid bør pålægges at vende tilbage til en stat, hvor pågældende tidligere har været udsat for voldsomme overgreb, såsom tortur eller voldtægt.

Menneskerettighedsorganerne har også været konfronteret med klagere, der i tilknytning til deres påstande om, at de risikerer behandling i strid med artikel 3 i traditionel forstand i deres hjemlande, alternativt har påberåbt sig, at det vil være traumatisk og i sig selv i strid med artikel 3, hvis de blev sendt tilbage til et land, hvor de tidligere har været udsat for tortur eller andre alvorlige overgreb.

Menneskerettighedsorganerne har i to afgørelser anerkendt, at det kan være smertefuldt at blive sendt tilbage til et sted, hvor man har været udsat for mishandling, og Domstolen ses ikke principielt at have taget afstand fra begrebet subjektiv frygt. Domstolen har imidlertid endnu ikke statueret en krænkelse af artikel 3, alene på baggrund af, at personen tidligere har været forfulgt i staten og derfor vil føle det traumatisk at skulle vende tilbage.

I sagen Cruz Varas mod Sverige (1991) fandt Domstolen det tvivlsomt, hvorvidt klageren overhovedet havde været udsat for tortur og afviste påstanden om, at det i sig selv var i strid med artikel 3 at udsende Varas til Chile, hvor han påstod, at han tidligere havde været udsat for tortur, med den begrundelse, at der ikke var noget i sagen, der indikerede, at der forelå nogen reel risiko for overgreb, da Varas blev udsendt.

I Bhuyian mod Sverige (1995) afviste Kommissionen ikke direkte, at klageren kunne have været udsat for mishandling i sit hjemland. Kommissionen stillede sig imidlertid tilfreds med, at Sverige ved udsendelsen var forpligtet til at tage hensyn til Bhuyians helbredstilstand.

Udover ovennævnte sager, der er temmelig konkrete, afviser menneskerettighedsorganerne ofte påstande om, at en udsendelse i sig selv vil være i strid med artikel 3, fordi det er traumatisk for pågældende at vende tilbage, ved at henvise til, at en given behandling (frygt) skal være af en vis styrke og intensitet for at falde ind under beskyttelsen i artikel 3.

Ofte undlader Kommissionen helt at udtale sig om, hvorvidt det faktum, at en klager angiveligt har været udsat for tortur i sit hjemland, vil have nogen indflydelse på vurderingen af, hvorvidt pågældende risikerer behandling i strid med artikel 3 ved en udsendelse til hjemlandet. Se bl.a. afgørelserne  G mod UK (1990) og R.O. mod Sverige (1996).

Nedenfor følger en kort gennemgang af de nævnte afgørelser. Afgørelserne er listet kronologisk med de nyeste afgørelser først.

Case of J.K. and Others v. Sweden (appl. 59166/12)) afsagt den 4. juni 2015, endelig den 23. august 2016. 

Case of R.C. v. Sweden (appl. 41827/07) afsagt 9. marts 2010 – endelig 9. juni 2010.

Case of R.O. v. Sweden (appl. 27224/95) afsagt den 8. marts 1996.

Resumé af R.O. v. Sweden

Case og Bhuyian v. Sweden (appl. 26516/95) afsagt den 14. september 1995.

Resumé af Bhuyian v. Sweden

Case of Cruz Varas and others v. Sweden (appl. 15576/89) afsagt den 20. marts 1991.

Resumé af Cruz Varas and others v. Sweden

Case of G. v. UK (appl. 15608/89) afsagt den 7. december 1990.

Resumé af G. v. UK

 


9. Uforholdsmæssig hård straf, militære forhold, herunder desertering, umenneskelige forhold under afsoning, umenneskelig straf

Menneskerettighedsorganerne har udtalt, at beskyttelsen i henhold til artikel 3 som udgangspunkt ikke beskytter imod en risiko for afsoning af en længerevarende fængselsstraf i modtagerstaten, herunder en fængselsstraf for militærunddragelse eller desertering, medmindre fængselsstraffen er et påskud for politisk forfølgelse. Udsendelse af en udlænding, der risikerer en straf, der i sig selv er umenneskelig eller nedværdigende, vil imidlertid kunne krænke artikel 3.

Udlændinge påberåber sig undertiden, at de ikke bør pålægges at vende tilbage til deres hjemlande, hvor de risikerer at blive retsforfulgt, fordi de risikerer en straf, der er uforholdsmæssig streng i forhold til en eventuel begået lovovertrædelse, eller fordi de forhold, hvorunder pågældende straf skal afsones, er i strid med artikel 3. Endelig forekommer det, at udlændinge påberåber sig, at de risikerer en straf, der i sig selv er umenneskelig eller nedværdigende.

