MULTI
Du er her: ForsideNyhederArkiv2014Information til advokater vedrørende beskikkelse i sager om overførsel efter Dublinforordningen
Information til advokater vedrørende beskikkelse i sager om overførsel efter Dublinforordningen

Det fremgår af udlændingelovens § 55, stk. 1, at Flygtningenævnet om fornødent kan beskikke en advokat for en asylansøger, medmindre den pågældende selv har antaget en sådan.

Det følger af udlændingelovens § 55, stk. 5, at stk. 1 ikke finder anvendelse i sager vedrørende afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a (overførsel efter reglerne i Dublinforordningen), medmindre sagen er henvist til behandling efter § 53, stk. 6.

Det fremgår af bemærkningerne til lov nr. 1619 af 26. december 2013, lov om ændring af udlændingeloven, afsnit 2.4.3.4., at det er Dansk Flygtningehjælp, der yder retshjælp til udlændin-ge, der klager over overførsel efter Dublinforordningen, jf. herved forordningens artikel 27, stk. 5. Hvis en udlænding ønsker at klage over en afgørelse om overførsel efter Dublinforordningen, er Dansk Flygtningehjælp derfor som udgangspunkt partsrepræsentant i sagen.

Det følger endvidere af bemærkningerne, at udlændingen imidlertid kan vælge at lade sig repræsentere af andre, herunder en advokat, i overensstemmelse med de almindelige forvaltningsretlige principper herom. Udlændingen må imidlertid selv afholde eventuelle udgifter hertil, og Flygtningenævnet honorerer i så fald ikke advokatens arbejde.

Flygtningenævnet beskikker således kun en advokat i de helt særlige tilfælde, hvor Dublinsager henvises til behandling af et samlet nævn, jf. herved udlændingelovens § 53, stk. 8, 2. pkt., jf. § 53, stk. 6.

Senest opdateret: 03-07-2014
Udgiver: Flygtningenævnet

Til toppen

Flygtningenævnet | Adelgade 13 | DK-1304 København K | Telefon +45 6198 3700 | E-mail fln@fln.dk | Sikker Digital Post