MULTI
Du er her: ForsideNyhederArkiv2004Pressemeddelelse af 5. juli 2004

Pressemeddelelse af 5. juli 2004 vedrørende Flygtningenævnets årsberetning 2003

Flygtningenævnets formandskab udsender i dag sin beretning for 2003. Beretningen indeholder en redegørelse for grundlaget for og behandlingen af asylsager samt for nævnets virksomhed i øvrigt. Endvidere indeholder beretningen resumeer af 291 afgørelser i konkrete asylsager.

I 2002 blev udlændingelovens § 7, der danner grundlag for meddelelse af asyl, ændret med virkning fra den 1. juli 2002. § 7, stk. 2, om de facto-status blev således ændret og erstattet af en ny § 7, stk. 2, om beskyttelsesstatus. Resumeerne af nævnets afgørelser er opdelt efter, om ansøgning om asyl er indgivet før eller efter den 1. juli 2002.

Nævnet har i beretningsperioden truffet afgørelse i 2.113 sager i alt, hvilket er det største antal sager i et enkelt år i nævnets levetid. Af de 2.113 sager er de 1.895 sager spontansager, hvoraf 702 sager vedrører statsborgere fra Afghanistan. Ud over sager vedrørende statsborgere fra Afghanistan har de største grupper af ansøgere været statsborgere fra Irak, Serbien og Montenegro, Iran og statsløse palæstinensere. Nævnet har i beretningsåret behandlet sager vedrørende 65 forskellige lande. I beretningsperioden omgjorde nævnet 17 % af Udlændingestyrelsens afgørelser i spontansager mod 13 % i 2002 og 20 % i 2001.

Vedrørende Irak besluttede Flygtningenævnets koordinationsudvalg som følge af invasionen af Irak i marts 2003 at berostille behandlingen af sager vedrørende statsborgere fra Irak. I oktober 2003 besluttede koordinationsudvalget at genoptage behandlingen af disse sager. De første sager vedrørende statsborgere fra Irak siden berostillelsen blev behandlet i januar 2004. Nævnet har pr. 1. juli 2004 behandlet 449 sager vedrørende statsborgere fra Irak.


Senest opdateret: 05-07-2004
Udgiver: Flygtningenævnet

Til toppen

Flygtningenævnet | Adelgade 13 | DK-1304 København K | Telefon +45 6198 3700 | E-mail fln@fln.dk | Sikker Digital Post