Uforholdsmæssig hård straf, herunder straf for militærunddragelse og desertering
Menneskerettighedsorganerne har gentagne gange udtalt, at en risiko for afsoning af en længerevarende fængselsstraf i hjemlandet som udgangspunkt ikke vil være omfattet af EMRK artikel 3. I Alidjah-Anyame mod UK (1999) udtalte Domstolen således:

”The Court … observes that the fact that an applicant who is subject to a deportation order may risk imprisonment in the receiving country cannot per se give rise to an issue under Article 3. Furthermore, to the extent that the complaint relates to the severity of the prison sentence which will be imposed by the authorities of the receiving state, it would observe also that it is only in exceptional circumstances that the length of a prison sentence will raise such an issue.”

Menneskerettighedsorganerne har taget stilling til et betragteligt antal sager vedrørende militærunddragere og desertører, der for Menneskerettighedsorganerne har gjort gældende, at de ved en eventuel hjemsendelse ville blive straffet uforholdsmæssigt hårdt for deres forseelse. I A. og K. mod Tyrkiet (1991) udtalte Kommissionen, at pligten til at udføre militærtjeneste ikke rejser spørgsmål i henhold til artikel 3, uanset en sådan pligt måtte strække sig over en uforholdsmæssig lang periode. I X mod Tyskland (1969) bemærkede Menneskerettighedskommissionen, at stort set alle Europarådets medlemsstater straffer desertører, hvorfor en risiko for straf for desertering ikke i sig selv vil rejse spørgsmål i henhold til artikel 3.

I C mod Tyskland (1986), hvor Kommissionen ikke fandt, at det var i strid med artikel 3 at udvise en person, der risikerede 10 års fængsel for at unddrage sig militærtjeneste i Jugoslavien, udtalte Kommissionen, at det faktum, at et forhold straffes hårdere i en stat end i en anden, ikke er tilstrækkeligt til at rejse spørgsmål i henhold til artikel 3. I H mod Sverige (1994) fulgte Kommissionen op på sin praksis og statuerede, at udsendelsen af en udlænding, der i Syrien risikerede 15 års fængsel, ikke krænkede artikel 3, uanset forholdene i de syriske fængsler. Se også Nikovic mod Sverige (1995).

Ligesom en risiko for længerevarende straf i forbindelse med desertering eller militærunddragelse som udgangspunkt ikke vil være omfattet af artikel 3, vil ej heller risiko for strafforfølgning på grund af anden kriminalitet begået i oprindelseslandet være det. I Kadyrov mod Sverige (1995) afviste Kommissionen, at en straf på 10 års fængsel for at have smuglet flere tusinde ton olie ud af Letland skulle være i strid med artikel 3 og i B mod Schweiz (1989) udtaltes det, at det faktum, at klageren var lovligt dømt og fængslet for et narkotikaforhold, ikke i sig selv rejste spørgsmål i henhold til artikel 3.

I Nwosu mod Danmark (2001) fastslog Kommissionen endvidere, at den blotte mulighed for at blive idømt en given straf, der eventuelt ville være i strid med artikel 3, ikke er tilstrækkeligt til at bringe forholdet ind under artikel 3. I den konkrete sag fandt Kommissionen det ikke godtgjort, at hjemlandets myndigheder var blevet bekendt med Nwosus kriminelle aktiviteter i Danmark og derfor havde til hensigt at straffe ham.

Umenneskelige forhold under afsoningen
I tilknytning til en eventuel påstand om, at der eksisterer en risiko for en uforholdsmæssig hård straf påberåber klagerne for Menneskerettighedsorganerne sig ofte også, at de forhold hvorunder de skal afsone den forventede straf, er umenneskelige eller nedværdigende.

I Soering mod UK (1989) fastslog Domstolen, at udlevering af en person til retsforfølgning i USA var i strid med artikel 3, idet de forhold som pågældende person måtte antages at skulle afsone sin eventuelle straf under, var nedværdigende. Domstolen udtalte under sagen, at for at en given straf kan karakteriseres som umenneskelig og nedværdigende, må den påførte lidelse og ydmygelse under alle omstændigheder overgå den lidelse og ydmygelse, der er uløseligt forbundet med enhver legitim straf. Domstolen udtalte videre, at der i denne vurdering ikke blot kan indgå omfanget af den fysiske smerte, men også en vurdering af det tidsrum, der forløber, inden straffen fuldbyrdes, og den grad af ængstelse den dømte føler, mens han afventer den kommende straffuldbyrdelse.

