MULTI
Du er her: ForsideNyhederArkiv2018Flygtningenævnet hjemviser sager om dublinoverførsel af særligt sårbare asylansøgere til Italien

Nyheder


 

Flygtningenævnet hjemviser sager om dublinoverførsel af særligt sårbare asylansøgere til Italien

Flygtningenævnet har den 21. november 2018 hjemvist tre sager, vedrørende seks personer, om overførsel af asylansøgere til Italien efter Dublinforordningen til fornyet behandling i Udlændingestyrelsen. Der er tale om særligt sårbare asylansøgere.

Storkammeret i Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol afsagde den 4. november 2014 dommen Tarakhel mod Schweiz (appl. no. 29217/12) vedrørende dublinoverførsel af en afghansk familie med mindreårige børn til Italien. Domstolen fandt, at familien var særligt sårbar og opstillede en række betingelser, som skal være opfyldt ved overførsel af familier med mindreårige børn til Italien.

Flygtningenævnet har hidtil truffet afgørelse i sager om overførsel af særligt sårbare asylansøgere til Italien på baggrund af en generel garanti udstedt af de italienske myndigheder, der beskriver de såkaldte SPRAR-centre, der er reserveret til familier med mindreårige børn og andre særligt sårbare, og som lever op til de krav, der stilles i Tarakhel-dommen.

Flygtningenævnet er blevet opmærksom på et nyt italiensk dekret, der umiddelbart ses at indebære en indskrænkning i adgangen til SPRAR-centrene for særligt sårbare asylansøgere, hvorfor nævnet har besluttet at hjemvise nævnets tre verserende sager, vedrørende dublinoverførsel af særligt sårbare asylansøgere, til fornyet behandling i Udlændingestyrelsen. Styrelsen er samtidig anmodet om at undersøge, om dekretet er trådt i kraft, om det bliver efterlevet af de italienske myndigheder, og herunder om dekretet indebærer, at de italienske myndigheder ikke længere administrerer i overensstemmelse med den tidligere udstedte garanti og indkvarterer særligt sårbare asylansøgere, der overføres til Italien fra andre Dublin-lande, på en måde, der tager hånd om de pågældendes særlige sårbarhed.

Beslutningen omfatter ikke sager vedrørende asylansøgere, der ikke er særligt sårbare – for eksempel enlige, raske, unge mænd.

Senest opdateret: 22-11-2018

Til toppen

Flygtningenævnet | Adelgade 13 | DK-1304 København K | Telefon +45 6198 3700 | E-mail fln@fln.dk | Sikker Digital Post