MULTI
Du er her: ForsideOm FlygtningenævnetOpgaver og kompetencer

Opgaver og kompetencer

Flygtningenævnet behandler klager vedrørende asylrelaterede afgørelser truffet af Udlændingestyrelsen i 1. instans, jf. udlændingelovens § 53 a. Flygtningenævnet varetager sine opgaver i henhold til udlændingeloven. Flygtningenævnets virksomhed udøves i henhold til nævnets forretningsorden.

Nævnets afgørelser omfatter blandt andet følgende typer sager:

Spontansager

Afgørelser, hvor Udlændingestyrelsen har meddelt afslag på ansøgning om opholdstilladelse til en udlænding, der opholder sig her i landet, og som påberåber sig at være omfattet af udlændingelovens § 7.

Statusændringssager

Afgørelser, hvor Udlændingestyrelsen har meddelt en udlænding opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, men hvor den pågældende mener sig omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Afgørelser hvor Udlændingestyrelsen har meddelt en udlænding opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3, men hvor den pågældende mener sig omfattet af § 7, stk. 1, eller stk. 2.

Dublinsager

Afgørelser, hvor Udlængingestyrelsen har truffet afgørelse om afvisning eller overførsel til et andet EU-land efter reglerne i Dublin-forordningen, jf. udlændingeloven § 29 a.

Bortfaldssager

Afgørelser, hvor Udlændingestyrelsen har meddelt, at en opholdstilladelse efter udlændingelovens §§ 7-8 er bortfaldet efter udlændingelovens § 17 eller § 17 a. 

Inddragelsessager

Afgørelser, hvor Udlændingestyrelsen har inddraget eller nægtet at forlænge en opholdstilladelse meddelt i medfør af udlændingelovens § 7, jf. udlændingelovens §§ 19-20.

Sager om rejsedokumenter

Afgørelser, hvor Udlændingestyrelsen har meddelt afslag på en ansøgning om dansk rejsedokument for flygtninge eller har inddraget et sådant dokument.

§ 49 a-sager

Afgørelser, hvor Udlændingestyrelsen har truffet beslutning om, at en udlænding, der har haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7 eller § 8, og som er udvist ved dom, kan udsendes af Danmark.


De sager, der behandles af Flygtningenævnet, undergives som udgangspunkt mundtlig behandling bortset fra Dublinsager, der som udgangspunkt behandles skriftligt på formandskompetencen.

Flygtningenævnets afgørelser er endelige, jf. udlændingelovens § 56, stk. 8. Endelighedsbestemmelsen er af domstolene i praksis forstået således, at domstolene er afskåret fra at pådømme nævnets bevisbedømmelse. Kun retsspørgsmål, herunder mangler ved afgørelsesgrundlaget, sagsbehandlingsfejl og ulovlig skønsudøvelse, kan prøves af domstolene.  

Det falder udenfor Flygtningenævnets kompetence at behandle ansøgninger om opholdstilladelse på andet grundlag end risiko for forfølgelse eller overgreb, herunder for eksempel sager om humanitær opholdstilladelse og familiesammenføring. For nærmere information herom henvises til Udlændingestyrelsens internetportal http://www.nyidanmark.dk.


Flygtningenævnet | Adelgade 13 | DK-1304 København K | Telefon +45 6198 3700 | E-mail fln@fln.dk | Sikker Digital Post