Domstolen fastslog herefter, at selvom den blotte udlevering af en person til dødsstraf ikke strider imod artikel 3, vil de nærmere omstændigheder omkring eksekveringen af en dødsstraf kunne rejse spørgsmål i henhold til artikel 3, det være sig måden hvorpå dødsstraffen eksekveres, den dømtes personlige forhold, manglende proportionalitet i forhold til den begåede kriminalitet og de forhold hvorunder en dødsdømt afventer fuldbyrdelsen af sin straf. Domstolen lagde i den konkrete sag vægt på længden af det tidsrum klageren angiveligt skulle opholde sig på ”dødsgangen”, afsoningsforholdene i det pågældende fængsel og klagerens personlige forhold.

I Altun mod Tyskland (1983), hvor Kommissionen i øvrigt udtalte, at en udlevering til en uretfærdig rettergang ikke i sig selv kan karakteriseres som umenneskelig behandling og derfor ikke vil rejse spørgsmål i henhold til artikel 3, afviste Kommissionen ikke, at en anmodning om udlevering for civile forbrydelser, der reelt er politisk begrundet, kan rejse spørgsmål i henhold til artikel 3, idet en politisk motiveret forfølgelse, der resulterer i en uretmæssig eller uproportionel straf, kan udgøre umenneskelig behandling.

Kommissionen fandt i sagen ikke at kunne afvise, at klageren risikerede at blive udsat for tortur af de tyrkiske myndigheder. Ved denne vurdering lagde Kommissionen vægt på, at tortur, med eller uden de tyrkiske myndigheders accept, undertiden forekommer i Tyrkiet og at de tyrkiske myndigheder, trods bestræbelser herpå, endnu ikke har formået at eliminere denne risiko. Kommissionen vurderede dernæst, at klageren ikke ville være beskyttet imod en risiko for tortur, idet det ikke kunne udelukkes, at han, på grund af sin politiske fortid, blev anset som værende en person, der var i besiddelse af oplysninger, det ville være fristende at få ham til at udlevere ved at benytte midler uforenelige med artikel 3.

Menneskerettighedsorganerne afviser undertiden påstande om, at en klager ikke bør pålægges at returnere til sit hjemland, på grund af en frygt for umenneskelig behandling under en eventuel afsoning af en idømt straf, ved at bemærke, at klageren enten ikke i tilstrækkelig grad har forsynet organerne med tilstrækkeligt detaljerede oplysninger om de givne forhold eller, at det alene er politiske fanger, der risikerer at blive udsat for tortur i et givent land. I Z.Y. mod Tyskland (1990) afviste Kommissionen således klagerens påstand om, at han i Tyrkiet risikerede at blive udsat for tortur i forbindelse med eventuel idømmelse af straf for et narkotikaforhold med den begrundelse, at tortur i Tyrkiet, ifølge de foreliggende baggrundsoplysninger, alene udøves overfor personer, der mistænkes for at have begået politiske forbrydelser.

Organerne har således foreløbig afvist generelle påstande om, at en strafafsoning i et givent land i sig selv , på grund af de generelle forhold i fængslerne, vil være i strid med artikel 3. Se bl.a. H mod Sverige (1994), hvor Kommissionen afviste, at de generelle forhold i de syriske fængsler var i strid med artikel 3.

I sagen Nevmerzhitsky mod Ukraine (2005) fandt Domstolen, at de konkrete forhold, hvorunder klageren havde været tilbageholdt i et ukrainsk fængsel, udgjorde nedværdigende behandling i strid med artikel 3. Domstolen fandt endvidere, at den tvangsfodring, som klageren blev udsat for under fængslingen, var foregået ved så hårdhændede metoder, at den i den konkrete sag måtte betegnes som tortur, idet der ikke var påvist et medicinsk behov for tvangsfodringen, der således var sket efter en arbitrær beslutning, og idet den var foregået mod klagerens vilje.

Umenneskelig eller nedværdigende straf
En risiko for straf der i sig selv er umenneskelig eller nedværdigende vil kunne krænke artikel 3. I Jabari mod Tyrkiet (2000) fandt Kommissionen således, at en udsendelse af en person, der i Iran risikerede stening på grund af utroskab, ville være en krænkelse af artikel 3.

Nedenfor følger en kort gennemgang af de nævnte afgørelser og nyere relevante afgørelser. Afgørelserne er listet kronologisk med de nyeste afgørelser først. 

Case of IACOV STANCIU v. ROMANIA (appl. 35975/05) afsagt den 24. juli 2012

Case of A.A. v. Greece (appl. 12186/08) afsagt den 22. juli 2010, endelig den 22. oktober 2010.

Resumé af A.A. v. Greece

Case of S.H. v. UK (appl. 19956/06) afsagt den 15. juni 2010, endelig den 15. september 2010.

Resumé af S.H. v. UK

Case of Soldatenko v. Ukraine (appl. 2440/07) afsagt den 23. oktober 2008.

Resumé af Soldatenko v. Ukraine

Case of Said v. Netherlands (appl. 2345/02) afsagt den 5. juli 2005.

Resumé af Said v. Netherlands

Case of Nevmerzhitsky v. Ukraine (appl. 54825/00) afsagt den 5. april 2005.

Resumé af Nevmerzhitsky v. Ukraine

Case of Nwosu v. Denmark (appl. 50359/99) afsagt den 10. juli 2001.

Resumé af Nwosu v. Denmark

Case of Jabari v. Turkey (appl. 40035/98) afsagt den 11. juli 2000.

Resumé af Jabari v. Turkey

Case of Nikovic v. Sweden (appl. 28285/95) afsagt den 7. december 1995.

Resumé af Nikovic v. Sweden

Case of Kadyrov v. Sweden (appl. 26727/95) afsagt den 29. november 1995.

Resumé af Kadyrov v. Sweden

Case of H. v. Sweden (appl. 22408/93) afsagt den 5. september 1994.

Resumé af H. v. Sweden

Case of Z.Y v. Germany (appl. 16846/90) afsagt den 13. juli 1990.

Resumé af Z.Y. v. Germany

Case of Soering v. UK (appl. 14038/88) afsagt den 7. juli 1989.

Resumé af Soering v. UK

Case of C v. Germany (appl. 11017/84) afsagt den 13. marts 1986.

Resumé af C. v. Germany

Case of Altun v. Germany (appl. 10308/83) afsagt den 3. maj 1983.

Resumé af Altun v. Germany

Case of X. v. Germany (appl. 4162/69) afsagt den 17. december 1969.

Resumé af X. v. Germany

 


10. Risiko for dobbeltstraf i modtagerstaten

EMRK. art 3 indeholder ikke et forbud mod dobbeltstraf i sig selv. Den blotte risiko for at blive idømt dobbeltstraf er i sig selv ikke nok til at krænke art. 3. Dog vil den udsendende stat afhængig af straffens karakter og intensitet kunne ifalde ansvar for overtrædelse af art. 3.

Menneskerettighedskommissionen har gener.lt udtalt, at når der er tale om straffesager i forskellige stater, er overholdelsen af princippet ”non bis in idem” hverken sikret af konventionen eller af artikel 4 i 7. tillægsprotokol, se sagerne H.P.L. mod Østrig  (1994) og E.G.M. mod Luxembourg (1994):

Domstolen har i enkelte sager været konfronteret med klagere, der er blevet straffet for deres forbrydelser i værtslandet og i forbindelse med en udsendelse til hjemlandet har oplyst, at de risikerer at blive straffet endnu engang for deres forbrydelse. Organerne har hver gang afvist, at der i den konkrete sag forelå en reel risiko for, at pågældende i det hele taget risikerede dobbeltstraf ved en eventuel udsendelse.

I Amrollahi mod Danmark (2001) afviste Domstolen en klage fra en iransk statsborger, der havde asyl i Danmark og var blevet udvist på grund af narkotikakriminalitet, som ”åbenbart ugrundet”. Domstolen fremhævede, at Amrollahi ikke risikerede også at blive straffet for den begåede narkokriminalitet i Iran. Ved afgørelsen lagde Domstolen vægt på et høringssvar fra UNHCR, der oplyste, at den iranske hjemmel til pålæggelse af dobbeltstraf kun meget sjældent bliver benyttet, og at der i øvrigt ikke var noget, der indikerede, at de iranske myndigheder var bekendt med, at Amrollahi havde begået og var blevet dømt for narkotikakriminalitet i Danmark.

I D.B. mod Sverige (1995) afviste Kommissionen også en klage fra en angiveligt nigeriansk statsborger, der oplyste, at udsendelsen af ham til Nigeria krænkede artikel 3, bl.a. fordi han der havde risikeret at blive straffet endnu engang for en narkotikaforbrydelse, han havde begået i Sverige. Kommissionen afviste D.B.’s klage som ”åbenbart ugrundet” og henviste blot til, at D.B. ikke havde sandsynliggjort sin klage.

Nedenfor følger en kort gennemgang af de nævnte afgørelser og nyere relevante afgørelser. Afgørelserne er listet kronologisk med de nyeste afgørelser først.

Case of M.E. v. Denmark (appl. 58363/10) afsagt den 8. juli 2014

Case of Davood Amrollahi v. Denmark (appl. 56811/00) afsagt den 28. juni 2001.

Resumé af Davood Amrollahi v. Denmark

Case of D.B. v. Sweden (appl. 26969/95) afsagt den 14. september 1995.

Resumé af D.B. v. Sweden

Case of H.P.L. v. Austria (appl. 24132/94) afsagt den 5. juli 1994.

Resumé af H.P.L. v. Austria

Case of E.G.M. v. Luxembourg (appl. 24015/94) afsagt den 20. maj 1994.

Resumé af E.G.M. v. Luxembourg


11. Sur Place

Hvis en udlænding påberåber sig, at han i værtslandet har været involveret i politiske aktiviteter og derfor ikke bør pålægges at vende tilbage til sit hjemland, foretager menneskerettighedsorganerne tilsyneladende en konkret vurdering af, hvorvidt hjemlandets myndigheder er blevet bekendt med pågældendes politiske aktiviteter.

Det sker, at de omstændigheder, der fører til, at der må antages at eksistere en risiko for, at en udlænding udsættes for overgreb i modtagerstaten, først indtræder efter, at den pågældende udlænding har forladt sit hjemland. Opstår risikoen for overgreb således senere, f.eks. fordi udlændingen først i værtslandet kommer i et modsætningsforhold til styret i hjemlandet, benytter man betegnelsen ”sur place”. Der er her tale om, at den pågældende udlænding på selve udrejsetidspunktet ikke var i risiko for at blive udsat for overgreb, men at vedkommende ikke på nuværende tidspunkt kan returneres til hjemlandet uden at risikere overgreb.

Menneskerettighedsorganerne har ved en række tilfælde været stillet overfor klagere, der har påberåbt sig, at de risikerer overgreb i strid med artikel 3 i hjemlandet, fordi de efter deres indrejse i værtslandet på den ene eller anden måde har ytret deres utilfredshed med styret i hjemlandet.

I sagen Chalal mod UK (1996) fastslog Domstolen, at UK ville krænke artikel 3, såfremt en udvisning af ansøgeren til Indien blev effektueret, idet ansøgeren risikerede overgreb i hjemlandet, da han havde været involveret i politiske aktiviteter i UK.

Herudover har Menneskerettighedskommissionen afvist to klager fra afviste asylansøgere fra Iran, der efter at være blevet meddelt afslag på asyl, på den ene eller anden måde, angiveligt skulle havde bragt sig i de iranske myndigheders søgelys ved at udtrykke utilfredshed med det iranske styre.

I Bolouri mod Sverige (1995) undlod Kommissionen at tage stilling til, hvorvidt det faktum, at Bolouri havde medvirket i en TV-udsendelse i Sverige, hvori hun havde fortalt om sine påståede politiske aktiviteter, burde have nogen indflydelse på vurderingen af, hvorvidt hun risikerede overgreb i Iran.

I M og familie mod Schweiz (1995) afviste Kommissionen en påstand om, at klageren på grund af deltagelse i diverse demonstrationer, hvorunder der blev ytret utilfredshed med det iranske styre, var kommet i de iranske myndigheders søgelys, med den begrundelse, at klageren ikke havde dokumenteret, at de iranske myndigheder havde vist nogen interesse i at stille ham til regnskab for deltagelsen i de pågældende demonstrationer.

Endelig har Kommissionen i Heidari og Eghtesadi mod Sverige (1995) fundet, at der med rette kunne stilles spørgsmålstegn ved troværdigheden i en klagers konvertering fra islam til kristendom, efter endeligt afslag på asyl.

Nedenfor følger en kort gennemgang af de nævnte afgørelser og nyere relevante afgørelser. Afgørelserne er listet kronologisk med de nyeste afgørelser først. 

Case of F.G mod Sweden (appl. 43611/11) afsagt den  16. januar 2014, endelig den 23. marts 2016.  

Case of T.N. and S.N. v. Denmark (appl. 36517/08) afsagt den 20. januar 2011, endelig den 20. juni 2011.

Resumé af T.N. and S.N. v. Denmark

Case of N. v. Sweden (appl. 23505/09) afsagt den 20. juli 2010, endelig den 20. oktober 2010.

Resumé af N. v. Sweden

Case of S.H. v. UK (appl. 19956/06) afsagt den 15. juni 2010, endelig den 15. september 2010.

Resumé af S.H. v. UK

Case of A. v. Netherlands (appl. 4900/06) afsagt 20. juli 2010.

Resumé af A. v. Netherlands

Case of Chalal v. UK (appl. 22414/93) afsagt den 15. november 1996.

Resumé af Chalal v. UK

Case of Heidari and Eghtesadi v. Sweden (appl. 26485/95) afsagt den 22. maj 1995.

Resumé af Heidari and Eghtesadi v. Sweden


12. Forfølgelse af kvinder

Menneskerettighedsorganernes praksis på området for særlig forfølgelse af kvinder er præget af meget konkrete afgørelser, hvor fokus ofte alene har været på at få afklaret, hvorvidt pågældende person risikerede at blive udsat for den givne behandling. I disse afgørelser spores således ingen principiel stillingtagen til, hvorvidt den givne behandling, hvis den fandt sted, ville krænke artikel 3. Dog fastslog Domstolen i Jabari mod Tyrkiet (2000), at risiko for stening eller piskning af en kvinde, for et udenomsægteskabeligt forhold, krænkede artikel 3.

Udover de traditionelle årsager til forfølgelse, såsom race, religion og lign., der ikke i deres natur nødvendigvis rammer kvinder anderledes end mænd, eksisterer en række former for såvel overgreb som årsager, hvor kvinder på baggrund af kultur, samfundsopbygning, religion eller blot det faktum, at de er kvinder, er særligt udsatte.

De mest velkendte eksempler på, hvorledes religion eller kultur kan være basis for alvorlig diskrimination eller overgreb mod kvinder, er lande, hvor retssystemet er bygget over islamisk lov eller hvor samfundet bærer præg af traditionelle opfattelser af kønsrollerne.

Menneskerettighedsorganerne har i en række tilfælde være stillet overfor kvinder, der har påberåbt sig, at de i tilfælde af en udsendelse til deres hjemlande vil være særligt udsatte for at blive udsat for overgreb netop pga. deres køn.

Praksis for Menneskerettighedsorganerne er ikke entydig og er præget af meget konkrete afgørelser, hvor der i højere grad fokuseres på, hvorvidt pågældende kvinde risikerer den behandling, hun påstår, end på, hvorvidt pågældende behandling eventuelt vil krænke artikel 3.

I Jabari mod Tyrkiet fastslog Menneskerettighedsdomstolen dog, at Tyrkiet ville krænke artikel 3, hvis man udsendte en iransk kvinde til Iran, hvor denne efter det oplyste risikerede at blive stenet og pisket for et udenomsægteskabeligt forhold til en mand.

I hverken Bolouri mod Sverige (1995), Mirvat Mezher mod Sverige (1995) eller Amal Kharsa mod Sverige (1995) tog Kommissionen imidlertid principielt stilling, idet den fandt, at der ikke var grund til at befrygte, at de pågældende kvinder risikerede den pågældende behandling.

Nedenfor følger en kort gennemgang af Menneskerettighedsorganernes afgørelser. Afgørelserne er listet kronologisk med de nyeste afgørelser først. 

Case of R.B.A.B. and Others v. Netherlands (appl. 7211/06) afsagt den 7. juni 2016.

Case of Sow v. Belgium (appl. 27081/13) afsagt den 19. januar 2016.

Case of Sow v. Belgium (appl. 27081/13) afsagt den 19. januar 2016.

Case of Sow. v. Belgium (appl. 27081/13) oversættelse af udvalgte præmisser

Case of R.H. v. Sweden (appl. 4601/14) afsagt den 10. september 2015, endelig den 1. februar 2016.

Case of L.O. contre la France (appl. no 4455/14) afsagt den 26. maj 2015.

Case of V.F. contre la France (appl. 7196/10) afsagt den 29. november 2011. 

Case of Emily Collins and Ashley Akaziebie against Sweden (appl. 23944/05)

Case of N. v. Sweden (appl. 23505/09) afsagt den 20. juli 2010, endelig den 20. oktober 2010.

Resumé af N. v. Sweden

Case of Opuz v. Turkey (appl. 33401/02) afsagt den 9. juni 2009 – endelig 9. september 2009.

Case of Jabari v. Turkey (appl. 40035/98) afsagt den 11. juli 2000.

Resumé af Jabari v. Turkey

Case of Mirvat Mezher v. Sweden (appl. 25849/94) afsagt den 6. juli 1995.

Resumé af Mirvat Mezher


13. Dublin samt ud- og afvisning

Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol har i en række sager taget stilling til, hvorvidt over-førsel eller tilbageførsel af en tredjelandsstatsborger til det land, som efter Dublin-forordningen er ansvarlig for behandlingen af den pågældendes ansøgning om international beskyttelse, rejser spørgsmål om forhold i strid med EMRK artikel 3.

Nedenfor er indsat links til nogle af de væsentligste afgørelser og nyere relevante afgørelser. Afgørelserne er listet kronologisk med de nyeste afgørelser først.

Case of N.A. and Others v. Denmark (appl. 15636/16) afsagt den 28. juni 2016

Case of S.M.H. v. The Netherlands (appl. 5868/13) afsagt den 17. maj 2016

Case of A.T.H. v. The Netherlands (appl. 54000/11) afsagt den 17. november 2015.

Case of J.A. and others v. The Netherlands (appl. 21459/14) afsagt den 3. november 2015.

Case of A.S. v. Switzerland (appl. 39350/13) afsagt 30. juni 2015, endelig den 30. september 2015.

Case of A.M.E. v. The Netherlands (appl. 51428/10) afsagt den 13. januar 2015.

Case of Tarakhel v. Switzerland (appl. 29217/12) afsagt den 4. november 2014

Case of Mohammadi v. Austria (appl. 71932/12) afsagt den 3. juli 2014

Case of Sharifi v. Austria (appl. 60104/08) afsagt den 5. december 2013.

Case of Aden Ahmed v. Malta (appl. 55352/12) afsagt den 23. juli 2013.

Case of Mohammed v. Austria (appl. 2283/12) afsagt den 6. juni 2013.

Case of Samsam Mohammed Hussein and others v. Netherlands and Italy (appl. 27725/10) afsagt den 2. april 2013.

Case of Hirsi Jamaa and others v. Italy (appl. 27765/09) afsagt den 23. februar 2012.

Case of M.S.S. v. Belgium and Greece (appl. 30696/09) afsagt den 21. januar 2011. 

Case of K.R.S. v. United Kingdom (appl. 32733/08) afsagt den 2. december 2008.

For så vidt angår EU-Domstolens afgørelser vedrørende Dublin-forordningen henvises til de domme, der er nævnt på Flygtningenævnets hjemmeside www.fln.dk.



14. Sager behandlet i hasteprocedure

Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol har i nedstående sag taget stilling til, hvorvidt afgørelser om afslag på opholdstilladelse og dermed afgørelse om udsendelse, rejser spørgsmål om forhold i strid med EMRK artikel 3, sammenholdt med artikel 13, når ansøgningen om asyl er behandlet som ”åbenbar grundløs”.

Case of Gerbremedhin v. France (appl. 25389/05) afsagt den 26. april 2007. 

Case of M.D. and M.A. v. Belgium (appl. 58689/12) afsagt den 19. januar 2016.

Case of M.D. and M.A. v. Belgium (appl. 58689/12) oversættelse af udvalgte præmisser
.



15. Den europæiske Menneskerettighedskonventions 6. tillægsprotokol vedrørende afskaffelsen af dødsstraf.

Af 6. tillægsprotokol til Den europæiske Menneskerettighedskonvention, som Danmark ratificerede den 1. december 1983, fremgår, at dødsstraffen skal afskaffes, ligesom ingen må idømmes denne straf eller henrettes.

Det fremgår ligeledes af praksis for Menneskerettighedsdomstolen, at det vil være i strid med bestemmelsen, hvis en person udleveres/ udsendes til en stat, hvor den pågældende risikerer at blive idømt og få fuldbyrdet dødsstraf.

Bestemmelsen har hidtil været af relativ begrænset betydning og praksis fra Menneskerettigheds-organerne er ikke omfangsrig. Domstolen har hidtil hovedsagligt taget stilling til bestemmelsen ved klager fra personer, der står til udlevering til stater, hvor pågældende er mistænkt for at have begået alvorlig kriminalitet, og hvor den pågældende frygter dødsstraf som følge heraf.

Adskillige udlændinge, der i staterne enten har fået afslag på asyl eller har mistet deres opholdstilladelse, har imidlertid også henvist til bestemmelsen og hævdet, at de i tilfælde af en eventuel udsendelse til hjemlandet risikerer en hård og uforholdsmæssig hård straf eller dødsstraf. I disse sager har Domstolen som udgangspunkt alene vurderet sagen i forhold til artikel 3 og undladt at udtale sig om 6. tillægsprotokol. En af undtagelserne er imidlertid T mod Nederlandene (1991), hvor Kommissionen ikke fandt, at klageren havde godtgjort, at der var en reel risiko for, at han, i forbindelse med en udvisning til Malaysia, ville blive dødsdømt for en forbrydelse, han havde begået i Nederlandene.

Afgørende for Menneskerettighedsorganernes stillingtagen vil i udleveringssagerne være, hvorvidt der i den konkrete sag er tilstrækkelige holdepunkter til at antage, at pågældende person ikke vil blive idømt dødsstraf i modtagerstaten. Det har i praksis betydet, at organerne har vurderet, hvorvidt en garanti herfor, som det land der ønsker personen udleveret, har udstedt, er tilstrækkelig ”sikker”.

I Soering mod UK (1989) fandt Domstolen, at det ikke kunne udelukkes, at Soering, der var mistænkt for drab, ville blive dødsdømt i tilfælde af udlevering til USA. Ved afgørelsen lagde Domstolen vægt på, at de amerikanske forbundsmyndigheder ikke bindende kan pålægge de enkelte delstaters myndigheder at undlade at nedlægge påstand om dødsstraf.

I Nivette mod Frankrig (2001) fandt Domstolen derimod ikke, at der var nogen risiko for, at Nivette, der også var mistænkt for drab, ville blive dødsdømt ved en eventuel udlevering til USA, hvorfor 6. tillægsprotokol ikke var krænket. Domstolen lagde her vægt på, at den statsadvokat, der var ansvarlig for påtalerejsningen i USA, havde erklæret, at der ikke ville blive nedlagt påstand om dødsstraf, idet forbrydelsen ikke opfyldte de fornødne krav hertil.

Tilsvarende fandt Domstolen i Ismaili mod Tyskland (2000), at en garanti udstedt af den marokkanske justitsminister, via en verbalnote, udgjorde tilstrækkelig sikkerhed for, at den pågældende person ikke risikerede dødsstraf. Domstolen bemærkede også, at en medskyldig i samme forbrydelse ikke var blevet dødsdømt for forbrydelsen i Marokko.

Nedenfor følger en kort gennemgang af de nævnte afgørelser og nyere relevante afgørelser. Afgørelserne er listet kronologisk med de nyeste afgørelser først. 

Case of Salem v. Denmark (appl. 77036/11) afsagt den 1. december 2016

Case of N. v. Sweden (appl. 23505/09) afsagt den 20. juli 2010, endelig den 20. oktober 2010.

Resumé af N. v. Sweden

Case of Al-Saadoon & Mufdhi v. UK (appl. 61498/08) afsagt den 3. marts 2010 – endelig 4. oktober 2010.

Case of Nivette v. France (appl. 44190/98) afsagt den 3. juli 2001.

Resumé af Nivette v. France

Case of Ismaili v. Germany (appl. 58128/00) afsagt den 16. juni 2000.

Resumé af Ismaili v. Germany

Case of T. v. Netherlands (appl. 16531/90) afsagt den 16. januar 1991.

Resumé af T. v. Netherlands

Case of Soering v. UK (appl. 14038/88) afsagt den 7. juli 1989.

Resumé af Soering v. UK


16. Andre Konventionsbestemmelser


Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol har i flere sager vurderet den eksterritoriale virkning af andre bestemmelser i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.

Domstolen har endvidere i flere sager vedrørende udenlandske statsborgere taget stilling til, om en udsendelse ville udgøre en krænkelse af artikel 8 (retten til respekt for privatliv og familieliv) eller artikel 13 (adgangen til effektive retsmidler) m.v. Domstolens udtalelser i disse sager kan i visse tilfælde også have betydning ved afgørelsen af asylsager.

Nedenfor følger en række afgørelser vedrørende andre konventionsbestemmelser:  


Case of Salem v. Denmark (appl. 77036/11) afsagt den 1. december 2016

Case of Antwi and others v. Norway (appl. 26940/10) afsagt 14. februar 2012.


Case of Nunez v. Norway (appl. 55597/09) afsagt 28. juni 2011.


Case of Osman v. Denmark (appl. 38058/09) afsagt 14. juni 2011.


Z and T v. The United Kingdom (27034/05) afsagt den 28. februar 2006.


Case of F. v. The United Kingdom (appl. 17341/03) afsagt 28. maj 2003.




Senest opdateret: 08-06-2017
Udgiver: Flygtningenævnet

Til toppen

Flygtningenævnet | Adelgade 13 | DK-1304 København K | Telefon +45 6198 3700 | E-mail fln@fln.dk | Sikker Digital Post